Vi tester AceZone A-Rise – Dansk gaming-headset i topklasse

AceZone A-Rise
AceZone A-Rise er håndlavede gaming høretelefoner, der koster kassen. (Foto: Peter Hoffmann)

Har du hørt om AceZone A-Rise eller bare navnet AceZone? For mange vil svaret nok være nej, for der er tale om et forholdsvist nyt firma, der har eksisteret siden 2018. Men hvis du er fan af de store esport-turneringer, har du helt sikkert set deres produkter.  Her har AceZone nemlig stået for at levere ny, banebrydende teknologi i form af headsettet A-Live, som jeg vender tilbage til. Men det har betydet, at firmaet indtil for nyligt slet ikke havde nogen produkter, som almindelige brugere kunne købe, så deres A-Live headset har kun været tilgængelige for turneringsplanlæggere af store e-sport events og på særlig bestilling. Dér har deres høretelefoner – AceZone A-Live – været så populære, at AceZone nu har lanceret to nye headsets til forbrugere til esport og seriøst spil, der er udviklet ud fra den samme avancerede teknologi som AceZone A-Live – de hedder A-Rise og A-Spire.

AceZone A-Rise: Anmeldelsen kort

Prisen og vægten er de største udfordringer ved AceZone A-Rise. Det skyldes, at de faktisk ikke er beregnet til hjemmegamere, men i stedet er tænkt til seriøse gamere, der deltager i turneringer og e-sports events. Som sagt er prisen høj, men man får også vild kvalitet for pengene. Det vigtigste er lyden. Her er der ingen tvivl om, at AceZone A-Rise leverer noget af den bedste gaming-lyd på markedet. Vi får et stort, dynamisk lydbillede, med god balance og fremragende detaljer, og AceZone har ret, når de siger, at man her kan høre fjenden tidligere end med mange billigere gaming-høretelefoner. Samtidig er der udmærket støjreducering – både fysisk og digitalt. 

Der skal heller ikke være tvivl om, at det her er nogle af de mest velbyggede og solide høretelefoner, vi har set på redaktionen. Det er håndbyggede i AceZones hovedkvarter på Frederiksberg, og kvaliteten er synlig i hver eneste detalje. Det her er nogle virkelig lækre og solide høretelefoner. Det solide giver sig også udslag i vægten, som kan være en udfordring. De vejer lige over 0,5 kilo, og det er meget at have siddende på hovedet, hvis du skal game i mange timer i streg. 

AceZone A-Rise: Pris og tilgængelighed

AceZone A-Rise er tilgængelig hos de større elektronik-kæder, og du finder dem også hos AceZone.

Prisen er på 5.499 kr., så det vil ikke være alle, der kan få råd til at høre, hvor godt de lyder.

AceZone A-Rise: Design

AceZone A-Rise

AceZone A-Rise (Image credit: Peter Hoffmann)

Designet er noget usædvanligt. Allerede, når du løfter AceZone A-Rise vil du kunne mærke, at her er tale om et par seriøst velbyggede høretelefoner. De føles tunge og solide og som super god kvalitet. Det plastik, der sidder på ørekopperne føles massivt, og det hjælper helt sikkert med at dæmpe uønskede lyde, når du gamer. Til at begynde med var jeg faktisk lidt nervøs for, at høretelefonerne svægt på 550 gram vil få dem til at føles ubehagelige over tid. Men selv om de faktisk føles ret tunge, lige når jeg tager dem på, så holder jeg hurtigt op med at lægge mærke til dem. Så jeg kan overraskende nok godt have dem på i langt tid uden problemer. Der vil nu nok alligevel være nogen, der synes, at 550 gram er lige tungt nok i længere tid. Jeg vil f.eks. ikke anbefale disse høretelefoner til børn.

Der følger i øvrigt et sort etui med lynlås, 3,5 mm AUX-minijack-kabel, USB-C 3 m stofkabel til gaming og opladning og en brugervejledning med i æsken. 

