Yaber lancerer udvalg af projektorer i Danmark
Fire modeller introduceres i Norden – de skal forene brugervenlighed, design og billedkvalitet

Projektormærket Yaber har nu lanceret sine produkter i Danmark med fire modeller, der retter sig mod både hjemmebiograf, arbejde og fritid. Det markerer virksomhedens første officielle entré på det nordiske marked.
Yaber blev grundlagt i 2018 og har siden solgt over to millioner projektorer på verdensplan. Firmaet har modtaget både Red Dot Award og CES Innovation Award 2024, og nu introduceres dets første nordiske produktsortiment til det danske marked via forhandlere som Proshop.dk, Coolshop.dk og Mobilcovers.dk.
Fire modeller i sortimentet
Topmodellen K3 Pro er rettet mod hjemmebiografbrugere. Den understøtter 1080p-opløsning og har en lysstyrke på 1.600 ANSI lumens. Projektoren er udstyret med JBL-højttalere og Dolby Audio samt en separat subwoofer. Funktionen NovaGlow™ skal sikre skarpe billeder, mens CoolSwift™ bidrager til køling og støjsvag drift. K3 Pro har Google TV integreret og koster 5.999 kroner.
Modellen K2s har ligeledes 1080p-opløsning og en lysstyrke på 1.000 ANSI lumens. Den er udstyret med JBL-lyd, Wi-Fi 6 og understøtter Alexa stemmestyring. Projektoren leveres med TV-dongle og indeholder funktioner som Quiet Mode og Ambient Mode. K2s har en vejledende pris på 4.199 kroner.
T2 Plus er udviklet som en bærbar løsning. Den har 1080p-opløsning, indbyggede JBL-højttalere og op til 2,5 timers videoafspilning på én opladning. Den velegner sig ifølge producenten til både rejser og udendørs brug. Prisen er 3.399 kroner.
Yaber L2 Plus
Den mest prisvenlige model i sortimentet er L2 Plus, der er målrettet hverdagsbrug i hjemmet. Projektoren har 1080p-opløsning, 700 ANSI lumens og to 8W JBL-højttalere. Den kører næsten lydløst og bruger ifølge Yaber over 50 procent mindre strøm end traditionelle LED-løsninger. L2 Plus koster 2.299 kroner.
Alle modellerne er nu tilgængelige på det danske marked.
Få daglig indsigt, inspiration og tilbud i din indbakke
Tilmeld dig de seneste nyheder, anmeldelser, meninger, topteknologiske tilbud og mere.
Se også...

Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.