Canon er klar med opgraderinger af populært objektiv

Canon Europa er nu klar med opgraderinger af et af deres mest populære objektiver i den kendte L-serie. Det er begge udgaver af EF 70-200 mm. objektivet, der er tale om, nemlig EF 70-200 mm. f/4L IS II USM og EF 70-200 mm. f/2.8L IS III USM. Brændvidden 70-200 mm. er utrolig populær hos både professionelle fotografer og fotoentusiaster, da netop dette spænd giver høj grad af fleksibilitet, såvel ved standardfotografering som ved fotografering af motiver, der skal trækkes helt tæt på.

EF 70-200 mm. f/4L IS II USM bygger på mange af egenskaberne fra forgængeren, såsom robusthed og et ergonomisk design. Vægten er blot 780 gram, og dermed er der tale om et objektiv, der er målrettet den travle fotoentusiast, som skal fotografere under en række forskelligartede forhold.

Objektivet er forsynet med en Fluorine coating, der mindsker risikoen for, at støv og vanddråber sætter sig fast på frontlinsen, mens en Super Spectra coating eliminerer reflekser samt genskin. Fluorite linseelementerne sørger for at korrigere eventuelle farveafvigelser, hvilket sikrer høj opløsning og god kontrast, der mindsker tidsforbruget til efterbehandling.

EF 70-200 mm. f/4L IS II USM’s faste blænde i f/4 hele zoomfeltet sikrer ensartet eksponering ved fotografering under forskelligartede forhold, og den 9-bladede, cirkulære blænde gør det muligt at arbejde kreativt med dybdeskarpheden. Endvidere er objektivet forsynet med en nyudviklet Image Stabilizer-enhed, der bygger på designet fra storebroderen, EF 100-400 mm. f/4.5-5.6L IS II USM. Dermed leveres 5 blændetrins forbedring ved fotografering under dårlige lysforhold mod kun 3 blændetrin på forgængeren.

Det nye EF 70-200 mm. f/4L IS II USM benytter en kombination af en Ring USM og en ny tredjegenerations EF-motor. Sammen med en ny, højtydende kontrol CPU og ny firmware betyder det både højere hastighed og bedre præcision i fokuseringen, hvilket især er essentielt ved f.eks. sports- eller action-fotografering. Fokusfunktionen er stort set lydløs og kan indstilles manuelt, så det er muligt at komme ned på en mindste fokuseringsafstand på blot 1 meter modsat 1.2 meter på forgængeren.

 Kamerarystelser er heller ikke noget brugere af EF 70-200 mm. f/2.8L IS III USM behøver bekymre sig om, da objektivets Image Stabilizer giver hele 3.5 blændetrin mere at arbejde med. En USM-motor af ringtypen giver lydløs autofokusering, og manuelle justeringer kan ske blot ved at dreje på fokuseringsringen.