Hvorfor du kan stole på TechRadar
Den nye iPad Pro er lanceret samtidigt med iOS 12.1, hvilket betyder, at du har nogle smarte nye funktioner, såsom Group Facetime, der gør at du kan bruge din iPad til gruppeopkald, hvis dine kolleger også har en iPhone eller iPad.
Den vigtigste ting, du skal vide om iOS 12 (selv om det kom ind med iOS 11), er at det hele er baseret på fingerbevægelser med iPad nu, hvor den manglende home-knap betyder, at du er nødt til at swipe op fra bunden for at vende tilbage til home-skærmen.
Og hvis du bruger Apple Pencil som en stylus-pen til at bevæge dig rundt på skærmen, så kan du sjovt nok ikke bruge den til at komme tilbage til home-skærmen – for at gøre det, skal du bruge din finger.
Ellers, hvis du har brugt en iPad med iOS 11, vil du vide, at denne nye måde at interagere med en iPad på, har eksisteret i noget tid… men iPad Pro 11 med sin større skærm og ingen home-knap, er som skabt til den nye brugerflade, som er baseret på fingerbevægelser, og det er en stor fornøjelse at swipe rundt på skærmen med den utroligt kraftige motor nedenunder, hvis du du er vant til en ældre iPad Air eller tilsvarende.
Lad os tale om de mange kræfter, nu vi er ved emnet. IPad Pro 11 er i særklasse den mest kraftfulde mobile enhed, vi nogensinde har testet. Dens multi-kerne score – den score, der fortæller præcis hvor krævende opgaver en enhed kan klare – er enestående.
Den er dobbelt så hurtig, som noget, vi har prøvet før, bortset fra iPhone XS (der bruger en enklere version af den A12X Bionic-chip, man finder i iPad Pro, som her er kombineret med 6GB RAM). Hvis du ikke er interesseret i tal, så tænk over dette: iPad Pro 11 leverer dobbelt så meget kraft som Samsung Galaxy Note 9, der er en utrolig stærk Android-telefon.
Sagen er den, at denne mængde af kraft gør det svært at regne ud, hvem denne tablet henvender sig til, ud over professionelle. Chipsettet i denne enhed siger, at Apple positionerer iPad Pro 11 som noget en arbejdende digital kunstner, en fotograf, video-tekniker eller musiker kunne have med sig – og alligevel fortæller markedsføringen, at denne iPad er for alle – en forbruger-orienteret enhed, omend en tjekket en af slagsen – og det er ikke alle, der vil være interesseret i at lægge så mange penge for noget, de kan se Netflix på.
Det er svært at udnytte og sætte pris på nogle af mulighederne ved iPad Pro 11, hvis du ikke arbejder med visuelle medier eller andre krævende opgaver. Vi fik dog mulighed for at se en demo af Photoshop, der kommer næste år, og det er imponerende at se, hvor mange funktioner denne iPad er i stand til at køre samtidigt.
Afviklingen af DJ-software, video-projekter samt video-eksportering kørte alt sammen både hurtigt og flydende – måske kunne eksporteringen have kørt en smule hurtigere, men på den anden side skal der være en grad af optimering, for at drage fuld nytte af chipsettet indvendigt.
Vi tilbragte gladeligt en time med at tegne skitser på den nye iPad Pro, hvor Apple Pencil er et fremragende værktøj til at lege med forskellige stilarter, og den mængde af niveauer, som den trykfølsomme pen kan registrere, giver virkelig nogle interessante muligheder. Når det er sagt, så er det ikke ligefrem en nyhed på iPad Pro 11, da vi nu har haft disse muligheder i tre år.
Men det er den rå kraft og lave latency (reaktionstid), som virkelig gør, at det føles mere naturligt at tegne. Vi fik at vide, at den nye iPad Pro kunne være den enhed, der ville få mange kunstnere til at skifte fra papir til digital tegning. Og selv om vi ikke er specielt talentfulde på dette område, så virkede det i hvert fald meget naturligt at tegne og skitsere på denne tavle.
Videre til det næste spørgsmål: hvis dette er en tablet for den professionelle, hvordan vil de så gøre bedst brug af den? Skrotte deres MacBook eller pc for evigt? Droppe deres iMac? Hvad hvis du stadigvæk har brug for en webbrowser eller et system til filhåndtering?
Af mange forskellige grunde kan iPad Pro 11, til trods for de mange kræfter og den høje pris, stadig ikke fungere som en egentlig erstatning for en bærbar. Man kan for eksempel ikke umiddelbart bare højreklikke og downloade et regneark.
Hvis du bruger fotos delt i Google Drive og gerne vil downloade og redigere dem, er det en besværlig proces. Der findes ganske vist forskellige apps, der kan arbejde rundt om dette, hvis man kigger sig godt for, men indtil det bliver let og ligetil, vil iPad Pro altid være en sekundær enhed.
Det skal ikke betyde, at fotografer ikke ville elske at have et mobilt redigerings-studie i deres skuldertaske, så de kan tilslutte deres kamera og uploade de færdig-redigerede billeder til kunden med det samme. Eller for at give et andet eksempel: hvis du er arkitekt og gerne vil bruge en tablet til at vise dine designs til andre, frem for at stå og balancere med en laptop på armen.
