Kinesiske Changan træder ind i Europa – første model bliver el-SUV’en Deepal S07

Changan Deepal S07
(Foto: Changan)

Med ambitionen om at blive en dominerende aktør på det globale bilmarked, har den kinesiske bilproducent Changan nu officielt taget skridtet ind på det europæiske marked. Debuten sker med lanceringen af den elektriske SUV Deepal S07, som er udviklet specifikt med europæiske bilister i tankerne.

Første model: Deepal S07

Changan har allerede fremvist deres første elbil til det europæiske marked: Deepal S07 - en fuldelektrisk SUV. Bilen er netop blevet præsenteret på et event i Frankfurt. Her afslørede Changan, at Deepal S07 vil blive lanceret i Danmark, Norge, Tyskland og Holland i løbet af andet kvartal 2025. Med et fokus på teknologi og komfort forsøger Changan at positionere S07 som et alternativ til de etablerede europæiske mærker.

Bilen er udviklet i virksomhedens designcenter i Torino og kombinerer et strømlinet udseende med funktionelle designelementer som integrerede dørhåndtag og bagspoiler. Indvendigt er der lagt vægt på komfort og brugervenlighed, blandt andet med et roterbart 15,6-tommer display og AR-baseret head-up-display.

Sikkerhed og førerassistance er prioriteret højt, med funktioner som automatisk nødbremse, adaptiv fartpilot og 360-graders kamera. Deepal S07 er klassificeret som niveau 2 for førerassistentsystemer og har opnået 5 stjerner i Euro NCAP.

Specifikationer

  • Batteri: 79,97 kWh lithium-ion
  • Rækkevidde (WLTP): Op til 475 km
  • Opladning: 30 % til 80 % på 35 minutter (lynlader op til 93 kW)
  • Motor: 217 hk og 320 Nm
  • Acceleration: 0-100 km/t på 7,9 sekunder
  • Display: 15,6” touchscreen med Apple CarPlay og Android Auto
  • Assistentsystemer: Niveau 2 med adaptiv fartpilot, vognbaneassistent, automatisk nødbremse m.m.
  • Panoramatag: 1,9 m²

"Med sit æstetisk tiltalende design og intelligente teknologier er DEEPAL S07 mere end bare endnu en elbil – det er den ideelle ledsager for alle, der ønsker at nyde kørslen og drage fordel af fordelene ved moderne mobilitet. Præsentationen i Mainz markerer en vigtig milepæl for os og understreger vores engagement i at bringe innovation, sikkerhed og moderne design til unge europæiske førere,"

Leevon Tian, Deputy General Manager Europe

Pris og tilgængelighed

Deepal S07 får en startpris på omkring 45.000 euro, svarende til cirka 335.000 kroner. Den vil være tilgængelig i Danmark fra andet kvartal 2025.

Changan: Fra kinesisk pioner til global aktør

Changan Automobile er en af Kinas fire største bilproducenter med hovedsæde i Chongqing og mere end 82.000 ansatte på verdensplan. Virksomheden blev grundlagt i 1984 og har gennem årene udviklet sig fra producent af mikrobiler til at blive en af Kinas førende inden for el- og hybridkøretøjer. I april 2024 passerede Changan 26 millioner solgte enheder globalt.

Virksomhedens mærkeportefølje omfatter tre egne brands som Changan, Deepal og Avatr samt joint ventures med Ford og Mazda. Changan opererer i dag i over 90 lande og har store ambitioner i Europa, hvor de blandt andet har etableret hovedkvarter i München, designcenter i Torino og R&D-center i Nottingham.

Deepal-mærket er dedikeret til softwaredefinerede og selvkørende elbiler og bliver det første brand under Changan-paraplyen, som rulles ud i Europa. På sigt planlægges det også at introducere modeller fra både Avatr og Changan selv, som skal dække både premium- og entry-level-segmenter.

Ifølge Changan skal det europæiske eventyr danne grundlaget for, at virksomheden kan blive en af verdens ti største bilproducenter inden 2030.

Peter Hoffmann
Redaktør TechRadar Danmark

Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.