TechRadar Konklusion
Ecovacs Deebot T90 Pro Omni ligger lidt lavere i pris end de absolut mest eksklusive robotstøvsugere, men lover alligevel en lignende ydeevne. Det løfte lever den op til, i det mindste til en vis grad. Den har en roterende rullemoppe, der med relativt lidt vand alligevel rengør meget grundigt. Derefter rengør og tørrer ladestationen med selvrensning automatisk moppen. Den høje sugekraft er samtidig perfekt til tæpper og større snavspartikler. Med en lang liste af funktioner og avanceret AI, kan du styre rengøringen ned til mindste detalje. Sproring af forhindringer fungerer også godt, men når ikke helt op på niveauet hos de bedste premiummodeller med deres mange ekstra sensorer. Det største problem er, at den nogle gange overser visse områder afhængigt af, hvordan dit hjem er indrettet.
For
- +
Høj sugeevne
- +
Vaskes meget grundigt med relativt lidt vand
- +
Relativt kompakt, men samtidig komplet ladestation med selvrensning
- +
Indstillinger på detaljeniveau
Imod
- -
Udelader nogle gange visse områder
- -
Dårligt oversat app
- -
For kompliceret for begyndere
Hvorfor du kan stole på TechRadar
Robotstøvsugere bliver bedre for hvert år, og de avancerede funktioner bliver stadig mere tilgængelige. Nu kommer Ecovacs Deebot T90 Pro Omni, som placerer sig lige under topsegmentet. Den er blandt andet udstyret med en roterende moppe, kraftfuld støvsugning, detaljerede indstillinger og en automatisk ladestation.
Vi lod Ecovacs Deebot T90 Pro Omni stå for rengøringen i vores lejlighed i et par uger – sådan gik det.
Ecovacs Deebot T90 Pro Omni: pris og tilgængelighed
- Tilgængelig fra foråret 2026
- Vejledende pris: 5.999 kroner
Med en vejledende pris på 5.999 kroner ligger Ecovacs Deebot T90 Pro Omni et godt stykke under topsegmentet, hvor priser på over 10.000 kroner er ret almindelige. Samtidig byder den på mange funktioner, som vi normalt kun ser hos premium-robotstøvsugere.
Hvis du elsker at rode med indstillinger og styre rengøringen ned til mindste detalje, er dette en rigtig prisvenlig model. For dig, der foretrækker noget simpelt uden masser af ekstra funktioner og indstillinger, er det bedre at bruge pengene på en enklere model.
Ecovacs Deebot T90 Pro Omni tilbyder næsten det samme som de dyreste modeller, men til en markant lavere pris.
- Pris: 4,5/5
Ecovacs Deebot T90 Pro Omni: design
- Kompakt opladningsstation med to vandbeholdere og støvpose
- Rullemoppe, der kan løftes op
- Sidebørsten foran kan også løftes op
Det første, vi lagde mærke til, var ladestationens størrelse. Sammenlignet med andre robotstøvsugere, vi har testet, er dette en forholdsvis kompakt ladestation. Alligevel er alle vigtige komponenter på plads: hver sin vandbeholder til rent og snavset vand, en støvpose og et separat rum til rengøringsmiddel.
En anden fin detalje, som vi sætter pris på at se på robotstøvsugere, er, at overfladen på selve ladestationen har en mat finish. Dette gør den mere modstandsdygtig over for fingeraftryk og andet snavs, så den bevarer sit friske premium-look længere. Også robotens overside har en mat finish.
Tilmeld dig de seneste nyheder, anmeldelser, meninger, topteknologiske tilbud og mere.
På undersiden sidder en roterende gummibørste til støvsugning, en sidebørste med to børster og en rullemoppe. Vi synes, at ydeevnen i en rullemoppe sammenlignet med moppepuder er overlegen, så dette er altid et stort plus for os. Vi havde dog gerne set flere børster på sidebørsten, som desuden roterer ret langsomt under rengøringen.
Den største forskel i forhold til dyrere robotstøvsugere er, at moppen på Ecovacs Deebot T90 Pro Omni rengøres med vand, der holder 75 °C i stedet for 100 °C. Vi oplevede dog hverken problemer med dårlig lugt eller snavsrester, der sad fast, så i praksis mærker man ingen større forskel.
