Tidlig dom
Apple iPhone 14 Plus er et velkomment alternativ til iPhone 14 med en stor skærm. Ligesom basismodellen har iPhone 14 Plus stadig skærmhakket - og bortset fra skærmstørrelsen og batterikapaciteten er den identisk med iPhone 14. Men med denne telefon kan du udleve drømmen om en iPhone med en stor skærm uden at bruge en formue. Dette har resulteret i et godt alternativ til Pro Max.
For
- +
Velkendt design
- +
Stor skærm
- +
Stor batterikapacitet
Imod
- -
Stadig skærmhak
- -
Kun to kameraer
Hvorfor du kan stole på TechRadar
iPhone 14 Plus blev afsløret af Apple i Steve Jobs Theatre i Californien onsdag den 7. september, og er på mange måder en hyldest til iPhone-modellernes originale Plus-æra.
Da Apple lancerede iPhone 6, var det første gang, de også kom med en variant med en større skærm, nemlig iPhone 6 Plus. Ligesom dengang er iPhone 14 Plus i det væsentlige bare en iPhone 14, men med en 6,7-tommer Super Retina XDR-skærm i stedet for en tilsvarende 6,1"-skærm. Men hvad du ikke får, er et væld af ekstra funktioner, som du får med iPhone 14 Pro Max.
Undervejs havde Apple ændret strategi, så de store skærme var forbeholdt de mere avancerede Pro-mobiler. Således blev alle de Apple-entusiaster, der ønskede en større skærm, tvunget ud i et dyrt landskab.
Og endelig, med iPhone 14 Plus, kan vi endelig nyde en stor skærm igen uden at blive ruineret.
iPhone 14 Plus – pris og tilgængelighed
Det er ret fedt at kunne få en 6,7 tommer iPhone, der kun er 1.000 kr. dyrere end basis 6.1". iPhone 14 Plus har en vejledende startpris på 9.299 kr. for basismodellen med 128 GB lagerplads.
Den har kunnet forudbestilles fra 9. september og leveres fra 9. oktober. Det er et par uger efter iPhone 14.
Design, materialer og skærm
Ligesom med 6,1 tommer iPhone 14 har iPhone 14 Plus taget det meste af sin designprofil fra iPhone 13. Den minder også en del om iPhone 13 Pro Max, i hvert fald når vi ser på størrelsen. Men når det kommer til materialevalget er den forankret i basismodellen iPhone 14. I stedet for rustfrit stål er der valgt aluminium i stellet. Glasset på for- og bagsiden er måske ikke Gorilla Glass, og den nye lækre lilla farve mangler.
Alt ved dette chassis skriger basismodel: det flade metalbånd, der omgiver glasset, power/sleep/Siri-knappen på den ene side og volumenknappen på den anden.
Da vi håndterede iPhone 14 Plus, bemærkede vi, at på trods af størrelsen på 160,8 x 78,1 x 7,8 mm føles den væsentligt lettere end en iPhone 13 Pro Max med samme størrelse. Det viser sig også, at den kun vejer 203 gram, mens en 13 Pro Max på 240 gram.
På de amerikanske modeller er Apple sluppet for SIM-slotten. Fraværet af det lille panel er mærkbart, så den ene langkant virker renere end tidligere.
Det er lidt mærkeligt at se så stor en iPhone med kun to kameraer, og det firkantede layout passer langt bedre til basismodellen iPhone 14. De to linser er begge 12 MP, og er henholdsvis vidvinkel og ultra-vidvinkel. Hvis du vil have zoom eller flere megapixel, er Pro den, du skal vælge.
Foran finder du den 6,7 tommer Super Retina XDR-skærm med en opløsning på 2778 x 1284 pixels og 458 pixels per tomme. Dette er ikke en højere opløsning end på iPhone 14, bare mere plads til flere pixels. Skærmen har ikke en variabel opdateringshastighed eller altid aktiv-skærm, som du får med den nye iPhone 14 Pro. Og det er ærgerligt, for selv de mere overkommelige modeller med stor skærm kunne have nydt godt af de batteribesparelser, du får med en variabel opdateringshastighed, og den brugervenlighed, du får med en altid aktiv-skærm.
Og øverst på skærmen er det berygtede skærmhak. Det ser faktisk lidt mindre ud på denne store skærm. I selfie-kameraet er der AR-sensorer og et TrueDepth-kamera på 12 MP.
Kameraer og batterilevetid
På bagsiden af iPhone 14 Plus finder du præcis samme kameraopsætning med to objektiver som på iPhone 14. Dette er en vidvinkel og en ultravidvinkel, begge på 12 MP.
Ligesom iPhone 14 har iPhone 14 Plus et hovedkamera, der er en opgradering fra 12 MP vidvinkel i iPhone 13. Det har en blænde på ƒ/1,5 og understøttes af større sensorer og 1,9 µm pixels. Det skulle give bedre ydeevne i svagt lys.
