Anmeldelse: Google Pixel 9 - en fantastisk telefon til det meste

Pro-kameraer og -specifikationer, men ikke premium AI.

Google Pixel 9
(Image: © Peter Hoffmann)

TechRadar Konklusion

Google Pixel 9 er et af de fedeste redesigns, vi har set, og det bringer Pixel-telefonen ind i en mere moderne verden med lyse farver og afrundede kameramoduler. Den har så mange Pixel 9 Pro-specifikationer, at du måske undrer dig over, hvad der mangler. Men her skal du altså betale for premium AI-funktioner. Pixel 9 giver dig stadig gode AI-funktioner med seje nye foto- og assistent-funktioner. I Danmark må vi dog undvære nogle af dem, da de stadig kun findes på udvalgte markeder. Telefonen tager flotte fotos, men du får kun 2x zoom. Hvis du vil have en lækker telefon (evt. i en superfrisk farve), men ikke er interesseret i AI, er det denne Pixel, du skal købe.

For

  • +

    Fantastisk Pixel-redesign med førsteklasses materialer og finish

  • +

    Fremragende kameraer, der konkurrerer med de bedste kameratelefoner

  • +

    AI-tricks er unikke og kreative uden at gå over stregen

Imod

  • -

    Ydelsen halter betydeligt efter andre flagskibstelefoner

  • -

    Nogle AI-funktioner føles overflødige, når man bruger dem

  • -

    Prisen er høj sammenlignet med rivaler med højere ydelse

Hvorfor du kan stole på TechRadar Vores ekspert anmeldere bruger timer på at teste og sammenligne produkter og tjenester, så du kan vælge det bedste for dig. Find ud af mere om, hvordan vi tester.

Google Pixel 9: Anmeldelsen kort

Google Pixel 9

Pixel 9 Pro, med uret fra øverst til venstre: Porcelæn; Hassel; Obsidian; Rosakvarts (Image credit: Peter Hoffmann)

Velkommen til tidens mest seriøse AI-telefoner. Mens tidligere telefoner har haft AI-funktioner, er det mere integreret i Google Pixel 9 end nogensinde før. 

Er du klar til den mobile AI-fremtid? Selv om der hele tiden dukker nye AI-funktioner op, så virker det som om producenterne - inklusive Google - lige nu prøver sig frem med en masse funktioner i håb om at finde dem, som bliver et hit hos forbrugerne.  Og sådan er det på Pixel 9, hvor hver eneste gode »Tilføj mig«-funktion i kameraet står i kontrast til fem fjollede »Få mig til at lyde som Shakespeare«-funktioner i Google-tastaturet. 

Den gode nyhed er, at Pixel 9 er en rigtig god telefon, uanset om du er interesseret i de nye AI-funktioner eller ej. Du vil helt sikkert få en god Pixel 9-oplevelse. Det er en rigtig god telefon, og den er understøttet mange år fremover.

Google Pixel 9 vil få Android OS-opdateringer, sikkerhedsopdateringer og nye Pixel-funktioner i de næste syv år. Det betyder, at der ligger en stor fremtid foran Pixel 9. Heldigvis siger Google, at denne telefon er dobbelt så holdbar som Pixel 8, så den burde kunne holde til daglig brug. Om den vil være lige så god om syv år, som den er i dag, er en anden historie. 

Pixel 9 er redesignet i år, og den ser lige så godt ud som de dyrere Pixel 9 Pro- og Pro XL-telefoner. Forskellene er små: Pixel 9 har en poleret glasbagside og en mat, satinfinish metalramme; Pixel 9 Pro har en mat finish glasbagside og en poleret metalramme. 

Mange vil have svært ved at se forskel på modellerne. Faktisk har Pixel 9 præcis samme mål og vægt som Pixel 9 Pro. Den har samme skærmstørrelse og samme størrelse batteri. Den har den samme processor. Den har de samme hoved- og ultrawide-kameraer. Eneste synlige forskel på Pixel 9 og Pixel 9 Pro er Pro-modellens tredje kameralinse i kameramodulet. 

