Anmeldelse af Electrolux 700 ULTIMATE Ledningsfri Støvsuger - en let støvsuger med minibatteri

En enkel og ukompliceret stangstøvsuger til den daglige rengøring i det lille hjem.

Electrolux 700 Ultimate
(Image: © Peter Hoffmann)

TechRadar Konklusion

Electrolux 700 Ultimate er en lille og let støvsuger, som fungerer bedst til daglig rengøring i mindre hjem. Der medfølger et godt udvalg af mundstykker, og støvsugeren er virkelig god til at komme ind under sengen eller sofaen. Men den har et ret lille støvbeholder, og så savner vi en turbo-funktion til sugekraften.

For

  • +

    Fremragende til møblerne

  • +

    Let at tømme

  • +

    Passer ind i små rum

Imod

  • -

    Beskeden støvbeholder

  • -

    Begrænset sugekraft på max

  • -

    Intet selvrensende mundstykke

  • -

    Støver ved tømning

Hvorfor du kan stole på TechRadar Vores ekspert anmeldere bruger timer på at teste og sammenligne produkter og tjenester, så du kan vælge det bedste for dig. Find ud af mere om, hvordan vi tester.

Gennemgang af Electrolux 700 Ultimate

Electrolux-mærket er velkendt i Danmark, hvor de sælger alt fra køleskabe og vaskemaskiner til køkkenmaskiner, og så selvfølgelig støvsugere, der er en af deres store styrker. Vi har f.eks. testet deres Ultimate 800 støvsuger med pose, som vi var meget begejstrede for.

Men det er ikke alle, der har brug for en stor støvsuger med ledning. Her kan det være en løsning at kigge på en mindre støvsuger - især til den daglige rengøring.

Stangstøvsugernes største styrke er, at de er små, hvilket gør det muligt for dem at nå ind på lidt besværlige steder. De fylder ikke så meget som robotstøvsugere, men er meget velegnet til grundlæggende brug. Her passer Electrolux 700 Ultimate godt ind i kategorien. Den vejer kun 2,2 kg, men har stadig en forholdsvis kraftig motor. Prisen er nu også relativt høj for en stangstøvsuger. Electrolux 700 Ultimate koster lige nu 3.349 kroner hos Eletrolux. Men så får du også en række smarte mundstykker og en ladestander med i købet.

Støvsugerens design er enkelt og ret stilfuldt. Den ser pæn ud både, når man bruger den, og når den står og hygger sig i ladestanderen. Det er i øvrigt en rigtig god ide med en ladestander, hvis man ikke har lyst til at bore huller i væggen til et ophæng.

Electrolux 700 Ultimate

(Image credit: Peter Hoffmann)

Netop fordi man ikke skal skrue en holder i væggen, er man ret hurtigt klar til at lade støvsugeren op. Stativet er hurtigt samlet. Ud over støvsugeren er der plads til tre mundstykker i standeren plus et på støvsugeren. Der følger fem mundstykker et vinklet samlestykke med, så der er ikke plads til det hele i holderen.

Ladetiden for støvsugeren er 4,5 timer, så det er lidt kedeligt, hvis den løber tør undervejs. Den har op til 40 minutters batterilevetid (på laveste sugekraft) og Electrolux angiver, at den har 20 minutters køretid ved normal sugekraft. I vores test var den reelle batterilevetid dog kortere, og set i det lys virker opladningstiden altså forholdsvis lang.

Når støvsugeren er ladet op, er det nemt at komme i gang. Der er et lille display på toppen af støvsugeren og to knapper. Den ene tænder og slukker for støvsugeren, mens den anden gør det muligt at justere sugekraften. Man kan vælge imellem auto-funktion, , lille, mellem eller maksimum sugekraft. Nemt og ukompliceret.

Der følger fem mundstykker og et vinklet samlestykke med Electrolux 700 Ultimate:

  • 2 x PowerPro mundstykker med roterende børstehoveder
  • 1 x PetPro+ mundstykke med roterende børstehovede
  • 1 x fugemundstykke med aftagelig børste
  • 1 x bred børstemundstykke
  • 1 x Vinklet samlestykke

Electrolux 700 Ultimate i brug

Kort batterilevetid

Selv om Electrolux skriver, at du kan støvsuge i op til 40 minutter, så gælder med laveste sugekraft. Bruger du "normal"-indstillingen, som er mere realistisk at bruge til daglig rengøring, er batterilevetiden sat til 20 minutter, og selv det er højt sat. I vores test kørte vi det meste af tiden på "Auto" og ind i korte perioder på "Høj" sugekraft. Vi lavede en normal hverdags støvsugning en lejlighed på 68 kvadratmater. Vi kørte det meste af tiden med auto-funktionen slået til. Her tilpasser støvsugeren sugegraften alt efter, hvor beskidt gulvet er. Så den svinger imellem høj, mellem og lav sugekraft. Målet var at støvsuge gulvene i lejligheden og at støvsugede langs fodlister og dørkarmen over dørene. Her holdt batteriet i gennemsnit 15 minutter, inden støvsugeren skulle lades op. Det var lige nok til gulvene og lidt ekstra støvsugning i hjørnerne, men så heller ikke mere.

