Anmeldelse: Electrolux 800 Wet&Dry ledningsfri støvsuger yder middelmådig rengøring og kræver meget vedligeholdelse

Electrolux 800 Wet&Dry gør det nemt at støvsuge og vaske gulvet med samme enhed. Men den fylder meget i hjemmet, og vedligeholdelsen kræver tålmodighed.

Electrolux 800 Wet&Dry
(Image: © Peter Hoffmann)

TechRadar Konklusion

Electrolux 800 3-i-1 Wet & Dry Cordless Cleaner henvender sig til brugere, som vil have en rengøringsløsning, der kombinerer støvsugning, gulvvask og håndholdt støvsuger i én maskine. Produktet skal gøre det nemt at skifte mellem funktionerne og kommer med en dedikeret ladestation med smart opbevaring. Den fungerer fint til lettere rengøring, men kan ikke erstatte en støvsuger med ledning eller en spand og gulvmoppe. Det største minus er, at rengøringen efter brug tager alt for langt tid.

For

  • +

    Kombinerer støvsugning, gulvvask og håndholdt funktion

  • +

    Smart ladestation med vask og tørring af moppe

  • +

    Automatisk tilpasning af sugestyrke

  • +

    Relativt hurtig tørretid på vaskede gulve

Imod

  • -

    Pladskrævende ladestation

  • -

    Kort opladerledning

  • -

    Intet møbelmundstykke

  • -

    Lille vandbeholder kræver hyppig tømning

  • -

    Rengøring tager langt tid

Hvorfor du kan stole på TechRadar Vores ekspert anmeldere bruger timer på at teste og sammenligne produkter og tjenester, så du kan vælge det bedste for dig. Find ud af mere om, hvordan vi tester.

Electrolux 800 3-i-1 Wet & Dry Cordless: Design

Electrolux 800 Wet&Dry står på et trægulv med rentvandsbeholderen afmonteret.

(Image credit: Peter Hoffmann)

Når det gælder mundstykker, får man ikke meget med. Der er et sprækkemundstykke og et mundstykke med børster til støv og kanter. Men ikke noget mundstykke til møbler, hvilket ellers ville være ret smart til den håndholdte funktion.

Gulvvasker-delen har en gennemsigtig tank til spildevand. Det er forholdsvis langt rør, og det betyder, at den kan være svært at få den ind under en vandhane, når den skal renses. Samtidig er det også nødvendigt at tage nogle filtre ud af røret for at vaske dem grundigt. Ifølge brugsanvisningen skal delene derefter tørre 24 timer, før man må samle gulvvaskeren igen. Det gør det ekstra besværligt at gøre det hele rent. Når man så også lige skal lade det hele tørre, så tager det hele faktisk ret lang tid.

Electrolux 800 3-i-1 Wet & Dry Cordless: Funktioner

Det er smart, at Electrolux 800 3-in-1 Wet&Dry kan bruges til tre forskellige opgaver. Den kan støvsuge, vaske gulv og fungere som håndholdt støvsuger. Den understøtter automatisk sugestyrkeregulering og har også en turbo-tilstand, der kan aktiveres med et tryk på en knap. I Auto-tilstand registrerer sensorer snavs og tilpasser sugestyrken, mens man selv skal aktivere turbo-tilstanden. Det vises med farvekoder på støvsugerens display. Når gulvet er vasket, og støvsugeren er tilbage i ladestanderen, så kan man aktivere en automatisk moppevask- og tørrefunktion. Så fylder maskinen sæbevand i bakken på ladestanderen og vasker moppe-rullerne. Det er en smart funktion. Efter vask kører maskinen så en tørrecyklus på tre timer, hvor den varmer og tørrer mopperullerne. Det er praktisk, men udsender også en summende lyd, som godt kan blive irriterende.

Electrolux 800 3-i-1 Wet & Dry Cordless: Ydelse

Generelt fungerer støvsugerdelen fint. Den har ikke det kraftigste sug, men det har stangstøvsugere generelt ikke. Electrolux 800 Wet&Dry virker dog til at ligge under middel med sugekraften, så jeg brugte ofte turbo-funktionen for at få alt skidtet med. Nogle gange oplevede jeg også, at støvsugeren efterlod støv eller små klumper af skidt og jord, når den kørte på automatik. Her registrerer sensorerne ikke altid skidtet, og skruer ikke højt nok op for sugekraften. Så her var jeg nødt til at aktivere turbo-funktionen for at få alt skidtet med. Det virker fjollet, for så kan jeg tydeligvis ikke stole helt på den automatiske funktion. Som støvsuger fungerer den til let rengøring, men jeg vil stadig anbefale at have en støvsuger med ledning i huset.