Google Pixel 9 for- og bagside

(Image credit: Philip Berne / Future)

Selv om Pixel 9 og Pixel 9 Pro har samme størrelse, er det ikke de samme telefoner. Men Pixel 9 er stadig et godt køb. Kameraerne er de samme, selv om Pixel 9 Pro har et ektra, og billederne ser næsten identiske ud. Du får også nogle gode AI-funktioner, som er værd at tage med: Du kan tilføje dig selv til gruppebilleder ved hjælp af Add Me i kameraet, og Gemini er nu integreret som din nye Google Assistent. 

Der er kommet en mere avanceret vejr app, og Google har også lanceret en Screenshot- og en Pixel Studio-app, som dog ikke findes til vores marked endnu. Google har også lanceret Gemini Live-funktionen, som lader dig føre en rigtig samtale med Gemini, som kan svare dig som enhver anden person. Den er dog heller ikke lanceret til Danmark endnu. Gemini Live er en del af Gemini Advanced, og Pixel 9-ejere får det ikke gratis, som Pro-købere gør (det første år er gratis). Pixel 9 er billigere end Pixel 9 Pro. Men hvis du overvejer at abonnere på Gemini Advanced med det samme, skal du måske investere i Pro-modellen. Her får du nemlig det første år med Gemini Advanced gratis, og slipper dermed for at betale abonnementet på 169 kroner. 

Google Pixel 9: Pris og tilgængelighed

Google Pixel 9 bagside

(Image credit: Philip Berne / Future)
  • Til salg for 6.999 kroner for 128GB (få 256GB til samme pris frem til 5. sept)
  • Fås i fire farver, herunder de superfriske Wintergreen og Peony

Prisen på Pixel 9 begynder ved 6.999 kroner for modellen med 128 GB lagerplads. Lige nu har Google dog dobbelt op, så du for 6.999 kroner faktisk får modellen med 256GB lagerplads. Det åbningstilbud kører frem til 5. september i Google Store. 

Efter 5. september vil modellen med 256GB lagerplads koste 7.799 kroner. 

Uanset hvilken model du køber, får du 12GB RAM, hvilket er ret flot i denne prisklasse. I flagskibsmodellen Pixel 9 Pro og Pro XL får er der 16 GB.  

Pixel 9 kommer i en slående pink Peony-farve, en meget cool grøn Wintergreen, en klassisk off-white Porcelain og en sort Obsidian. 

Prisen er lidt høj for Pixel 9, men du får masser af funktioner, der findes på Pixel 9 Pro, så det er ikke en dårlig handel. iPhone 15 og Samsung Galaxy S24, som begge har nogenlunde samme skærmstørrelse, koster omtrent det samme. De to Android-telefoner er ganske vist mere kraftfulde, men de mangler nogle af AI-funktionerne og meget af charmen ved Google Pixel 9. 

Det er værd at overveje, at Pixel 9 sandsynligvis snart falder i pris. Pixel 8 blev lanceret i oktober 2023, og der kom hurtigt gode tilbud på telefonen. Så mon ikke der vil være nogle gode tilbud på den, når julehandlen går i gang?

  • Værdi: 4/5
Swipe to scroll horizontally
LagerpladsPris
128GB6.999 kroner
256GB7.799 kroner (på tilbud til 6.999 kroner frem til 05.09.24)

Google Pixel 9: Specifikationer

Google Pixel 9

(Image credit: Peter Hoffmann)

Pixel 9 har imponerende specifikationer, mest takket være dens lighed med Google Pixel 9 Pro. Telefonerne er næsten identiske i dimensioner; Google siger, at Pro-modellen vejer 1 gram mere, men de har nøjagtig samme størrelse. 

Indeni får du det samme Google Tensor G4-chipsæt som i Pixel 9 Pro, parret med 12 GB RAM, hvilket er en betydelig mængde hukommelse. Galaxy S24 kommer kun med 8 GB RAM ombord, selvom Qualcomm Snapdragon 8 Gen 3 for Galaxy-platformen uden tvivl er den hurtigste mobile platform på nogen smartphone. 

Pixel 9-skærmen er fremragende med førende specifikationer for lysstyrke i sin prisklasse på 2.700 nits peak. Google siger, at DXO Labs rangere Pixel 9 højest blandt smartphone-skærme i sin klasse, men de officielle placeringer er ikke blevet afsløret i skrivende stund. 