Ingen af disse professionelle vil dog være i stand til at bruge en iPad Pro som en fuldkommen erstatning for en computer, og de ville heller ikke have lyst til det. Selv vi ydmyge ordsmede har, efter at have prøvet at skrive denne fulde anmeldelse på en iPad Pro, for at teste hvor praktisk anvendelig den er, måttet vende tilbage til en laptop, for at gøre skrivearbejdet til en mere behagelig oplevelse.
Der er også stadigvæk visse problemer med systemet, hvor ikke-optimerede apps stadigvæk går ned. Gmail frøs for os et par gange, og den fremragende SketchBook-app frøs og mistede vores skitse midtvejs gennem processen. Det er meget tænkeligt, at dette kun er et spørgsmål om, at disse apps endnu ikke arbejder ordentligt sammen med processoren eller styresystemet, men hvert lille benspænd på denne nye og bekostelige tablet giver enorme frustrationer.
Musik, film og gaming
Hvis du kan lide at se film og høre musik og spille spil, vil iPad Pro 11 dog imponere på en række forskellige områder.
Vi vil dog nævne, ifald du missede det ovenfor, at iPad Pro 11 ikke har et hovedtelefonstik, og man får heller ingen hovedtelefoner med i æsken. I betragtning af at dette er en eksklusiv medie-enhed med op til 1TB lagerplads, en skærm med bredere farveområde samt overlegne præstationer, så ville man gerne kunne bruge et ordentligt sæt hørebøffer.
Mulighederne er begrænset til Bluetooth-hovedtelefoner, som vil være en ekstra udgift, hvis du ikke allerede har et sæt, eller du kan bevæge dig ind på Apple Store, fysisk eller på nettet, og købe en dongle, som lader dig bruge en 3,5 mm hovedtelefonstik-til-USB-C forbindelse.
Du kan nemlig ikke bruge Lightning-stikket fra din iPhone, da det ikke længere er standard på en iPad.
Vi ved godt, at vi bliver ved med at kværne rundt i dette punkt, men vi kan forestille os, at mange mennesker vil tage denne faktor med i deres overvejelser, inden de køber den nye iPad Pro, og at det vil irritere dem ret så meget.
Når vi går videre til dens ydeevne, har vi svært at bestemme os for, hvilket element vi skal tale om først. Via hovedtelefoner er lydkvaliteten glimrende – den er fyldig og dyb og iPad Pro er i bund og grund i stand til at levere alt, hvad dine hovedtelefoner kan håndtere med hensyn til lydgengivelse.
Når det gælder de eksterne højttalere, så ville vi på forhånd forvente at de var fremragende, fordi de bruger en dedikeret woofer og tweeter i hvert hjørne.
Det betyder ikke, at den musik der bliver spillet over højttalerne, ikke er en smule dåseagtig i toppen – eller måske blot mere fokuseret på diskanten – men stadigvæk; som en backup-højttaler på en mobil enhed, fås det ikke meget bedre.
Disse højttalere viser virkelig deres værd, når det handler om at se film, hvor stereolyden, den fyldige bas og den meget distinkte vokal, gør den til den perfekte enhed, når man sidder alene et sted og vil se en film, eller hvis man laver mad, og gerne vil lytte til en YouTuber, der plabrer løs om et eller andet.
Kvaliteten af skærmen er, som vi nævnte, ikke helt så visuelt imponerende som en OLED-skærm, og vi savner stadigvæk HDR-muligheder for at nå den absolutte topklasse. Når det er sagt, har vi aldrig set noget overvældende løft i kvalitet på en mobil HDR-enhed, så måske behøver vi det ikke helt endnu.
Når det handler om gaming, så viser iPad Pro 11 virkelig, hvad den kan; den er i stand til at levere grafik på konsol-niveau, og allerede efter nogle få enkle spil, havde vi et indtryk af den enorme bredde af de grafiske muligheder – på den større skærm er det virkelig et imponerende syn.
Vi har brug for mere tid til at teste, hvad den kan præstere, når det gælder hardcore gaming, da vi ikke mener, at vi var i stand til at teste den fuldt ud, men alt hvad vi prøvede, gav en særdeles overbevisende oplevelse.
Vi må dog stille spørgsmålstegn ved, hvorfor Apple har gjort iPad Pro 11 i stand til at spille spil på samme niveau som en konsol – hvem vil komme til at bruge den til det? Man vil jo ikke ligefrem skrotte sin Xbox til fordel for en tablet, til trods for det voksende spil-katalog. Vi går ud fra, at det er en sideeffekt af den kraftfulde chip og dens grafiske muligheder, frem for et egentligt mål for Apple for at tiltrække seriøse gamere.
Current page: En tablet kun for professionelle?
Forrige side En dyr Pencil og ingen home-knap Næste side Kamera og batteriGareth has been part of the consumer technology world in a career spanning three decades. He started life as a staff writer on the fledgling TechRadar, and has grown with the site (primarily as phones, tablets and wearables editor) until becoming Global Editor in Chief in 2018. Gareth has written over 4,000 articles for TechRadar, has contributed expert insight to a number of other publications, chaired panels on zeitgeist technologies, presented at the Gadget Show Live as well as representing the brand on TV and radio for multiple channels including Sky, BBC, ITV and Al-Jazeera. Passionate about fitness, he can bore anyone rigid about stress management, sleep tracking, heart rate variance as well as bemoaning something about the latest iPhone, Galaxy or OLED TV.