Denne gang fik vi kun et par minutte med telefonen. Vi kunne stadig tage nogle billeder med de to kameraer på bagsiden. Billederne blev flotte. Derudover fik vi oplevet det nye 12 MP TrueDepth-kamera i praksis, og det kan helt sikkert give dig selfies i høj kvalitet.
Hvor den nye iPhone 14 skulle have en batterilevetid på omkring 20 timer, skulle den større iPhone 14 Plus klare 26 timers videoafspilning. Det betaler sig klart med en større mobiltelefon.
Det er selvfølgelig løfter om batteriets tilstand. Vi er nødt til at teste mobilen grundigt for at kunne afgøre, i hvilket omfang disse påstande holder.
Selvom meget er det samme ved det gamle ved iPhone 14 Plus, er der et par funktioner, grundmodellerne har lånt af deres mere avancerede søskende, nemlig kollisionsdetektion og nød-SOS via satellit.
Kollisionsdetektion er præcis, hvad det lyder som. iPhone 14 Plus kan registrere, om du er involveret i en bilulykke og hjælpe dig med at kontakte nødtjenester.
For at opnå den nævnte satellitkommunikation, bruges iPhone 14 Plus-antennerne til at etablere forbindelse med satellitter i kredsløb i nødsituationer, som hvis du er faret vild i bjergene og ikke har mobildækning. Apple har arbejdet på at reducere båndbreddekravet til tekstbeskeder, så de kan presses igennem satellitternes marginale kommunikationskanal. Du skal være udenfor og under åben himmel, for at dette virker. Tjenesten er i første omgang gratis, men med tiden skal du betale et gebyr, måske månedligt, for at den er tilgængelig. Her har Apple været sparsom med detaljerne.
Software og ydeevne
Kernen i kraften er Apples et år gamle processorchip A15 Bionic. Det er nøjagtig den samme chip, der drev hele Apples iPhone 13-serie. Men i år har Apple gjort det lidt anderledes. De har delt kollektionen op i to grupper, hvor basismodellerne får en lidt svagere ydeevne, end du formentlig får fra den nye A16 Bionic i iPhone 14 Pro-modellerne.
A15 Bionic er stadig en fremragende processorchip, men det er ikke Apples bedste eller nyeste mobile silicium. Ligesom resten af iPhone 14-serien kommer iPhone 14 Plus med iOS 16-operativsystemet.
Vi har kørt den offentlige betaversion af iOS 16 i flere måneder og synes godt om den. Det er ikke et komplet redesign, men det har nogle store ændringer at byde på.
Den største ændring kan findes i den nye låseskærm. Takket være nye skrifttyper og størrelser er udseendet blevet dristigere. At du kan placere en del af billedet over uret giver en slående effekt. Der er også kommet mere brugsværdi i låseskærmen, på grund af de nye widgets, der kan tilpasses af brugeren.
Der kan du have kort med flere markerede punkter, redigere og modtage sms'er efter de er sendt og hente personer fra billeder, så de kan indsættes i apps og beskeder. Apple har formået at give iOS 16 en solid opdatering, mens det stadig er let genkendeligt.
Den 6,7-tommer store skærm viser sig at være en fremragende legeplads for den nye grænseflade. Der er så meget plads, og især den opdaterede låseskærm ser smuk ud.
Foreløbig vurdering
Apples iPhone 14 Plus er en stor, brugbar og ganske kraftig mobiltelefon, der giver dig masser af skærmplads til en forholdsvis fornuftig pris for helt nye iPhone-brugere. Med kun to kameraer på bagsiden – og ingen zoom, altid aktiv-skærm eller variabel opdateringshastighed – og aluminium i stedet for rustfrit stål. Dette er ikke den smukkeste store iPhone-model, men til denne pris og med så solid en batterilevetid kan den blive en af de mest populære.
Kristian arbejder som freelanceskribent for TechRadar Danmark og interesserer sig for nyheder om tech og forbrugerelektronik. Kristian dækker alt fra det seneste inden for computer- og smartphone-udvikling til kommende spil, produktanmeldelser, branchenyheder og dybest set alt, hvad du håber at finde på TechRadar.
- Lance UlanoffEditor At Large
Hvad er en hands on-anmeldelse?
”Hands on-anmeldelser” er journalistens førstehåndsindtryk af et produkt og baseret på, at vedkommende har brugt noget tid på dette. Det kan være nogle få øjeblikke eller et par timer. Det vigtige er, at vi personligt har haft mulighed for at røre ved produktet og kan give et indtryk af, hvordan det er i brug, selvom dette stadig er med forbehold. For mere information henviser vi til TechRadar's Reviews Guarantee.