Anmeldelse: Sonos Arc Ultra - den bedste alt-i-en Dolby Atmos-soundbar til prisen

Sonos Arc Ultra er mere storslået på alle måder.

Sonos Arc Ultra
(Image: © Peter Hoffmann)

TechRadar Konklusion

Sonos Arc Ultra er den bedst lydende enkeltstående soundbar, du kan købe til prisen lige nu. Den har en imponerende bas for noget så kompakt; den har en fremragende afbalanceret lyd med klar dialog, der passer naturligt ind i resten af filmens lydspor; og den har en overbevisende Dolby Atmos-positionering og lagdeling af 3D-lyd med stor bredde og fremragende højde. Men det er frustrerende, at den ikke har HDMI-passthrough eller DTS-understøttelse.

For

  • +

    Fuld lyd og stor taleklarhed

  • +

    Meget gode Dolby Atmos-effekter

  • +

    Supergod lyd trods kompakt design

Imod

  • -

    Ingen HDMI-passthrough-porte

  • -

    Ingen DTS-understøttelse

  • -

    Giver ikke samme Dolby Atmos-effekt som setup med flere højttalere

Hvorfor du kan stole på TechRadar Vores ekspert anmeldere bruger timer på at teste og sammenligne produkter og tjenester, så du kan vælge det bedste for dig. Find ud af mere om, hvordan vi tester.

Sonos Arc Ultra: Anmeldelsen kort

Sonos Arc Ultra er det nye flagskib i Sonos' soundbar-serie, og den tager alt det, der var godt ved den oprindelige Arc, og løfter det op på et nyt, fremragende niveau. Bedre Dolby Atmos-effekter, bedre bas, bedre taleklarhed, bedre tilslutningsmuligheder.

Sonos Arc Ultra er et stort skridt fremad for musikkvaliteten i forhold til den originale Sonos Arc, og den leverer også en klar og tydelig forbedring i forhold til filmlyd. Sonos Arc Ultra hører til blandt de bedste soundbarer i verden. 

Er det værd at opgradere fra den oprindelige Sonos Arc? Det afhænger af, hvor stor en filmfan du er. Efter at have haft den originale Sonos Arc som fast soundbar i en længere periode, synes vi, at Arc Ultra leverede mærkbare forbedringer mht. lydbalance og den klarere tale. Der er også tydelig forbedring af Dolby Atmos-effekternes placering. Så det vil være svært at skifte tilbage til Arc, selv om den også i sig selv er fantastisk. Hvis man har den originale Sonos Arc og er glad for lyden, er der bestemt ikke nogen grund til at løbe ud og opgradere til Sonos Arc Ultra. 

Sonos Arc Ultra har og også originalens største fejl, som er, at den ikke har nogen HDMI-passthrough-port. Det er underligt, i en tid, hvor mange ønsker at tilslutte flere-enheder, så man nærmest ikke kan få HDMI-porte nok. Især fordi mange af Sonos'  konkurrenter nu kommer med HDMI-passthrough. Du får heller ikke DTS-understøttelse, hvilket er en skam, men det vil ikke være et stort problem for de fleste. Sonos Arc Ultra får stadig en varm anbefaling fra os, men det er ikke sikkert, at den passer bedst til din opsætning på grund af HDMI-begrænsningen.

Det er ingen hemmelighed, at Sonos har haft udfordringer med deres app i år efter en katastrofal opdatering. Mange af ændringerne er rullet tilbage, og Sonos har lovet at løbende at forbedre appen, så brugerne får en bedre oplevelse. 

Vi havde i hvert fald ingen problemer med opsætning af Sonos Arc Ultra, da vi brugte appen til at arbejde med forskellige konfigurationer og ændre indstillinger.

Vi anmelder Sonos Arc Ultra som en enkelt soundbar her, selvom vi har testet den med Sub 4, og vi kommer også ind på den samlede oplevelse. 