Pixel 9 har et batteri på 4.700 mAh og kan bruge en 45W hurtigoplader, men det er ikke nødvendigt. Læs i batteriafsnittet, hvorfor det ikke kan betale sig at investere i hurtigopladeren.

Swipe to scroll horizontally
Row 0 - Cell 1
Dimensioner:152.8 x 72 x 8.5mm
Vægt:198g
Skærm:6,3-tommer Actua-skærm
Opløsning: 1080 x 2424
Opdateringshastighed: 60-120Hz
Maksimal lysstyrke:2,700 nits
CPU: Google Tensor G4
RAM: 12GB
Lagerplads: 128GB / 256GB
OS:Android 14
Kameraer:50MP wide; 48MP Ultrawide
Selfiekamera:10.5MP
Batteri: 4.700 mAh
Opladning: 45W (kablet)
Farver: Obsidian, Porcelain, Wintergreen, Peony

Google Pixel 9: Design

Google Pixel 9

Google Pixel 9 (Image credit: Peter Hoffmann)
  • Fantastisk Pixel-redesign er den største ændring siden Pixel 6
  • Holdbar og farverig, en god kombination

Pixel 9 virker elegant og raffineret, endnu mere end tidligere Pixel-telefoner. Det nye design skubber kamerabøjlen ud fra bagsiden, men giver glatte linjer og en tilfredsstillende kontrast mellem teksturer og glans. Kamerabjælken er slebet til en satinfinish, ligesom rammen, hvilket giver en kontrast til den blanke glasbagside. 

De nye farver er fantastisk flotte. Det gælder både den friske Wintergreen-farve og den nye Peony, som er den flotteste pink, vi har set på en smartphone. Den er mere rødlig end Barbie-pink, så den føles unik og meget moderne. Den sorte Obsidian er fin, og den hvide - Porcelian, bevarer det klassiske råhvide look fra sidste år.

Pixel 9 føles simpelthen fantastisk at holde på. De buede kanter smitter af på skærmen på en måde, der er behagelig og glat. Denne telefon er meget behagelig at have i hånden, og den føles samtidig som supergod kvalitet.  

Ifølge Google er Pixel 9 dobbelt så holdbar som Pixel 8, som ikke var så ringe endda. Telefonen bruger Gorilla Glass Victus 2 på forsiden for ekstra holdbarhed og modstandsdygtighed over for ridser. Den kan modstå støv og en dukkert under vandet med IP68-beskyttelse. Selv om den er hårdfør, er den stadig elegant og flot at se på.

  • Design: 5/5

Google Pixel 9: Skærm

Google Pixel 9

Både størrelse og design er helt ens på Pixel 9 (tv) og Pixel 9 Pro. (Image credit: Peter Hoffmann)
  • Fremragende skærm, lys og farverig
  • Meget flot udendørs, men Pro-modellerne er stadig meget bedre

Google Pixel 9 har en af de flotteste telefonskærme, du nogensinde har set. Google praler med, at den såkaldte Actua-skærm er den bedste i sin prisklasse, og det er en chokerende lysstærk og levende skærm. Den eneste smartphone-skærm, jeg har set for nylig, som ser bedre ud, er på Pixel 9 Pro. 

Skærmen er en af de største forskelle mellem Pro-modellen og Pixel 9, selv om skærmene har samme størrelse. Det er dog den eneste lighed. Pixel 9 Pro er lysere, skarpere skærm. Pixel 9-skærmen kan skifte opdateringsfrekvens mellem 60 Hz og 120 Hz for at spare strøm, men Pixel 9 Pro har en LTPO-skærm, der kan opdatere fra 1-120 Hz. 

Du vil kun kunne se forskellen, hvis du holder telefonerne side om side, så lad være med det! Hold i stedet Pixel 9 op mod en Galaxy S24 eller iPhone 15, og du vil se, hvor god den er. Den vil helt sikkert være den mest lysstærke.

  • Skærm: 4/5

Google Pixel 9: Software

Google Pixel 9

(Image credit: Peter Hoffmann)
  • Masser af AI, men du skal betale for de fedeste ting
  • Noget software vil kræve en ændring af vaner ... og tillid

Google Pixel 9 har så mange fantastiske AI-funktioner, at det ville være umuligt at fortælle om dem alle. Nogle af disse funktioner er tilgængelige og brugbare med det samme. Andre er ikke tilgængelige på danske endnu. Og hvis du vil have fat i nogle af de bedste ting, kræver det et abonnement.  