Lydprofil

Forbindelse: USB-C, BT og analog (mini-jack)

BT kodecs: aptX™, aptX™ HD, AAC, SBC, HFP

Driverstørrelse: 42 mm, optimeret til højtydende støjreduktion og lydklarhed

Driverens frekvensområde: 20Hz - 20kHz

Mikrofon: Støjreducerende

Mikrofonalgoritme: AceZone Speech Enhancer (3 mikrofoner) og avanceret mikrofon Ambient Noise and Speech Suppression (ANSS)

AceZone A-Rise

Mikrofonarmen er fleksibel, men holder stadig positionen perfekt.  (Image credit: Peter Hoffmann)

Mikrofonen er ligesom høretelefonerne bygget i materialer, der er lavet til at holde. Mikrofonarmen er lavet med en snoet metalbeklædning præcis som man kender det fra nogle kontorlamper. Det giver en fleksibel og meget robust mikrofonarm, som gør det nemt t placere mikrofonen præcis der, hvor den fungerer for dig. Og den holder sig på plads, så du behøver ikke at være bange for, at den hele tiden glider væk, så du skal sidde og rette på den. Det er faktisk rigtig lækkert. Og hvis du ikke vil have mikrofonen aktiveret, kan du skubbe mikrofonarmen op i lodret stilling, så slukker mikrofonen.

Vi kan rigtig godt lide, at ørepuderne er nemme at udskifte. Så selv om du måske kan slide dem ned, behøver du altså ikke investere i et par nye høretelefoner. Byggekvaliteten er i øvrigt så god, at vi forventer, at AceZone A-Rise kan holde i virkelig lang tid.

AceZone A-Rise: Software

Der findes AceZone-apps til iOS og Android. Appen lader dig vælge imellem forskellige EQ-lydprofiler: Pro Gaming, Gaming and Music og Gaming and Music-ANC Off. Du kan også tilføje dine egne indstillinger for EQ. Det er også muligt at justere bas og diskant. Du kan også justere transparency, som justerer, hvor meget lyd der skal slippe igennem fra omgivelserne. Det er også her, du kan indstille Sidetone, som afgør, hvor meget du selv kan høre din egen stemme, når du taler i mikrofonen. Og så kan du tænde eller slukke for den aktive støjreducering. Appen er meget enkel og giver dig de mest nødvendige justeringsmuligheder. 

AceZone A-Rise: Sprød lyd til dine spil og musik

I konkurrenceprægede FPS-spil som CS:GO (Counter-Strike: Global Offensive) er evnen til at høre og identificere fjender afgørende for om du vinder eller taber kampen. Det gælder uanset om du er nybegynder eller professionel gamer. For selv om billederne på skærmen og hurtig reaktionsevne også er afgørende, så kan evnen til at høre fjendernes bevægelser give spillere en betydelig fordel i kampene. Ved at lytte efter fjendens fodtrin eller våbenlyde kan spillere få vigtig viden om modstanderes placering, bevægelser og intentioner. Dette giver dem mulighed for at planlægge deres egne bevægelser og angreb mere effektivt og øger deres chancer for succes i spillet. Ifølge AceZones egne tests, så er A-Rise så god til at filtrere støj fra, at det i kombination med lydindstillingerne, gør det muligt at høre fjenden tydeligere og tidligere (AKA på længere afstand) end andre gamingheadsets på markedet. 

