Samsung Galaxy Book6 Pro er en kraftfuld bærbar med smukt design, en høj pris og en virkelig lækker skærm

Samsung Galaxy Book6 Pro er et kvalitetsprodukt på alle måder.

Samsung Galaxy Book6 Pro
(Foto: © Peter Hoffmann)

TechRadar Konklusion

Samsung Galaxy Book6 Pro opfylder alle kravene til en bærbar computer i topklassen. Ligesom mange af mærkets andre produkter emmer designet af kvalitet, og den supertynde profil er virkelig speciel. Den er tynd og mobil, og byggekvaliteten er imponerende. Ydelsen er fremragende, og selv tunge spil kører overraskende godt, når man tænker på, at den har et integrerede grafikkort. Den knivskarpe AMOLED-skærm er prikken over i'et. Flere porte ville være godt, og prisen gør ondt, for Galaxy Book6 Pro er ikke billig – men den har helt klart fortjent en plads i premium-segmentet.

For

  • +

    Smukt design

  • +

    Fantastisk flot skærm

  • +

    God ydeevne

Imod

  • -

    Høj pris

  • -

    Mangler porte

  • -

    Lidt tungt at taste

Hvorfor du kan stole på TechRadar Vores ekspert anmeldere bruger timer på at teste og sammenligne produkter og tjenester, så du kan vælge det bedste for dig. Find ud af mere om, hvordan vi tester.

Samsung Galaxy Book6 Pro: Kort oversigt

Samsung Galaxy Book6 Pro er en bærbar computer i ultrabook-klassen med et sublimt design, som virkelig hører hjemme i premium-afdelingen. Den er iøjnefaldende med sin slanke profil, rene linjer afrundede hjørner, som sammen med den stålgrå farve fremhæver den minimalistiske elegance.

Den ser ud og føles lige så eksklusiv som alle vores nuværende bedste bærbare computere. Alle materialer føles behagelige at røre ved, og metalbunden er solid. Bunden har nogle skrå kanter, som man kan mærke, når man løfter computeren. Det er en lille særhed i designet, som viser, at der er tænkt over tingene.

Prisen på Galaxy Book6 Pro er til gengæld også til at tage og føle på. Jeg testede 14-tommer-modellen, som koster det samme som 16-tommer. Til gengæld er den noget lettere, men der er stadig tale om en dyr bærbar computer.

Latest Videos From

Book6 Pros generelle ydeevne er fremragende. Den kan håndtere alle former for opgaver uden problemer, og jeg var også overrasket over dens relativt gode gaming-ydeevne, trods manglen på en dedikeret GPU. Den var i stand til at køre krævende-titler med flot grafik uden at blive brandvarm eller hakke i det.

Samsung Galaxy Book6 Pro

(Image credit: Peter Hoffmann)

Skærmen er lys, skarp og farverig, og touchscreen-funktionen er også fremragende. Det gælder brug i hverdagen til arbejde, men kommer virkelig til sin ret ved indhold som video eller spil. Den har også indbyggede AI-evner med Co-Pilot, så her får man altså en intelligent digital medhjælper med i købet.

Tasterne på Galaxy Book6 Pro er lidt tungere, end jeg er vant til på en bærbar. Det betyder ind imellem, at jeg ikke taster hårdt nok til at det bliver registreret. Det kræver tilvænning. Layoutet er også lidt presset, så det føles som tasterne sider meget tæt. Der er dog ikke blevet plads til numerisk tastatur, men det ville også se underligt ud.

Touchpad'en har en god størrelse, og hvis du som jeg kommer til at trykke på den, imens du skriver, så kan du deaktivere den med et enkelt tryk.

Batterilevetiden er udmærket uden at være fantastisk. Den holdt til 14 timers video, hvilket er fint til de fleste. Galaxy Book6 Pro er en dyr investering, men når man får den kvalitet, den kraftige ydelse og den fantastiske skærm på Samsungs supertynde bærbare med i købet, så er den faktisk pengene værd.

Samsung Galaxy Book6 Pro anmeldelse: Specifikationer

Swipe to scroll horizontally
Row 0 - Cell 0

Specifikationer

Pris

21.299 kroner

CPU

Intel Core Ultra 7 356H (op til 4,7 GHz, 16 kerner)

GPU

Intel Arc-grafik (integreret)

RAM

32GB LPDDR5x

Lagerplads

512GB PCIe 4.0 NVMe M.2 SSD

Skærm

14 tommer, 2.880 x 1.800 (WQXGA+), Dynamic AMOLED 2X, antirefleks, berøringsskærm

Porte og forbindelser

2 x USB-C (Thunderbolt 4), 1 x USB-A 3.2, 1 x HDMI 2.1, 1 x 3,5 mm kombi-lydstik; Wi-Fi 7, Bluetooth 5.4

Batteri

67,18Wh

Mål

314,2 x 220,6 x 11,6 mm 

Vægt

1,24 kg

Anmeldelse af Samsung Galaxy Book6 Pro: Pris og tilgængelighed

Samsung Galaxy Book6 Pro

(Image credit: Peter Hoffmann)
  • Fra 21.299 kroner
  • Kan købes nu
  • Dyr, men på niveau med visse andre modeller

Prisen på vores 14-tommer testmodel Galaxy Book6 Pro starter ved 21.299 kroner, og modellerne er tilgængelige nu. Den kommer med 32 GB RAM og 1 TB lagerplads. Den har en virkelig lækker Dynamic AMOLED 2X antirefleks skærm med touch-betjening og en 2880 x 1800 (WQXGA+) opløsning. Den har en Intel Core Ultra-7 356H-processor, og så har den overraskende nok et integreret grafikkort.