Selve Ecovacs Deebot T90 Pro Omni har et ret almindeligt design. Ecovacs har placeret sensorerne foran og på siderne af robotstøvsugeren, hvilket betyder, at der ikke er behov for nogen udstående modul på oversiden. Med en højde på 9,5 cm kan robotstøvsugeren derfor komme ind under de fleste møbler og er endda lavere end visse andre modeller, hvis sensormoduler kan klappes ind.
Rullemoppen kan skubbes ud til begge sider for at rengøre langs kanter og i hjørner. Det sker med imponerende præcision, og Ecovacs Deebot T90 Pro Omni kørte pænt langs rummets kanter med moppen presset tæt ind til. Som standard støvsuger robotten først alle tæpper, før moppen fugtes. På den måde undgår du både våde tæpper og en moppe, der har trukket støv rundt.
Moppen kan desuden løftes op efter behov. Også sidebørsten foran kan hæves, hvilket betyder, at den ikke bliver våd, hvis du lader Ecovacs Deebot T90 Pro Omni udelukkende moppe gulvene.
På robotens overside finder du en knap, der starter eller sætter rengøringen på pause. Der er ingen knap til at få robotten til at vende tilbage til ladestationen, og den eksisterende knap har heller ikke noget tydeligt »klik«. Den føles mere som en berøringsknap, og det er lidt uklart, om robotten rent faktisk har registreret trykket eller ej, indtil den bekræfter det med stemmen. Vi havde gerne set både en Start- og en Hjem-knap med et tydeligere klik. Det er dog ikke noget større problem, da vi som regel styrer rengøringen via appen.
- Design: 4,5/5
Ecovacs Deebot T90 Pro Omni: ydeevne
- Den roterende rullemoppe bruger overraskende lidt vand
- Renser tæpper meget grundigt og frem for alt lydløst
- Kan undertiden overse visse områder, afhængigt af hvordan din bolig er indrettet
- Kan være forvirrende for dem, der ikke er vant til teknologi
Ligesom med de fleste robotstøvsugere går installationen af Ecovacs Deebot T90 Pro Omni hurtigt via Ecovacs-appen. Efter blot omkring ti minutter var robotstøvsugeren klar til sin første kortlægning af lejligheden. Alt gik problemfrit, og den genkendte desuden straks vores tæppe.
Noget, vi bemærkede under installationen af robotten, er, at den er meget snakkesalig. Næsten irriterende snakkesalig. En robotstøvsuger skal selvfølgelig være tydelig og forklare, hvad der sker trin for trin, men T90 Pro Omni snakkede så meget, at vi næsten holdt op med at lytte efter et stykke tid.
Du kan selv vælge, hvordan Ecovacs Deebot T90 Pro Omni skal gøre rent i dit hjem via en hurtigmenu – eller du kan bruge AI Agent Mode. Vi valgte den sidste mulighed, hvor robotstøvsugeren selv afgør, hvilke indstillinger der er mest passende. Her betød det, at den først støvsugede tæppet, før moppen blev fugtet. Da tæppet var færdigstøvsuget, vendte den tilbage til ladestationen, rensede moppen og fortsatte derefter med de hårde gulve.
Ud over AI Agent Mode findes der en hel masse indstillinger og »smarte funktioner«. Dette er perfekt for dem, der elsker at styre rengøringen i detaljer, og et mareridt for dem, der ønsker det så simpelt som muligt. Bland indstillingerne finder du ting som AI-pletdetektering, Strategisk partikelfjernelse, Intelligent temperaturkontrol, Smart gulvvask og meget mere. Hvis du kan lide at rode med indstillinger, er det let at bruge tyve minutter på bare at scrolle rundt blandt alle mulighederne. Hvis du bare vil i gang med rengøringen, er de sædvanlige hurtigindstillinger tilgængelige på startskærmen for robotens rengøring.
Det føles som om Ecovacs har lagt stor vægt på at gøre T90 Pro Omni så smart som muligt, og for dem, der helst vil undgå smarte funktioner og alt, der har med AI at gøre, findes der enklere og dermed billigere alternativer.
Noget, der imponerede os, var, hvor stille Ecovacs Deebot T90 Pro Omni var, når den rengjorde tæpper. Nogle gange troede vi næsten, at sugekraften var indstillet for lavt, og at ikke al snavs ville blive suget op, men i sidste ende blev resultatet altid rigtig godt. Den holder desuden en pause i støvsugningen, når den bevæger sig mellem forskellige rum og zoner, hvilket giver et par sekunders stilhed mellem omgangene under rengøringen.
