Er du fan af Player Unknowns Battlegrounds, men synes at 99 modstandere er en smule for lidt, så kan det være, du skal tage et kig på Mavericks: Proving Grounds.
På E3 2018 annoncerede spillets udviklerstudie, Automaton, at deres battle royale-spil, hvor 400 spillere kan angribe hinanden, starter beta-test den 18. august. Registrerer du en konto inden den 17. juni får du også adgang til en E3-pakke fuld af unikke kosmetiske genstande.
Spillet, som først blev fremvist i løbet af PC Gamer Weekender i februar, er ikke kun en PUBG-klon. Planen er, at spillet i 2019 skal udvides til et MMO-skydespil med til op mod 1.000 spillere.
Tager man et kig på traileren, kan det se ud som om, at Provinng Grounds får et mere dynamisk kort, der både indeholder mudrede sletter, brændende ruiner og andre spændende miljøer med detaljer som f.eks. dynamisk vand.
Tilbage er kun at se, om Mavericks satsning på flere spillere vil trække opmærksomheden væk fra PUBG og ikke mindst Fortnite.
- Tjek vores E3 2018-site for seneste nyt om spil og gaming.