I USA kommer Pixel 9 med nogle funktioner, der ikke er aktiveret i Danmark. Det gælder f.eks. funktionen Call Notes, der kan tage noter og sende dem til dig efter et opkald. Appen giver selv besked, om, at telefonsamtalen bliver optaget, så der er ingen juridiske problemer. Vi har ikke selv prøvet funktionen, men den ser nyttig ud i demoer. Den må vi dog nok vente på i Danmark, så indtil videre er vi altså stadig nødt til at tage noter under telefonsamtaler. 

Som nævnt gemmer er sig en række smarte AI-funktioner i Gemini Advanced-abonnementet, hvor du også får 2 TB lagerplads i skyen, hvis du abonnerer. 

Google One AI Premium-abonnementet koster 169 kroner pr. måned, hvis du har en Pixel 9. Køber du derimod den dyrere Pixel 9 Pro, får du et helt års Gemini Advanced gratis. Så hvis du overhovedet overvejer at abonnere på Gemini Advanced, bør du i virkeligheden bare købe Pixel 9 Pro, da det samlet set vil koste dig mindre inden for det første år, og du får også Pixel 9 Pro i stedet for basismodellen.

Google Pixel 9

Google Pixel 9 (Image credit: Peter Hoffmann)

Vores amerikanske kollega har testet Pixel Screenshot-appen, og var ikke umiddelbart begejstret: "Jeg var ikke begejstret for den, da vi først hørte om den, men så kiggede jeg på min mappe med skærmbilleder på Google Fotos. Jeg har 3.612 skærmbilleder gemt - det første er fra 2013. 

Desværre - og det er jeg meget ked af - kan Pixel 9 ikke indeksere alle mine gamle skærmbilleder, selv om de er gemt på Google Fotos som »skærmbilleder«. Det starter med det første skærmbillede, du tager med din nye Pixel 9, og fungerer med skærmbilleder, du tager fra din telefon, ikke fra andre telefoner. Du kan manuelt tilføje flere fotos, men jeg tilføjer ikke 3.600 skærmbilleder".

Screenshot-appen vil altså først vise sin værdi, når du har haft telefonen i et stykke tid. Dine gamle screenshots kan ikke bruges, selv om de bliver kopieret med over i Google Fotos-appen. Ikke den bedste anbefaling af en app. Men som med mange andre Google-tiltag, kan det være, at den bliver bedre med tiden. 

  • Software: 4/5

Google Pixel 9: Kameraer

Google Pixel 9 in green Wintergreen color showing AI features on screen

(Image credit: Philip Berne / Future)
  • Billedkvalitet meget lig Pixel 9 Pro
  • Mangler Pro-kontroller og muligheder for høj opløsning

Pixel 9 har de samme hoved- og ultrawide-kameraer som Pixel 9 Pro, og det er bemærkelsesværdigt, men der er også ting, som mangler. Så ja, den har de samme linser og sensorer som den dyrere telefon hvilket er fantastisk. Men den bruger forskellig software med disse kameraer. Resultaterne bliver næsten identiske, men kun næsten, og forskellene er værd at overveje. 

Pixel 9 har et 50MP-hovedkamera, men det skaber 12,5MP-billeder ved hjælp af en pixelbinning-teknik, der kombinerer data fra fire pixels til én. Det er den samme sensor som i Pixel 9 Pro, men Pro-telefonen har Pro-kontroller i kameraet, så du kan få et 50MP-billede. Du kan ikke styre output-opløsningen på Pixel 9, men overraskende nok kan du vælge at lave RAW-billedfiler ud over JPG-billeder. 

Kamera-appen på Pixel 9 er meget svær at styre. Der er mange indstillinger og funktioner tilgængelige, men ikke hele tiden. For eksempel er der en Bedre billede-funktion, som tager et stort antal fotos og derefter lader dig vælge det bedste, så du kan få det billede, hvor personerne kigger på kameraet. Du kan gemme sekvensen som en video. Den funktion virkede hos os kun, når der var mennesker på billede, men det får man ikke at vide. 

