Den nye Viaplay originalserie ’Drenge’ af Jonas Risvig er lige på trapperne. Nu offentliggøres første teaser. Serien dykker ned i et mørkere univers, når vi følger et drengekor i Silkeborgs smukke natur. På overfladen repræsenterer de kyskhed med deres blide og rene sangstemmer i kirkens salige rum. Men når kirkeklokkerne ikke ringer, dyrker de deres forbudte drifter i et næsten ubrydeligt sammenhold baseret på alkohol, sex og grænsesøgende vildskab.
’Drenge’ har premiere 14. august på Viaplay.
’Drenge’ handler om at finde sin identitet i en tid, hvor man ikke længere har en entydig manderolle at læne sig op ad. For mens drengene forsøger at finde ud af, hvilken type mænd de skal være, afsøger de både lys og mørke, skyld og uskyld, tro og nihilisme og de har gjort deres generations eksistentielle modsætningsforhold til en livsstil og et statement. Da en af drengene, Lasse, omkommer i en mistænkelig drukneulykke og en ny dreng, Robin, træder ind i gruppen, bliver deres loyalitet og sammenhold sat på prøve. Se teaseren nedenfor:
'Drenge' er syv afsnit af ca. 25 minutter og har premiere på Viaplay 14. august 2022.