Den nye Zeekr 9X hybride elbil med seks sæder og 737 kilometers rækkevidde skal tage kampen op i luksusklassen

Zeekr 9X
(Foto: Zeekr)

Den store luksus-SUV er udviklet på Zeekrs globale designcenter i Göteborg og kommer til Europa med seks siddepladser og i den højt udstyrede Ultra-version. Modellen skal placere Zeekr længere oppe i luksusklassen, hvor mærket vil konkurrere på komfort, teknologi og køreegenskaber.

Zeekr har endnu ikke offentliggjort de fulde europæiske specifikationer, men de foreløbige tal peger på en bil med både stor rækkevidde og usædvanligt hurtig opladning.

Zeekr 9X

(Image credit: Zeekr)

Elmotorerne står for den almindelige kørsel

Zeekr 9X introducerer producentens nye Super Hybrid-drivlinje. Ved almindelig kørsel er det elmotorerne, der driver bilen, mens benzinmotoren primært fungerer som generator og producerer strøm til batteriet efter behov.

Latest Videos FromTechRadar

Ved højere hastigheder eller kraftig acceleration kan benzinmotoren også bidrage direkte til fremdriften gennem forakslen. Systemet skal ifølge Zeekr kombinere den støjsvage og umiddelbare oplevelse fra en elbil med den større fleksibilitet, som en hybriddrivlinje kan give.

Drivlinjen bygger på en 900-volts arkitektur. Zeekr oplyser, at batteriet kan oplades fra 10 til 80 procent på 9,5 minutter ved en kompatibel DC-hurtiglader.

Den samlede rækkevidde er foreløbigt opgivet til op mod 737 kilometer. Zeekr har dog ikke oplyst, hvor stor en del af rækkevidden bilen kan tilbagelægge alene på strøm.

Zeekr 9X

(Image credit: Zeekr)

En kabine med 47-tommer head-up-display

Indvendigt har Zeekr anvendt materialer som nappalæder, ægte træ og mikroruskind (kunstigt, men føles som ruskind). Kabinen er fordelt på tre sæderækker, og bilen er indrettet til seks personer.

Føreren får et 47-tommer stort head-up-display, som strækker sig hen over forruden, mens infotainmentsystemet betjenes gennem en 17-tommer OLED-skærm.

Passagererne på anden sæderække får desuden deres egen skærm til blandt andet komfort- og underholdningsfunktioner. Lydsystemet er udviklet af britiske Naim og består af 32 højttalere (ja, det er mange højttalere).

Zeekr 9X får også en adaptiv luftundervogn med dobbelt luftkammer, elektronisk styrede støddæmpere og aktiv støjreduktion. Et af sæderne på anden række kan lægges næsten helt ned og fungerer ifølge Zeekr som et såkaldt Business Class-sæde.

Zeekr 9X

(Image credit: Zeekr)

God plads trods tre sæderækker

De store bagdøre kan åbne i en vinkel på op til 90 grader, og elektriske indstigningstrin skal gøre det lettere at komme ind og ud af bilen.

Bagagerummet rummer 677 liter, når alle sæder er i brug. Foldes anden og tredje sæderække ned, stiger kapaciteten til 2.148 liter. Bilen må desuden trække en anhænger på op til 2.000 kg.

Førerassistentsystemerne benytter en kombination af lidar, kameraer, radar og ultralydssensorer. Derudover får bilen adaptive matrixforlygter og understøttelse af trådløse softwareopdateringer.

Zeekr 9X

(Image credit: Zeekr)

Pris og tilgængelighed

Zeekr har endnu ikke offentliggjort den danske pris eller et præcist tidspunkt for lanceringen af Zeekr 9X.

Producenten understreger samtidig, at specifikationerne endnu ikke er endeligt valideret eller typegodkendt. Opladningstid, rækkevidde og andre præstationsdata kan derfor blive ændret, inden den europæiske version kommer på markedet.

Peter Hoffmann
Redaktør TechRadar Danmark

Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.