Galaxy Book6 Pro er altså en dyr bærbar computer – hvilket dog ikke er så underligt i betragtning af dens design og specifikationer. Der findes også billigere versioner med færre ram og svagere CPU. Det er stadig mange penge, og til den pris havde jeg forventet flere porte.

  • Værdi: 3.5/5

Anmeldelse af Samsung Galaxy Book6 Pro: Design

Samsung Galaxy Book6 Pro

(Image credit: Peter Hoffmann)
  • Utrolig tynd
  • Kabinet i massivt metal
  • Samme vægt som MacBook Air - men mere skærmplads

Ligesom mange af Samsungs mobilenheder er Galaxy Book6 Pro en elegant maskine med et eksklusivt udseende. Den mørkegrå farve er virkelig elegant og giver computeren et ret eksklusivt look.

Alle kanter er helt flade, mens hjørnerne, der er mere afrundede end hos de fleste andre modeller, giver designet et blødere udtryk. Undersiden er fri for unødvendige detaljer og har blot fire gummifødder i hvert hjørne. De føles lidt store, men får computeren til at stå solidt.

Generelt virker byggekvaliteten i Galaxy Book6 Pro virkelig solid. Kabinettet i metal er yderst robust. Hængslet åbner uden at være for tung, og holder samtidig positionen. Rammen omkring skærmen er utrolig tynd, hvilket altid er dejligt at se, men der mangler en mulighed for fysisk at lukke for webkameraet. På tastaturet sidder fingeraftrykslæseren, som også fungerer som tænd/sluk-knap. Den er dejligt stor, så det er nemt at ramme rigtigt, og det gør faktisk en stor forskel, så den hurtigt låser skærmen op.

Tasterne virker også solide og er udstyret med baggrundsbelysning. De er en lillebitte smule tungere at taste på, men det er et spørgsmål om tilvænning. Til gengæld føles det som om backspace-tasten sidder usædvanligt langt fra håndens naturlig position, så man skal ligesom strække lillefingeren for at ramme den. Det kræver mere tilvænning og selv efter en uge rammer jeg ikke hver gang.

Det bedste af det hele er dog, hvor tynd Galaxy Book6 Pro er. Den minder om MacBook Air M1, da den bliver tyndere mod den forreste ende. Vægten er 1,24 kg, og det er flot klaret. For den nyeste MacBook Air M4 i 13 tommer vejer 1,23 kg. Så Samsung formår altså at give dig en hel tomme mere skærmplads og øger kun vægten med 10 gram. Det er imponerende.

  • Design: 4.5/5

Anmeldelse af Samsung Galaxy Book6 Pro: Ydeevne

Samsung Galaxy Book6 Pro

(Image credit: Peter Hoffmann)
  • Overraskende god grafisk ydeevne
  • Fremragende skærm
  • Tasterne er lidt tunge
Benchmark-resultater for Samsung Galaxy Book6 Pro

3DMark: Night Raid: 46.524; Fire Strike: 13.987; Steel Nomad: 1.413; Solar Bay: 28.816; Solar Bay Unlimited: 29.056; Solar Bay Extreme: 4.270; Solar Bay Extreme Unlimited: 4.300

Geekbench 6.5: Multicore: 16.837; Single-core: 2.880

Cinebench R23: Multi Core: 16.250; Cinebench R24: Single Core: 121; Multi Core: 995

Crossmark: Samlet: 2.125; Produktivitet: 1.906; Kreativitet: 2.567; Respons: 1.670

Passmark samlet: 9.831,3; CPU: 36.603,9; 2D-grafik: 889,8; 3D-grafik: 9.241,2; Hukommelse: 4.155,5; Disk: 43.906,2

BlackMagicDisk: Læse: 4.369 MB/s; Skrive: 3.371 MB/s

HandBrake 4K til 1080p: 85 fps

Total War: Warhammer III: 1080p, Medium: 76 fps

Total War: Warhammer III: 1800p, Ultra: 22 fps

Batterilevetid (TechRadar-filmtest): 14 timer og 52 sekunder

Galaxy Book6 Pro har en virkelig imponerende ydeevne. Den klarer både almindelig browsing og produktivitetsopgaver samt 4K-streaming uden problemer.

Den arbejder stort set lydløst, når jeg bruger nettet eller skriver. Det eneste tidspunkt blæseren kører i høje omdrejninger, var når jeg spillede. Men selv her klarede Galaxy Book6 Pro sig overraskende godt. Selvom den ikke har et dedikeret grafikkort, formåede den at køre Cyberpunk 2077 uden at blive brandvarm eller hakke for meget i det.

