Du bliver muligvis nødt til at vente til november, før du kan købe Samsungs tri-fold mobil – og selv da kan det være svært at få fat i en

Samsung Galaxy Z Fold 7
Samsung Galaxy Z Fold 7 sælger tilsyneladende godt. (Foto: Philip Berne / Future)

  • En ny melding peger på begrænset tilgængelighed for Samsungs trefoldede telefon
  • Vi må muligvis vente til november, før den kommer i salg
  • Selv da kan det være svært at finde den uden for Sydkorea og Kina

Alt tyder på, at Samsung planlægger at afsløre sin første trefoldede telefon ved et arrangement mandag den 29. september – men hvis en ny rapport er korrekt, bliver vi nødt til at vente et stykke tid, før den faktisk kommer i salg.

Rapporten kommer fra det sydkoreanske ET News (via @Jukanlosreve), og selvom vi er afhængige af Google Translate for at forstå alle detaljerne, er forudsigelsen her, at telefonen først vil være tilgængelig i november.

Derudover vil der i første omgang kun blive produceret 50.000 enheder, da Samsung tilsyneladende ønsker at teste markedet for at se, hvordan den nye enhed bliver modtaget – til sammenligning forventes der at blive solgt cirka ti gange så mange Samsung Galaxy Z Fold 7-enheder.

Dette giver mening i lyset af et par andre detaljer, vi har hørt om denne foldbare enhed: At den vil være rigtig dyr (måske helt op til 30.000 kroner), og at den i første omgang kun vil være tilgængelig i Sydkorea og Kina.

En begrænset lancering

Huawei Mate XT

Huawei Mate XT var den første trefoldede telefon, der blev lanceret. (Image credit: Future)

Der er ingen tvivl om, at Samsung-fans uden for Sydkorea og Kina vil være skuffede over ikke at have mulighed for at købe denne telefon, men vi har set denne strategi fra virksomheden før, senest med Galaxy Z Fold Special Edition, der blev lanceret i oktober 2024.

Den seneste rapport fra ET News nævner ikke noget om international tilgængelighed, så vi må bare vente og se – men 50.000 enheder rækker ikke langt. Artiklen siger også, at Galaxy Z Fold 7 sælger godt, og at Samsung ikke ønsker at risikere at påvirke salget her for meget med en ny enhed.

På nuværende tidspunkt er der simpelthen ikke nok markedsdata til at vide, hvor populær Samsungs trefoldede telefon vil blive. Den eneste trefoldede telefon på markedet lige nu er Huawei Mate XT – som også er meget dyr og svær at få fat i de fleste dele af verden. Den er i hvert fald ikke til at få fingre i her i Danmark.

Alle øjne er derfor rettet mod Samsung den 29. september – hvis det da er lanceringsdatoen for den tredobbelte foldbare telefon, som først blev teaset tilbage i januar.

Inden da forventer vi at se Galaxy S25 FE og Galaxy Tab S11-serien her i begyndelsen af september.

Læs mere

TOPICS
Peter Hoffmann
Redaktør TechRadar Danmark

Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.

Med bidrag fra