Når du først er i gang med at fotografere, er kameraet på Pixel 9 fantastisk. Billederne kan næsten ikke skelnes fra Pixel 9 Pro, som har et af de bedste smartphone-kameraer, vi nogensinde har testet. Farverne, lyset og kontrasten på Pixel 9-billederne var så tæt på Pixel 9 Pro, at vi ikke kunne se forskel på dem uden at zoome lidt ind. 

Fordi vi testede for den absolut bedste kvalitet, brugte vi Pixel 9 Pro med fuld 50MP-opløsning, men hvis vi havde skruet ned til 12MP, ville billederne sandsynligvis have været helt de samme.

Google Pixel 9 billedeksempler

(Image credit: Philip Berne / Future)

Hvis du optager meget video, bør du måske overveje Pixel 9 Pro i stedet. Pro-telefonen får flere AI-video-boostfunktioner fra Google, herunder en ny Super Res Zoom, der øger opløsningen på videoer, der er optaget med digital zoom på maks. 20X. Denne funktion tager dog sin tid og er ikke egnet til længere videoklip.

Ligesom Pixel 9 Pro får Pixel 9 det nye natpanorama, og det er utroligt effektivt. Du kan faktisk se fine detaljer og farver i natpanoramaer, i modsætning til de panoramafotos, du får fra en iPhone 15, som er helt sorte under de samme forhold.

  • Kameraer: 4/5

Google Pixel 9: Billedeksempler

Google Pixel 9: Ydelse

Google Pixel 9

(Image credit: Peter Hoffmann)
  • God til Google-ting, men ikke for fancy
  • Ydelsen kan nok ikke følge med om syv år

Googles Tensor-chips har et dårligt ry, når det gælder ydelse. Og den klarer sig heller ikke for godt i benchmark-test. iPhone SE er den billigste iPhone, som Apple sælger lige nu for 4.199 kroner for 64GB (64GB! Seriøst). Den kan Google Pixel 9 ikke slå i en eneste processor-benchmark-test, ifølge vores Future Labs-test. iPhone SE blev lanceret for 2,5 år siden med et Apple A15 Bionic-chipsæt indeni. Pixel 9 har flere kræfter, når det gælder grafik, men altså ikke på rå processorkraft. 

Det er ikke det store problem i daglig brug. Men når Google tilføjer flere og flere AI-funktioner, bliver det mærkbart. Mange af AI-funktionerne stiller store krav til ydelsen. Nogle af dem er afhængige af tung regnekraft og meget af telefonens 12GB RAM. Nogle er afhængige at sende ting til og fra Googles AI-servere i skyen. Det betyder, at funktionerne kører langsommere end de grundlæggende apps, menuer og Android-spil. 

Derfor bør Google også tage Tensor-ydelsen mere alvorligt. Det er en af de få ting ved Pixel 9, som er bekymrende. Designet er fantastisk. Kameraerne er fantastiske, men processoren er det ikke. Denne telefon kommer med et løfte om syv års opdateringer. Det betyder syv år med Android OS-opdateringer, sikkerhedsopdateringer og Feature Drops. Vil den virkelig kunne holde trit med de nyeste funktioner i de næste syv år? Det er tvivlsomt. 

Når man presser Pixel 9 til det yderste, opstår der forsinkelser. Det får apps til at blive langsommere og hakke. Knapperne på skærmen reagerer måske ikke i nogle apps. Men Google-grænsefladen er altid utrolig hurtig og responsiv. Det føles meget optimeret. Men når vi begynder at åbne andre apps og køre multitasking, går det ind imellem langsommere. 

Pixel 9 god nok til alt det meste, og så længe Google ikke overbelaster den med nye AI-funktioner, der konstant indekserer data i baggrunden, skal den nok holde et stykke tid. Det er endda muligt, at Google kan optimere ny AI-software og få denne telefon til at føles endnu hurtigere. Det er set før.