AceZone

AceZone gør det muligt at høre fjenden på længere afstand.  (Image credit: Screenshot)

Det er selvfølgelig noget af en påstand, men i vores test lader det til at AceZone virkelig har fat i noget her.Lydmæssigt leverer AceZone A-Rise noget af den sprødeste og klareste gaming-lyd, vi har hørt. Samtidig har AceZone på en eller anden måde fået høretelefonerne til at fokusere mere på skridt end andre lyde i spillet. Så vi kan faktisk høre fodtrin tidligere og tydeligere med AceZone A-Rise, sammenlignet med andre høretelefoner. Lige så vigtigt er det, at vi også præcist kan høre retningen, hvor fodtrinene kommer fra. Det er jo ret fantastisk, og kan også forklare, hvorfor deres pro-gaming headset AceZone A-Live er så populære til esport turneringer. Den anden grund kan være, at høretelefonerne samtidig tilbyder en meget effektiv noise cancelling, som kombineret med deres avancerede mikrofon-teknologi betyder, at du får meget tydelig kommunikation med dine teammates, selv om der både er høj musik og skrivende fans i arenaen.

AceZone A-Rise

AceZone A-Rise er lavet til større events, men kan også bruges hjemme, hvis du vil game i fred for resten af familien. (Image credit: Peter Hoffmann)

Selv om der er tale om gaming-høretelefoner, så lyder de faktisk også rigtig godt, når vi lytter til musik. Her får vi velafbalanceret lyd, hvor det er de klare mellemtoner og diskant, der er mest fremtrædende. Bassen er der også, og hvis du skifter til Gaming and Music-lydprofilen, lægger bassen en mere solid bund under det hele. Vokalen lyder meget nærværende og detaljerig, og lydbilledet er bredt. Jeg var overrasket over, hvor gode AceZone A-Rise er til at gengive de fine detaljer i musikken, for det er bestemt ikke noget, der altid sker i gaming-headsets.

Mikrofon med tech fra jagerfly

Kommunikationen med dit hold er selvfølgelig også vanvittigt vigtigt i CS:GO. Her bruger Acezone A-Rise teknologi, der er udviklet til kommunikation i F-16 fly. AceZone stifterne – Christian Poulsen og Søren Louis Pedersen – har ekspertise inden for avancerede lydsystemer til militæret, mikrofon-teknologi og e-sportsbegivenheder. Den ekspertise samler de i AceZones høretelefoner. Det forklarer måske også den forholdsvis høje pris sammenlignet med andre gaming-headsets på markedet. Men deres teknologi sikrer, at larmen fra publikum ikke går ind og forstyrrer kommunikationen, så spillernes stemmer går klart igennem, uden at publikums begejstrede råb. Og i en verden, hvor den mindste fordel kan afgøre store turneringer til gigantiske præmiesummer, så er A-Rise sandsynligvis hver en krone værd for spillerne.

Konklusion

AceZone A-Rise leverer noget af den bedste lyd, jeg har hørt i gaming-headsets. Deres aktive støjreducering kombineret med den passive støjreducering holder meget af den omkringliggende lyd ude, så du kan game i fred. Samtidig leverer mikrofonen klar lyd, så dine teammates kan høre dig midt i kampens hede. Høretelefonernes vægt betyder, at de ikke er egnet til alle, og de sidder godt til, så de kan føles stramt for nogen. Prisen og størrelsen betyder også, at A-Rise er lige vilde nok, hvis du bare sidder derhjemme og gamer. Men har du råd, og gamer du i turneringer, så finder du næppe noget til at kommunikere bedre med dit hold.

Køb dem, hvis...

✅ Du jævnligt deltager i LAN-parties: AceeZone A-Spire er perfekte til LAN, hvor du skal høre dit team og ikke alle andre.

✅ Du vil have det bedste for enhver pris: Det er nogle fremragende, men også hundedyre høretelefoner. Du skal virkelig have nogle ekstra kroner gemt i madrassen for at få råd.

Køb dem ikke, hvis...

❌ Du mest hygge-gamer derhjemme: Det er spild af penge at købe så god støjreducering og premium-lyd, hvis du bare sidder alene hjemme og gamer.

❌ Du har et lille hoved: Høretelefonerne vejer cirka 550 gram, så hvis de er på ingen måde egnede til børn. Det vil lynhurtigt komme til at gøre ondt at sidde med dem på.

Peter Hoffmann
Redaktør TechRadar Danmark

Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.