Samsung lancerer Galaxy S26-serien med fokus på AI og privatliv og hurtigere opladning i topmodellen

Galaxy S26 Ultra
(Foto: Peter Hoffmann)

Samsung har netop lanceret tre nye smartphones: Galaxy S26, Galaxy S26+ og Galaxy S26 Ultra, hvor hardware, kamerasystem og AI-funktioner skal forenkle typiske opgaver på mobilen. Serien er tredje generation af AI-baserede telefoner.

Pris og tilgængelighed

Vejledende priser:

Samsung Galaxy S26:
256GB + 12GB RAM: 7.999 kroner
512GB + 12GB RAM: 9.499 kroner

Samsung Galaxy S26+:
256GB + 12GB RAM: 9.999 kroner
512GB + 12GB RAM: 11.499 kroner

Samsung Galaxy S26 Ultra:
256GB + 12GB RAM: 11.499 kroner
512GB + 12GB RAM: 12.999 kroner
1TB + 16GB RAM: 14.999 kroner

Galaxy S26 Ultra får hurtigere opladning og indbygget privacy skærm

Galaxy S26 Ultra

Samsung Galaxy S25 Ultra kommer som tidligere med en indbygget S Pen. (Image credit: Peter Hoffmann)

Samsung Galaxy S26 Ultra, den dyreste af de tre, får en række opgraderinger sammenlignet med forgængeren. Både ydeevnen, kameraerne, skærmen og batteriet er forbedret i forhold til sidste års Galaxy S25 Ultra.

Telefonen har den kraftigste chip på markedet i øjeblikket, Snapdragon 8 Gen 5 Elite for Galaxy. Snapdragon kommer eksklusivt til Ultra-modellen. De to andre telefoner er udstyret med en Exynos 2600 chip.

Kameraerne i Ultra-modellen er også blevet forbedret. Hovedkameraet og telekameraet med 5x optisk zoom har begge en større blænde, så de fanger mere lys og tager bedre billeder i svagt lys. Telekameraet med 3x zoom har dog en mindre blænde, og der er ikke ændret noget ved ultravidvinklen.

Skærmen har fået den måske største opgradering: Samsung Galaxy S26 Ultra har nemlig et »Privacy Display« - altså en skærm, der skal beskytte dit privatliv. Den sørger for, at man kun kan se indhold på skærmen, hvis man kigger lige på den. Kigger man fra siden, ser man bare en blank skærm. Det er ikke en ny funktion, men den kræver normalt, at man monterer en ekstra skærm/skærmbeskyttelse med funktionen. Samsung har simpelthen indbygget den funktion i selve skærmen, så man kan slå den til og fra efter behov. Jeg fik et hurtigt kig på funktionen i går, og det ser rent faktisk ud til at virke. Så Samsungs Privacy Display giver dig altså noget ekstra beskyttelse imod nysgerrige blikke. Funktionen kan tilmed justeres, så den for eksempel automatisk aktiveres, når du åbner bestemte apps eller bevæger dig i bestemte geografiske områder.

Short hands on with Samsung Galaxy S26 Ultra and the new Privacy Display - YouTube Short hands on with Samsung Galaxy S26 Ultra and the new Privacy Display - YouTube
Watch On

Og hurtigere opladning... Endelig!

Selve batteriet ikke er blevet større, og batteriets levetid er heller ikke blevet meget længere. Men nu har Samsung endelig sat fart på opladningshastigheden, som nu stiger fra 45 W til 60 W. Ifølge Samsung betyder det, at man kan oplade Galaxy S26 Ultra fra 0 til 75 % på 30 minutter. Det er fantastiske nyheder for brugere, som vil have lidt ekstra power på mobilen, imens de sidder i møde eller spiser morgenmad.

Galaxy S26+ og S26

Samsung Galaxy S26

(Image credit: Blue Pixl Media)

Samsung Galaxy S26 er basismodellen i den nye S26-serie, men leverer stadig en markant opgradering i forhold til tidligere generationer. Modellen kombinerer AI-integration med forbedret ydelse og optimeret batterilevetid, så hverdagsopgaver, foto og multitasking skulle køre problemfrit. Der er samtidig fokus på privatliv og datasikkerhed, så brugerne får større kontrol over egne oplysninger.

Samsung Galaxy S26+ bygger videre på fundamentet fra S26, men henvender sig til dem, der ønsker en større skærm og ekstra kapacitet. Her får du samme AI-drevne funktioner og sikkerhedsfokus, men med endnu bedre skærmplads til produktivitet, streaming og gaming. S26+ er dermed et spændende valg for brugere, der vil have mere skærm og mere power – uden at gå helt op i topmodellen.

Mange nye AI-tricks, men ikke alle på dansk

Samsung Galaxy S26

(Image credit: Blue Pixl Media)

Ligesom i de foregående år er AI et stort fokusområde. Photo Assist er blevet forbedret. Du kan nu beskrive, hvad der skal ændres i et foto, så gør Galaxy AI, som du ønsker. Du kan fjerne objekter fra et foto, tilføje nye objekter, ændre farver på dele og meget mere. Du får også en historik med ændringer, så du kan gå tilbage og fortryde en ændring, hvis resultatet ikke er tilfredsstillende.

En AI-funktion, som alle kan drage nytte af, er sortering af dine skærmbilleder. Galaxy AI sorterer nu automatisk dine skærmbilleder i otte kategorier: shopping, sociale medier, kuponer, boardingkort, begivenheder, lokationer, qr-koder og chats. Når du vælger en kategori, vil du kun se de skærmbilleder i din galleri.

Der er også to funktioner, der i øjeblikket ikke fungerer på dansk. Samsung har oplyst, at denne support kommer senere, men har ikke angivet en konkret tidsplan.

Call Screening er den første funktion, hvor AI kan tage et telefonopkald for dig og stille spørgsmål. Galaxy AI vil først spørge, hvem der ringer, og hvad den pågældende person ringer om. Dette er en praktisk måde at blokere spamopkald fra ukendte numre på.

Den anden funktion er »Now Nudge«. Dette er forslag i bjælken over dit tastatur baseret på, hvad der står på din skærm. Hvis nogen for eksempel i en chat spørger, om du vil se en film fredag aften, vil der for eksempel være en genvejstast, der straks åbner din kalender. Det kræver selvfølgelig, at AI-hjælperen har adgang til masser af indhold i form af mails, beskeder, kalender osv. Men Samsung gør meget ud af at understrege, at den slags privat indhold kun behandles på telefonen og ikke kan tilgås udefra.

Merværdi for Samsung-brugere

De nye telefoner skal gøre hverdagen lettere med en masse AI-funktioner. Men hvis man allerede har Samsung-tablets eller -bærbare, kan man få endnu mere ud af Galaxy S26-serien. Er man logget ind på sin Samsung konto, kan man få sine Samsung-enheder til at dele lagerplads, så man f.eks. kan oprette en mappe med telefonens indhold på sin bærbare eller sin tablet. På den måde kan man få adgang til indhold uden at skulle bruge kabler eller lede efter mapper.


Peter Hoffmann
Redaktør TechRadar Danmark

Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.