Selv hårde gulve blev rengjort meget effektivt. Krummer, spildt sodavand og andet snavs forsvandt hurtigt. Vi er ikke de største fans af sidebørsten, som roterer langsomt under rengøringen og kun har to børster. Ja, den undgår det sædvanlige problem med, at partikler blot bliver slynget væk i stedet for at blive skovlet ind under robotstøvsugeren. Men den langsomme rotation betyder, at robotstøvsugeren ikke rigtig når at samle partiklerne op, før den er kørt forbi. En hurtigere rotation og eventuelt en ekstra børste på den anden side havde sandsynligvis løst dette.
Når det kommer til moppning, bruger Ecovacs Deebot T90 Pro Omni relativt lidt vand og formår alligevel at rengøre meget grundigt. Den opdagede også klistrede pletter og vendte tilbage for at rengøre dem en anden gang. Den udtrækkelige rullemoppe fungerede pålideligt og holdt sig hele tiden tæt på kanter og inde i hjørner.
Der er dog et stort »men« i denne ellers positive historie. I rengøringsrapporterne så vi nemlig, at området under den lille sofa ved vinduet aldrig blev rengjort – hverken i AI-tilstand eller med standardindstillingerne. Årsagen syntes at være tæppet, som altid blev rengjort først. Den eneste måde at nå området under sofaen var nemlig via tæppet, men så snart Ecovacs Deebot T90 Pro Omni begyndte at moppe, undgik den tæppet fuldstændigt. Det skete også to gange, at robotten afsluttede sin rengøring uden overhovedet at have rørt stuen. Det skete i starten af testen, og skyldes sandsynligvis, at robotten endnu ikke kendte lejligheden. Efter et par rengøringsrunder forsvandt problemet — men det gav ikke ligefrem et godt førstehåndsindtryk.
Et sidste problem var, at Ecovacs Deebot T90 Pro Omni under de første rengøringsrunder planlagde sine ruter på en temmelig ulogisk måde. Hos vores kollega var den flere gange ved at køre ned ad en trappe under rengøringsrunden. En gang sad den endda helt fast, efter at den var kørt for langt ud over kanten og var tæt på at falde ned ad trappen. Problemet forsvandt efter et par rengøringsrunder, men det gav ikke ligefrem et særligt godt førstehåndsindtryk.
- Ydeevne: 4/5
Ecovacs Deebot T90 Pro Omni: app & funktioner
- Ecovacs Home-appen er forholdsvis overskuelig
- Mange mangelfulde oversættelser til dansk
- Kan være for kompliceret for begyndere
For at kunne bruge Ecovacs Deebot T90 Pro Omni skal du have Ecovacs Home-appen. På startsiden vises robotstøvsugeren sammen med tre knapper: Scenarierensning, Start og Docking. Nederst til højre finder du knappen Tilslut, som fører dig til kortet over dit hjem og hurtigmenuen for rengøringsindstillinger.
Vi bemærkede hurtigt, at oversættelserne ikke er af særlig høj kvalitet. For eksempel fik vi en besked, hvor der stod »Afslut manuelt Vis«, hvilket er yderst uklart, hvad det betyder. Et andet eksempel er, at fanen, der fører dig til ladestationen, hedder »Docket«. Appen er nem at finde rundt i, men de sløje oversættelser trækker ned.
Alle standardfunktioner er dog til stede. Du kan opdele hjemmet i forskellige rum, oprette rengøringsrutiner, indstille rutiner for enkelte rum, markere specifikke zoner, der skal rengøres, trække virtuelle grænser, tilføje møbler og meget mere. Hvis du slet ikke ønsker at justere nogen indstillinger, kan du i stedet aktivere AI Agent Mode og lade robotstøvsugeren træffe beslutningerne for dig.
Et stort minus er dog, at du kan indstille zoner, som robotten skal støvsuge, men du kan ikke vælge rumrengøring. Hvis du for eksempel kun vil støvsuge stuen, skal du altså trykke på Zone og trække en zone ud over rummet hver gang, i stedet for blot at kunne markere rum for rum. En usædvanlig og mærkelig fejl fra Ecovacs, da det føles som en slags standardfunktion.
