Anmeldelse: Moto G6 Plus

Et beskedent skridt opad i forhold til den eksisterende lavpris-konge

TechRadar Konklusion

Med en stor og klar skærm, en overbevisende samlekvalitet og stærk ydeevne, udjævner Moto G6 Plus grænserne mellem de helt billige telefoner og mellemklasse-modellerne. Hvorvidt den repræsenterer et tilstrækkelig stort fremskridt i forhold til den fremragende Moto G6, er dog en anden sag.

For

  • +

    Stor og klar 5,9”-skærm

  • +

    Lækkert glas-design

  • +

    Kvik Snapdragon 630-CPU

Imod

  • -

    Ikke et markant fremskridt i forhold til Moto G6

  • -

    Kameraet kræver lidt tålmodighed

  • -

    Ikke vandtæt

Hvorfor du kan stole på TechRadar Vores ekspert anmeldere bruger timer på at teste og sammenligne produkter og tjenester, så du kan vælge det bedste for dig. Find ud af mere om, hvordan vi tester.

Motorola har i lang tid været kendt for at levere de bedste af de af de billigste med deres Moto G 

smartphone-serie. Og det fortsætter i år med deres Moto G6.

Umiddelbart virker Moto G6 Plus som en gratis chance for den Lenovo-ejede producent. Det er en mulighed for at slippe af med nogle af de værste begrænsninger ved G6’eren, og måske forsøge at efterligne, hvad det end er, der har gjort OnePlus 6 og Honor 10 til så store successer i mellemklasse-segmentet.

Det er klart, at en højere ydelse samt en større og bedre skærm hjælper godt til med at opnå dette mål. Spørgsmålet er, om denne forbedring er stor nok til at retfærdiggøre eksistensen af Moto G6 Plus.

Det er i hvert fald bemærkelsesværdigt, hvor lidt vi savnede oplevelsen fra de helt dyre modeller, da vi kastede os over Moto G6 Plus – men det samme kunne man sige om Moto G6. Så er der tilstrækkeligt med forbedringer til at Plus-modellen kan gøre sig fortjent til sit navn?

Moto G6 Plus pris og tilgængelighed 

  • Tilgængelig i butikkerne til 2.300 kroner 

Moto G6 Plus udgør sammen med Moto G6 og Moto G6 Play en trio af lavpris-modeller fra Motorola for 2018.

Hvis ikke navnet i sig selv tydeligt fortalte, at Moto G6 Plus var topmodellen i denne serie, så vil prisskiltet på 2.300 kroner uden tvivl gøre det. Den er 500 kroner dyrere end den almindelige G6, og 800 kroner dyrere end Moto G6 Play.

Design og skærm 

  • Dens 5,9”-skærm er større og klarere end G6’erens 
  • Det buede glas-design ligger meget tættere på Moto X4 end Moto G5 

Motorola har valgt en helt anden design-tilgang med Moto G6 Plus, i hvert fald når man sammenligner med tidligere Moto G-enheder.

Ligesom hos Moto G6, er den temmelig anonyme kombination af plastik og metal opgivet til fordel for en mere tjekket blanding af metal og glas. Selv om kanterne på telefonen virker en anelse billige og plastikagtige, så er det buede bagpanel støbt i rent glas.

Man behøver kun kigge ovenover Moto G-listen på Motorola’s hjemmeside for at se, at det ikke er nogen ny tilgang fra firmaet. Sidste års Moto X4 både ser ud og føles næsten helt magen til. 

Der er dog visse tydelige tegn, der viser at Moto G6 Plus ikke er en lige så dyr telefon. Vores testmodel havde et USB-C-stik, der virkede som om det sad en smule løst, hvilket betød, at det tilsluttede USB-kabel sad og rokkede på foruroligende vis.

Det samme gælder SIM-kortholderen af billig plastik, som var blevet slidt ned til en meget lysere farve, tydeligvis fordi en tidligere bruger var gået lidt for hårdhændet til værks med at få den åbnet.

Et andet tegn på, at dette ikke er en af de dyre telefoner, er den manglende modstandsdygtighed overfor vand. Motorola hævder, at telefonen kan holde til stænk på grund af sin ‘vandafvisende nano-beklædning indvendigt og udvendigt’, men vi kunne ikke finde nogen decideret IP-rating. Fraværet af dette er meget mindre kritisk her, end det er for telefoner som OnePlus 6, men det er alligevel værd at nævne.

Et område, hvor Moto G6 Plus’ design har udviklet sig i forhold til X4, er i forholdet mellem skærm og hus. Selvom det langt fra er en rammeløs skærm, er kanterne i toppen og bunden af telefonen blevet væsentlig mindre, hvilket i øvrigt er helt i tråd med tendensen for 2018.

Det kan man også se ved at kigge på størrelsen og formen på fingeraftrykslæseren under skærmen. Sensoren på Moto G6 Plus er meget fladere end X4’erens, men den er til gengæld sænket et stykke ned fra overfladen, så den stadigvæk er nem at finde, og den er både hurtig og præcis.

Eftersom skærmen når længere ud mod kanterne, har Motorola været i stand til at holde Moto G6 Plus nede på en relativt beskeden størrelse på 160 x 75,5 x 8mm med en vægt på 167g. Det er stadigvæk en god håndfuld, og den er ikke ligefrem nem at bruge med en hånd, men i det mindste vil den ligge godt i en lomme. 

Dette er til trods for det faktum, at Moto G6 Plus har den største skærm i serien – lige akkurat. Med 5,9” er den kun en anelse større end 5,7”-skærmen på G6 og G6 Play, og man kan med en vis ret sige, at der burde have været en større forskel her.

En anden ting, som Motorola har gjort for at få den store telefon til at virke slank, er selvfølgelig at gøre den længere og tyndere. Med et 18:9-skærmforhold følger den tendens for de nye langstrakte smartphone-skærme.

Det betyder, at meget af det video-indhold, man støder på, vil have sorte bjælker i siderne som standard, især når man er på YouTube. De nyeste spil er dog lavet, så de passer til disse skærmformater, og gode mobil-optimerede websider er afgjort mere behagelige at bruge på den længere skærm.

Med hensyn til selve skærmen, har vi bestemt ikke noget at kritisere. Ligesom hos resten af G6-familien, ser man på en FHD+ (1.080 x 2.160)-opløsning, hvilket man kunne tro ville være et problem på grund af selve skærmens størrelse. Selv om den har en mindre pixel-tæthed end G6 – og ikke mindst QHD-skærme, som på Samsung Galaxy S9 – så er den stadigvæk ganske skarp. Den ser også ud til at være bedre end G6’erens skærm, når det gælder lysstyrke og farvekontrast, noget som betyder en hel del mere end nogle få ubetydelige pixels.