  • Ydelse: 3/5

Google Pixel 9: Batteri

Google Pixel 9

(Image credit: Peter Hoffmann)
  • God batterilevetid, ingen problemer med at holde hele dagen
  • Opladningen kunne være hurtigere, men køb ikke en dyr oplader

Pixel 9 har samme størrelse batteri som Pixel 9 Pro, og batterilevetiden er meget ens mellem dem. Pixel 9 døde knap 15 minutter tidligere end Pixel 9 Pro i vores udholdenhedstest, men begge holdt stadig cirka 13 timer, hvilket er meget imponerende, især for telefoner i denne størrelse. 

I den virkelige verden havde Pixel 9 ingen problemer med at overleve en hel dags brug. Selv når vi tog et par billeder, gik rundt udenfor med skærmen tændt og spillede spil på togturen hjem, kunne den holde helt frem til sengetid uden at have brug for mere strøm. Pixel 9 holder længere end iPhone 15 i samme størrelse, men ikke helt så længe som Samsung Galaxy S24. 

Google siger, at du kan oplade telefonen med en 45W-oplader, men der er ingen grund til at løbe ud og købe en 45W-oplader. I vores test fik vi stort set samme hastighed, uanset om vi brugte en 25W- eller en 45W-oplader. Ifølge Google kan Pixel 9 oplade med op til 27W, hvis du bruger en 45W-oplader. 

Bruger du en 25W oplader kan du stadig oplade Pixel 9 fra 0 % til 55 % på 30 minutter. Det er ganske hurtigt i prisklassen, selv om OnePlus 12 stadig er hurtigere op lader til 100% på knap 30 minutter.

  • Batteri: 4/5

Skal du købe Google Pixel 9?

Google Pixel 9

Pixel 9 i årets fire farver (Image credit: Philip Berne / Future)
Swipe to scroll horizontally
Google Pixel 9 score card
EgenskaberNoterBedømmelse
VærdiIkke en dårlig pris i betragtning af alle de Pixel 9 Pro-funktioner, du får. Køber du Pixel 9 Pro i stedet får du dog et helt år med deres premium AI gratis med i købet. 4 / 5
DesignDet største redesign af Pixel i årevis giver os nye, seje farver, en slank og moderne kamerabjælke og den mest holdbare Pixel til dato. Den er dobbelt så holdbar som Pixel 8, men ser stadig fancy ud. 5 / 5
SkærmEn fremragende skærm er en fremtrædende funktion på alle Pixel, og denne er superlys og farverig. Pro'en er mere alsidig, men Pixel 9 er stadig superflot.4 / 5
SoftwareNye AI-funktioner kræver lidt tilvænning, og nogle skal vi stadig vente på i Danmark. Det gælder f.eks. den spændende Screenshots-app. Men hvis du vil have den mest avancerede AI, skal du købe en Pixel 9 Pro med et års gratis Gemini Advanced og Gemini Live. 4 / 5
KameraFantastisk kameraydelse ligner næsten Pixel 9 Pro, uden de højopløselige billeder og den lidt rodede Pro-menu. Du får ikke telezoom, men du får nogle af de bedste billeder, en smartphone kan tage, plus den nye AI Add Me-funktion. 4 / 5
YdelseTensor G4-chipsættet er faldet bagud i forhold til konkurrenterne, og ydelsen halter. Det er godt nok til, at du kan mærke det, hvis du prøver at køre en masse apps på én gang og derefter stiller AI'en et spørgsmål. Eller gør noget som helst med AI'en. AI-funktioner gør telefonen langsommere. Så det er en fordel, med ulemper. 3 / 5
BatteriFantastisk batterilevetid, især på en mindre telefon. Jeg ville ønske, at det opladede hurtigere, men Pixel 9-batteriet slår iPhone 15 med flere timer og havde ingen problemer med at holde hele dagen i den virkelige verden. 4 / 5

Køb den, hvis...

Kameraer er vigtigere end gratis AI-samtaler
Pixel 9 har 2 af de 3 kameraer fra Pixel 9 Pro, men mangler den spændende AI-funktion, Gemini Live, medmindre du betaler et månedligt abonnement. Så hvis du er til fotos, er dette et godt køb.

Du vil have nogle billige AI-funktioner (ikke dem alle)
Pixel 9 har stadig de fleste af de nye Gemini AI-funktioner. De nye apps som Screenshots-appen og Pixel Studio-billedgenerator-appen er endnu ikke på dansk. Så måske skal du vente med at købe, indtil de lander?

