Danske Openhagen mikser tech og design i unik projektor

Openhagen LightBoks
(Foto: Openhagen)

Det danske startup Openhagen har eksisteret siden 2019. Openhagen er ifølge stifter Muri sat i verden for at lave produkter, der relaterer til lyd og træ. Deres sortiment rummer f.eks. en foldbar guitar-hænger og en stand til høretelefoner.

Ideen til projektoren opstod i august 2023m da Muri ville have fat i en projekter til sit hjem. ”Jeg ville prøve at finde en projekter, der var smuk og flot og som passede ind i mit hjem, og det var der ikke rigtigt”, fortæller han. Derfor gik han i gang med at udvikle en.

Projektoren – den hedder LightBoks– er nu færdigudviklet, og projektet er live på crowdfunding-hjemmesiden Kickstarter lige nu. Og meget tyder på, at Muri ikke er den eneste, der har ledt efter en pæn projektor. I hvert fald blev målet om finansiering på nået på en halv time på Kickstarter, og i skrivende stund ligger der bestillinger for over 500.000 kroner.

For pengene får køberne en projektor, som ifølge Openhagen kan lidt af hvert. Det er først og fremmest en projektor, der kan skabe et billede fra 42-200 tommer. Skærmen understøtter 4K, og den har også indbyggede højttalere, men det er også muligt at tilslutte ekstra højttalere.

Kan stå vandret og lodret

Openhagen LightBoks

Openhagen LightBoks til højre ved siden af en anden projektor.  (Image credit: Openhagen)

Ud over designet i træ, har projektoren også et særligt trick, som vil glæde storforbrugere af sociale medier: Den kan vendes, så billedet skifter fra bredformat til højformat. Dermed er det altså muligt at få vist typiske videoer fra sociale medier i fuldt format i gigantisk størrelse.

Nedsat pris til mandag kl. 14

Openhagen Kickstarter-kampagnen kører nu, og det er muligt at få rabat på LightBoks indtil da. Prisen er underkampagnen sat til 599 dollars – omkring 4.200 kroner. Efter kampagnen er det meningen, at den skal koste 999 dollars – omkring 7.000 kroner. Vi har ikke selv testet LightBoks, men set en kort demonstration af enheden hos Openhagen, og det ser ganske flot ud.

Peter Hoffmann
Redaktør TechRadar Danmark

Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.