Så hvis du har en lejlighed, der er ekstra beskidt, eller hvis du gerne vil støvsuge møblerne, når du alligevel er i gang, så vil du sandsynligvis løbe tør for strøm undervejs. Den kan fungere i en mindre bolig, men har du et stort hjem, vil denne støvsuger helt sikkert ikke slå til.

Det betyder, at den i vores øjne ikke er specielt velegnet, hvis du vil bruge den som den eneste støvsuger i boligen. Her er både batterilevetiden og støvbeholderen for nedgraderet.

Electrolux 700 Ultimate

(Image credit: Peter Hoffmann)

Selv om du må leve med en begrænset batterilevetid, så har det også sine fordele. Den relativt lille størrelse på støvsugere og batteriet betyder, at den også er ret let. Den har en vægt på bare 2,2 kg, hvilket gør den utroligt let at svinge rundt med.

Electrolux har udstyret støvsugeren med flere ret smarte funktioner, der skal lette brugen. F.eks. har standeren en knap, der kobler stangen af støvsugeren, når man trykker på den. Så hvis man lige skal støvsuge krummer af bordet, behøver man ikke tage hele støvsugeren ud af holderen, afmontere stangen og påmontere et børstemundstykke. Her sparer man et trin, og det er godt tænkt. En anden smart funktion er, at det store mundstykke har et lille håndtag, som man kan skubbe til med foden for at klikke mundstykket af. Det er også ret praktisk, når man skifter imellem mundstykker. Vi opdagede, at man faktisk med lidt øvelse både kan klikke mundstykket af og påmontere et andet (børste-)mundstykke uden at skulle bøje sig ned.

Electrolux 700 Ultimate

Med vinkelforlængeren kan man lave et knæk på stangen, så man kan støvsuge oven på dørkarme og skabe. (Image credit: Peter Hoffmann)

Støvbeholderen er på 0,3 liter. Det er ikke meget, så den skal tømmes ret ofte. For at tømme beholderen, skal man først afmontere den og så hive filteret af toppen af beholderen. Det er kræver noget øvelse at gøre, uden at det støver. For hvis man ikke er forsigtig, kan støvet godt følge med, når man trækker filteret af i toppen, og det resulterede ind imellem i, at vi måtte støvsuge rundt omkring skraldespanden. Så her er Electrolux 700 Ultimate ikke så brugervenlig. Det er nemt at pille støvbeholderen af støvsugeren, men vi måtte bruge et par forsøg på at klikke den på plads igen.

Opladningen er til gengæld utroligt nem. Når ladestanderen er forbundet til stikkontakten, skal støvsugere bare stilles på plads, så er den klaret. Selve kablet er ikke særligt langt, så vi måtte tage en forlængerledning i brug. Men når det først er klaret, lader støvsugeren automatisk op, når den bliver placeret i holderen. Og du kan næsten have alle mundstykker stående i ladestanderen.

Pris og tilgængelighed

Støvsugeren blev lanceret sidst i 2024 og kan købes hos en lang række forhandlere og i Electrolux' egen onlinebutik. Hos Electrolux er prisen 3.349 kroner .

Hvis du synes, den er for dyr, så har Electrolux også en 600 Clean-stangstøvsuger i sortimentet. Den koster fra 1.899 kroner. Her får du ingen stander og heller ikke lige så mange mundstykker, men du får stadig en let og kraftfuld støvsuger i miniformat.

Er Electrolux 700 Ultimate værd at købe?

Køb den, hvis...

Image

Du vil have en praktisk støvsuger til hurtig rengøring:
Electrolux 700 Ultimate er et effektivt og praktisk valg til rengøring af en lille bolig eller endda et sommerhus. Den fjerner hurtigt støv og skidt, og kan komme godt ind under møbler.

Image

Du vil have en let støvsuger:
Med en vægt på 2,2 kilo er Electrolux 700 Ultimate utroligt let at gå rundt med. Det er praktisk, hvis man skal støvsuge spindelvæv i loftet eller bare ikke har helt så mange kræfter.

Image

Du vil støvsuge oven på skabe eller døre
Electrolux 700 Ultimate har et vinkel-mundstykke, der gør det nemt at støvsuge oven på dørkarme eller skabe. Det er ret specielt, og vi har ikke set andre producenter, der laver lige netop den løsning. Det samme gælder mulighede for at klikke stangen af, imens støvsugeren står i holderen og muligheden for at klikke et af mundstykkerne af med foden.

Køb ikke, hvis...

Image

Du har et stort hjem
Selv om vi faktisk kunne støvsuge lidt længere end lovet, er 25 minutter kun lige nok til den daglige rengøring i et lille hjem. Og så skal du vente 4,5 timer før den er fuldt opladet igen.

Image

Du vil udskifte en støvsuger med ledning:
Electrolux 700 Ultimate er udmærket til daglig rengøring. Men batterilevetiden kommer virkelig til kort, hvis du har meget skidt, og kører du på maksimal sugekraft, løber du hurtigt tør. Så den kan ikke erstatte en støvsuger med ledning.

Image

Du har ikke plads til ladestanderen:
Ultimate 700 kommer med en lille stander, som ikke fylder meget, men som stadig skal kunne være et sted i boligen. Så hvis du ikke har gulvplads til det, er du måske bedre tjent med en støvsuger, du kan putte i et skab eller hænge i en oplader på væggen.

Peter Hoffmann
Redaktør TechRadar Danmark

Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.