100.000 nye medarbejdere ansat til iPhone-fabrik

foxconn
(Foto: Getty Images)

Der har været stor frygt for, at kunder, der ville købe iPhones i julegave, måske ville stå tomhændet tilbage, da den største iPhone-fabrik i Kina lukkede grundet coronaudbrud blandt medarbejderne sidste måned.

Denne bekymring ser dog ud til at være forduftet, efter Apple-producenten Foxconn, der i 2021 omsatte for mere end 1.500 milliarder, har formået at ansætte hele 100.000 nye medarbejdere til fabrikken.

Det beretter det amerikanske nyhedsmedie CNN ifølge Computerworld.

Foxconn har flere fabrikker i Kina, men det var fabrikken i Zhengzhou, der var nødsaget til at lukke, efter der havde været et kæmpestort corona-udbrud blandt medarbejderne.

Virksomheden, der er i alt har mere end 1,3 millioner ansatte i Kina, oplyste, at man efter nedlukningen manglede omkring 100.000 ansatte, efter mange af de ansatte søgte mod andre jobs, da de ikke var sikre på, hvornår de igen kunne komme tilbage til fabriksbåndet.

De manglende medarbejdere ved samlebåndene gav dybe panderynker hos Apple op til jul, der advarede om forstyrrelser på deres forsyningskæde, skriver Computerworld.

Foxconn har blandt andet firdoblet den bonus, de ansatte får i november, for at lokke dem til at blive på fabrikken.

Og det ser altså ud til, at det har hjulpet.

"Vi har endelig mødt vores kvote (af ansatte, red.). Derfor er vores ansættelsesproces midlertidigt lukket, siger Yan Han, der sidder i Foxconn-ledelsen, siger til det kinesiske medie Yicai ifølge Computerworld.

Michael Kilschow Hansen
Redaktør / Nyhedsjournalist

Michael har arbejdet journalistisk næsten hele sit arbejdsliv - og har i årenes løb beskæftiget sig med online nyhedsmedier, radio, tv, ugeblade, magasiner, musik- og filmjournalistik. Michael har været en del af TechRadar Danmark-teamet siden januar 2021. 

Han eeelsker sin iPhone, sin iPad og sin iMac - men på et ikke-religiøst niveau, og er voldsomt nysgerrig på, hvad andre tech-brands kan tilbyde.

Arbejde og hobby mødes i en smuk fusion, når der skal skrives om streamingtjenester og deres indhold, nye premierer på serier, film og spændende dokumentarprogrammer.