Selvfølgelig kan Galaxy Book6 Pro ikke erstatte en ægte gaming-bærbar, og tastatur-layoutet kan føles lidt klemt, når man styrer spillet via de sædvanlige WSAD-taster; men ydelse er stadig virkelig imponerende.

Der var mærkbar varme over hele tastaturet under de mest intensive opgaver, uden tvivl en konsekvens af det tynde design – men heldigvis holdt temperaturen sig inden for et acceptabelt.

Samsung Galaxy Book6 Pro

(Image credit: Peter Hoffmann)

AMOLED-skærmen er imponerende og opløsningen på 2880 x 1800p er tilfredsstillende skarp. Skærmen leverer (typisk for Samsung) levende og intense farver med dyb kontrast. Touch-skærmen er effektiv og reagerer hurtigt. Skærmen er udstyret med afrundede hjørner på rammen, og det ser både stilfuldt og lidt afslappet ud på samme tid.

Tasterne er behageligt dæmpede, så de ikke støjer. De er lave og har et ret kort tastetryk. De føles en smule tungere end andre bærbare at skrive på. I begyndelsen betød de, at mine tastetryk ind imellem ikke blev registreret. Men efter noget tid, vænner man sig til at taste lidt hårdere.

Selvom layoutet føles lidt klemt, er det udmærket at skrive på. Men man må undvære det numeriske tastatur. Touchpad'en har en behagelig størrelse og fungerer fint til navigation. Når jeg skriver på tastaturet, kommer jeg ind imellem til at røre touchpad'en, som så aktiverer ting. Det er irriterende, og måske skyldes det min skrivestil, for det sker også med andre bærbare. Heldigvis kan jeg her slå touchpad'en fra, så det ikke sker.

  • Ydeevne: 4.5/5

Anmeldelse af Samsung Galaxy Book6 Pro: Batterilevetid

  • Gennemsnitlig batterilevetid
  • Hurtig opladning

Galaxy Book6 Pro har en gennemsnitlig batterilevetid. Ved afspilning af video holdt den lidt over 14 timer. Samsung skriver, at den kan holde i op til 30 timer, men det kommer selvfølgelig an på, hvad man så laver. Mht. opladning gik det faktisk ret hurtigt. Den kan lade med op til 65W, og så tager opladningen cirka 2 timer. Men allerede efter en halv time var den på cirka 30 %.

  • Batterilevetid: 3.5/5

Skal du købe Samsung Galaxy Book6 Pro?

Swipe to scroll horizontally
Row 0 - Cell 0

Notes

Rating

Værdi

Superdyr, selv om basismodellen ikke er en dårlig ultrabook.

3.5/5

Design

Der er ikke meget at sætte en finger på, hvad angår byggekvalitet og materialer. Den er utrolig tynd, og har mere skærmplads en MacBook Air på 13-tommer.

4.5/5

Ydeevne

Galaxy Book6 Pro klarer sig godt, selv ved grafikkrævende opgaver, og den lækre AMOLED-berøringsskærm er virkelig fantastisk. Tasterne er dog lidt tunge, og deres placering kræver tilvænning.

4.5/5

Batterilevetid

Udmærket uden at være prangende. Den kan godt klare en arbejdsdag, og den lader hurtigt op.

3.5/5

Samlet vurdering

Hvis du har penge nok, vil du næppe blive skuffet over denne bærbare computers udseende og ydeevne.

4.5/5

Køb Samsung Galaxy Book6 Pro, hvis…

Du vil have en fantastisk skærm
AMOLED-teknologien kommer virkelig til sin ret her, og opløsningen er superskarp. Det kan man godt nyde, selv på en 14-tommer skærm.

Du ønsker fremragende ydeevne på alle fronter
Galaxy Book6 Pro leverer en virkelig god ydelse. Det er imponerende i betragtning, at den ikke har et dedikeret grafikkort.

Køb den ikke, hvis…

Du vil spare penge
Galaxy Book6 Pro er bestemt dyr, og selvom der findes mange bærbare i samme prisklasse, er der endnu flere, som er betydeligt billigere.

Du har brug for mange porte
Galaxy Book6 Pro har ikke helt så mange porte, som jeg godt kunne tænke mig. Er du typen, der har brug for alverdens kablede tilbehør, kan det godt være, du skal købe en dock eller en anden bærbar.

Sådan testede jeg Samsung Galaxy Book6 Pro

Samsung Galaxy Book6 Pro

Skærmen er fantastisk med skarpe detaljer og smæk på farverne. (Image credit: Peter Hoffmann)
  • Testet til arbejde og underholdning
  • Testet med forskellige benchmark-tests

Galaxy Book6 Pro er testet i en uges tid. Jeg har brugt den til alle mulige opgaver, lige fra almindelig internetsurfing og kontorarbejde til 4K-streaming og AAA-spil. Jeg har også kørt vores serie af benchmark-tests, der med laver forskellige tests af ydeevnen på den bærbare computer.


Peter Hoffmann
Redaktør TechRadar Danmark

Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.

Med bidrag fra