Hurtigmenuen er samtidig ret enkel og giver dig mulighed for at vælge rengøringsindstilling (støvsugning, moppning og støvsugning samtidigt eller støvsugning efterfulgt af moppning), justere sugeeffekten, indstille vandmængden, vælge rengøringshastighed og angive, om hvert rum skal rengøres én eller to gange.
I de avancerede indstillinger finder du bland andet muligheder for, hvordan tæpper skal håndteres, samt andre mere detaljerede funktioner. Vi synes, at standardindstillingerne fungerer godt, og AI Agent Mode vælger desuden automatisk passende avancerede indstillinger.
Rengøringsrapporterne er til gengæld tydelige, og Ecovacs Deebot T90 Pro Omni anbefalede af og til, at vi skulle oprette visse afgrænsningszoner for at undgå kollisioner. Den identificerede for eksempel den tidligere nævnte trappe og foreslog, at vi skulle oprette en ekstra sikkerhedszone omkring den.
Som tidligere nævnt er de fleste af notitserne i Ecovacs-appen også ret vage. På et tidspunkt fik vi for eksempel en besked om, at der var opstået »en fejl« med spildevandstanken. Da vi tjekkede det, viste det sig ganske enkelt, at tanken var fuld. De fleste robotstøvsugere plejer i sådanne situationer tydeligt at informere om, at tanken skal tømmes. Hvis tanken med rent vand løber tør, får du for øvrigt nøjagtig den samme besked om, at der er opstået »en fejl«. Det kunne bestemt have været kommunikeret på en mere tydelig måde.
- App & funktioner: 4/5
Skal du købe Ecovacs Deebot T90 Pro Omni?
Kategori | Kommentar | Vurdering |
|---|---|---|
Pris | Lidt billigere end premium-robotstøvsugere, men tilbyder alligevel næsten alle de funktioner, vi forventer i topsegmentet. | 4,5 / 5 |
Design | Moppen og sidebørsten kan både skubbes ud og løftes op. Ladestationen er forholdsvis kompakt, men samtidig spækket med funktioner. | 4,5 / 5 |
Ydeevne | Støvsuger og mopper meget grundigt, også langs kanter og i hjørner. AI-tilstanden er praktisk og giver gode resultater. Afhængigt af, hvordan dit hjem er indrettet, kan visse områder dog nogle gange blive overset. | 4 / 5 |
App & funktioner | Appen er overskuelig, og alle vigtige indstillinger er samlet i hurtigmenuen. Oversættelserne til dansk er dog ikke af særlig høj kvalitet, og alle indstillingerne kan virke lidt for overvældende for nye brugere. | 4 / 5 |
Køb den, hvis...
Du vil have en støjsvag robotstøvsuger
Ecovacs Deebot T90 Pro Omni rengør ikke kun grundigt, men arbejder også forholdsvis støjsvagt.
Du vil gerne have masser af rengøringsindstillinger
Der findes lange lister med indstillinger, der giver dig mulighed for at styre rengøringen ned i mindste detalje. Perfekt til dig, der elsker at pille ved indstillingerne og afprøve forskellige muligheder.
Du har begrænset plads til ladestationen
Ecovacs Deebot T90 Pro Omni har en kompakt ladestation, der alligevel byder på mange funktioner, herunder vandbeholdere, støvpose samt automatisk rengøring og tørring af moppen.
Køb den ikke, hvis...
Du har flere tæpper eller en mere kompliceret rumindretning
Robotten synes at have lidt svært ved at genkende visse områder, såsom trappekanter og gulvflader, der er dækket af tæpper.
Du vil have noget enkelt
Ecovacs lægger stor vægt på at gøre T90 Pro Omni så smart som muligt, med masser af indstillinger og AI-funktioner overalt. Hvis du helst vil undgå den slags, findes der enklere og billigere alternativer.
Køb Ecovacs Deebot T90 Pro Omni i dag

Amanda Westberg har varit en del av TechRadar-projektet sedan starten 2018 och sitter nu på rollen som chefsredaktör för TechRadar i Norden. Under sin tid på hemsidan har hon hunnit skriva tusentals artiklar och håller noggrann koll på teknikvärlden och dess trender. Som en gamer och träningsentusiast har hon en förkärlek för allt gaming- och fitnessrelaterat, där bland annat smartklockor är en favoritkategori att skriva om.
- Peter HoffmannRedaktør TechRadar Danmark