Kvaliteten af gulvvasken er ikke imponerende. Jo, det fungerer til hurtig rengøring i hverdagen, og det går hurtigt at vaske gulvet, som også hurtigt er tørt. Men kvaliteten af rengøringen kan ikke måle sig med rengøring med en skurekost, klud og en spand sæbevand. Selv om vaskemundstykket har to ruller, så er det begrænset, hvor hårdt de rammer gulvet. Jeg oplevede at stå med noget spildt, indtørret væske på køkkengulvet, som børsterne simpelthen ikke kunne klare, selv om jeg fugtede flere gange og kørte gulvvaskeren frem og tilbage i flere minutter. Samme skidt kunne jeg hurtigt fjerne med en skurebørste.

Electrolux 800 Wet&Dry med fyldt spildevandsbeholder på et trægulv.

(Image credit: Peter Hoffmann)

Både støvsugning og gulvvask fungerer fint til let og hurtig rengøring i hverdagen. Til en dybere rengøring, holder det ikke. Her er sugekraften og evnen til at skrubbe i dybden ikke god nok.

Ud over den lidt mangelfulde støvsugning og gulvvask, så er det faktisk vedligeholdelsen af 800 3-in-1 Wet&Dry, som var mest tidskrævende. Når man er færdig med at vaske gulv, skal maskinen tilbage i opladeren, hvor man så sætter en automatisk vask af børsterne i gang. Her spuler maskinen sæbevand i bakken i ladestanderen, og så kører børsterne rundt og bliver vasket. Det går automatisk og tager et par minutter. Herefter går den automatiske tørring i gang. Den afgiver en konstant summelyd, og det tager cirka tre timer, før den stopper igen. Det er ret irriterende at skulle lytte på det i tre timer.

Spildevandsbeholder og filtre fra Electrolux 800 Wet&Dry ligger på gulvet i brusenichen.

(Image credit: Peter Hoffmann)

Når det er overstået, skal man lige huske at fjerne spildevandet og vaske spildevandsbeholder og filtre fra gulvvaskeren. Og så skal det hele tørre 24 timer, før man kan montere det igen. Det virker som utroligt meget arbejde, hvis man sammenligner med at bruge en skurekost, en klud og en spand sæbevand til vask af gulvet. Det tager måske lidt længere tid at vaske og tørre gulvet, men rengøringen af klud, kost og spand er til gengæld klaret på få minutter.

Electrolux 800 3-i-1 Wet & Dry Cordless: Batterilevetid

Electrolux opgiver en batterilevetid på op til 35 minutter og rækkevidde på 150 m2. Helt så langt tid fik jeg ikke ud af enheden. Ved støvsugning fik jeg generelt 25-30 minutters støvsugning. Sandsynligvis fordi jeg ofte skiftede til turbo-funktion for at få alt skidtet med.

Electrolux 800 Wet&Dry gulvvasker står ved siden af ladestander med stang og mundstykke til støvsugning.

Det er praktisk med en ladestander, men den fylder en hele del i en lille lejlighed. (Image credit: Peter Hoffmann)

Konklusion: Nem at bruge, men bøvlet at gøre ren

Ideen med en 3-i-1 støvsuger, gulv vasker og håndholdt støvsuger er god, men den efterfølgende rengøring tager for langt tid. Samtidig er sugeevnen middelmådig, og gulvvaskeren formår ikke at gøre ret meget ved hårdført skidt. Den medfølgende ladestander fylder en del i boligen med mål på 43x43 centimeter. Her skal man have en større bolig, for den fylder alt for meget i en mindre lejlighed.

Electrolux 800 3-in-1 Wet&Dry: Pris og tilgængelighed

  • Vejledende udsalgspris 3.505 kroner
  • Fås i Electrolux' onlinebutik og hos mange forhandlere

Electrolux 800 3-in-1 Wet&Dry ledningsfri støvsuger med ladestation har en vejledende udsalgspris på 3.505 kroner. Den fås i Electrolux' officielle webshop og et bredt udvalg af forhandlere som Power og Elgiganten.

Skal du købe Electrolux 800 3-in-1 Wet&Dry?

Køb den, hvis...

Du har brug for at vaske gulvet ofte
Electrolux 800 Wet&Dry er god til en hurtig støvsugning eller gulvvask. Gulvet er hurtigt tørt, så du kan komme videre.

Du vil have ét enhed til flere opgaver
Du kan støvsuge, vaske gulv og klare håndholdt støvsugning med denne støvsuger.

Køb den ikke, hvis...

Dit budget er stramt
Det er mange penge at betale for en støvsuger og gulvvasker. Du kan også klare mange af opgaverne med en billigere støvsuger og en gulvspand og moppe.

Du ikke vil bruge tid på rengøring af støvsuge/gulvvasker
Samlet set tager det 27 timer at vaske/tørre gulvvaskeren, hvis du følger anvisningerne. Det kan være for længe for nogle brugere. I hvert fald, hvis man sammenligner med, hvor langt tid det tager, hvis man bruger en støvsuger og en gulvspand/moppe til at løse opgaven.

Du vil kun have én støvsuger
Denne støvsuger kan ikke erstatte en traditionel støvsuger med ledning, når det gælder sugekraft og grundighed. Så hvis du kun vil have én støvsuger stående, skal du nok heller købe en med ledning.

Peter Hoffmann
Redaktør TechRadar Danmark

Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.