Se YouSee direkte på din LG-skærm
Nu kan man streame hele YouSees tv-pakke uden brug af antennestik
Det er muligt, at den danske storspiller på tv-området, YouSee, kom lidt sent ud af starthullerne, da streamingbølgen væltede ind over landet, men nu er de ved at kommer efter det. Tidligere på året lancerede YouSee for eksempel tre forskellige streamingpakker, og nu har selskabet så taget endnu et skridt fremad.
Fra den 25. oktober har alle teleselskabets kunder været i stand til at streame deres YouSee-indhold direkte via en app på fladskærmen. Men altså kun, hvis man har et nyere tv af mærket LG.
Baggrunden for netop dette tiltag er den enkle, at YouSee har undersøgt, hvilke fladskærme de danske husstande har hængende på væggen, og det viser sig, at en fjerdedel af dem har et tv fra producenten LG. Derfor har YouSee specialudviklet en app til netop dette mærke.
"Tv'et er fortsat den mest populære streaming-platform, og derfor skal vores kunder selvfølgelig også kunne streame deres indhold direkte via tv'et. Den nye app er relevant, hvis man for eksempel har brug for et ekstra tv i huset, har et sommerhus, hvor der ikke er tv-stik eller blot foretrækker den virtuelle oplevelse via app's," siger Jacob Mortensen, direktør for YouSee i en pressemeddelelse.
Ud over en app til LG-fladskærmen, så har YouSee også lavet en app til Apple TV og Android TV, så nu dækker selskabet bredt på streaming-området. Og derudover er der endnu en app i støbeskeen:
"Selv om vi nu dækker de største underholdningsplatforme i landet, så er det skam ikke slut her. Vi arbejder lige nu på at udvikle en app til PlayStation 4, men det er endnu for tidligt at sætte en lanceringsdato på siger Jacob Mortensen."
Den nye app – "YouSee Tv & Film" – kan hentes som en normal app via "App"-menupunktet på LG-fjernsynet, og når brugerne logger ind med deres normale YouSee-login, har de adgang til det samme indhold, som de har på deres YouSee tv-boks.
Få daglig indsigt, inspiration og tilbud i din indbakke
Tilmeld dig de seneste nyheder, anmeldelser, meninger, topteknologiske tilbud og mere.
App'en er gratis, men man skal have WebOS version 2.0 eller derover for at kunne downloade YouSee-appen.
Foto: YouSee