Du vil have de friskeste mobilfarver i verden
Hvis du har set de nye Pixel 9-farver, vil du have bemærket både Peony (turbopink) og Wintergreen. Det er begge superfriske og virkelig flotte. Så hvis du er til farver, der springer i øjet... 

Køb den ikke, hvis...

Du vil bruge avancerede AI-funktioner
Hvis du vil abonnere på Google One AI Premium til Gemini Advanced, skal du bare købe Pixel 9 Pro med et års gratis AI i stedet. Det vil være billigere.

Du optager mere video end fotos
Google har gemt de bedste AI-videoforbedringer til Pixel 9 Pro-telefonerne, herunder Video Boost og det nye Video med Mørkelinse-værtøj. 

Du vil spare nogle penge ved at vente
Pixel-telefoner, så hvis du er lidt tålmodig vil du helt sikkert kunne spare nogle penge om nogle måneder. så kan det også være, at Screenshots- og Pixel Studio-apps virker i Danmark til den tid.  

Google Pixel 9 review: Andre muligheder

Google Pixel 9 Pro
Selvom Pixel 9 tilbyder mange af de samme funktioner som Pixel 9 Pro med et lignende design, er fordelene ved Pixel 9 Pro meget mere værd end prisforskellen, især hvis du vil prøve de nyeste AI-funktioner, når de kommer. 

Samsung Galaxy S24
Galaxy S24 er et rigtigt kraftværk sammenlignet med Pixel 9. Den har en meget hurtigere processor, flere kameramuligheder (men ikke bedre kvalitet) og Samsungs egne AI-varianter. Hvis du ikke er en Google-die-hard, bør du overveje Galaxy i stedet. 

Swipe to scroll horizontally
Google Pixel 9Google Pixel 9 ProSamsung Galaxy S24
Pris:6.999 kroner8.599 kroner 6.999 kroner
Skærm6,3-tommer Actua6,3-tommer Super Actua6,2 tommer dynamisk AMOLED
Kameraer50MP hovedkamera; 48MP ultra-vidvinkel50MP main camera; 48MP ultra wide-angle; 48MP 5x zoom50MP hovedkamera; 12MP ultra-vidvinkel; 10MP 3x50MP main camera; 48MP ultra wide-angle; 48MP 3x zoom
ProcessorGoogle Tensor G4Google Tensor G4Qualcomm Snapdragon 8 Gen 3 for Galaxy
Batteri4.700 mAh4.700 mAh4.000 mAh

Sådan testede vi Google Pixel 9

Vi har testet Pixel 9 i en uges tid op til denne anmeldelse. Samtidig er en anden Pixel 9 sendt til Future Labs til benchmark- og laboratorietest. Vi har brugt Pixel 9 som vores primære telefon og testet alle de tilgængelige funktioner, herunder opkald beskeder og webbrowsing. Vi spillede også spil, lyttede til musik og spillede flere spil. 

Derfor kan du stole på TechRadar

☑️ Hundredvis af smartphones anmeldt
☑️ 15 års test af produkter
☑️Over 16.000 anmeldte produkter i alt
☑️ Næsten 200.000 timers test af teknologi

Vi har brugt Pixel 9 i bilen til musik og navigation ved hjælp af Bluetooth og Android Auto. Vi har også testet Pixel 9 Pro med en række tilbehør, herunder Bud Buds Pro 3, et Pixel Watch 3 og Dyson Ontrac høretelefoner. Vi har også streamet video til  Google Chromecast, som var forbundet til vores tv. 

Future Labs tester telefoner ved hjælp af en blanding af tredjeparts benchmark-software og egne, virkelige tests. Vi bruger Geekbench, CrossMark, JetStream, WebXPRT og Mobile XPRT samt 3DMark til at teste ydelsen. Vi tester telefonernes ydelse på opgaver med Adobe Premiere Rush. Vi måler også skærmens farveoutput og lysstyrke. 

Til batteritestning har vi proprietære test, der er ens for alle telefoner, som vi bruger til at måle batterilevetiden.  

Læs mere om, hvordan vi tester

Peter Hoffmann
Redaktør TechRadar Danmark

Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.

Med bidrag fra