I vores øjne giver Sonos Arc Ultra dig den bedste filmoplevelse, du kan få fra en alt-i-en-soundbar til under 7.500  kroner. Du kan også få Samsung HW-Q990D til cirka samme pris, og her får du både soundbar, subwoofer og to baghøjttalere med til prisen, hvilket giver en bedre surround-oplevelse. Og Sonys Bravia Theater Bar 9 er en vigtig konkurrent - og det er en alt-i-en-soundbar ligesom Arc Ultra. Men her får du noget ekstra i form af en HDMI-port, der understøtter HDMI-passthrough og 4K 120Hz og DTS-understøttelse. Den koster så også ca. 1.200-1.400 kroner mere end Sonos Arc Ultra. Samtidig er den også endnu større end Arc Ultra.

Sonos Arc Ultra foran et 55-tommers tv

Sonos Arc Ultra findes også i sort. (Image credit: Future)

Sonos Arc Ultra: Pris og tilgængelighed

  • Lanceret oktober 2024
  • Pris: 7.499 kroner

Sonos Arc Ultra er prissat ret godt til 7.499 kroner. Det er mange penge, men andre flagskibsmodeller kan koste langt mere, f.eks. Devialet Dione, som koster fra knap 16.000 kroner herhjemme, eller Sony Bravia Theater Bar 9 til 8.999 kroner. 

Det er selvfølgelig ikke billigt, og du kan finde Samsung HW-Q800D til en lavere pris, men det er ikke en alt-i-en-soundbar, så den kræver noget mere plads. For en premium soundbar er prisen på Arc Ultra ret fornuftig.

Sonos Arc Ultra: Specifikationer

Swipe to scroll horizontally
Dimensioner (B x H x D)75 x 1.178 x 110,6mm
Højttalerkanaler9.1.4
Forbindelser:1x HDMI med eARC, Ethernet, Wi-Fi, Bluetooth
Dolby Atmos/DTS:XJa/Nej
Sub inkluderetNej
Baghøjttalere inkluderetNej
FunktionerSonos multi-room, TruePlay tuning, AirPlay 2

Sonos Arc Ultra

Sonos Arc Ultra har den første brug model med Sonos' nye Sound Motion-driverteknologi. (Image credit: Peter Hoffmann)

Sonos Arc Ultra: Funktioner

  • 9.1.4 højttalerkanaler med Sound Motion-bashøjttaler
  • Alle Sonos' sædvanlige specialkompetencer plus Bluetooth
  • Dolby Atmos-understøttelse, men ingen DTS

Ligesom den oprindelige Sonos Arc er dette en Dolby Atmos-soundbar med HDMI eARC-forbindelse, trådløs Sonos-understøttelse af flere rum og valgfri stemmestyring fra Alexa eller Sonos' egen mere begrænsede stemmeassistent.

Den største nyhed er Sound Motion-driveren, som leverer stor bas fra en lille højttaler, og en generelt forbedret højttaleropsætning, der nu leverer 9.1.4 lydkanaler sammenlignet med 5.0.2 fra den oprindelige Sonos Arc.

Der er også Bluetooth-forbindelse i Arc Ultra, hvilket er første gang for en Sonos-soundbar, men det er nu standard på de nyeste Sonos-højttalere, inklusive de seneste Sonos Era 100 og Sonos Era 300.

Sonos Arc Ultra fungerer naturligvis med Sonos´udvalg af Sub-subwoofere (herunder den nye Sub 4 samt ældre modeller), og du kan tilslutte Arc Ultra til baghøjttalere for at få en ægte surround sound-opsætning. Arc Ultra er den første Sonos-soundbar, der ikke fungerer med Sonos Play:1- eller Play:5-højttalerne - men den fungerer stadig med Sonos One, Sonos Five, Era-modellerne eller med to kablede højttalere, der er forbundet til en Sonos Amp.

Sonos' TruePlay-teknologi til rumindstilling er opgraderet, så den nu endelig er tilgængelig på Android i en ny version, som også er tilgængelig på iOS. Denne nye version vil nok være at foretrække for mange mennesker, fordi den er meget nemmere at bruge. Den bruger Arc Ultras eget mikrofoner til at teste lyden i lokalet ved hjælp af en række forskellige lyde for at justere herefter systemets lyd for bedre præcision og Dolby Atmos-surround-effekter. På iOS skal du stadig bruge mobilen og bare sidde på din favoritplads foran fjernsynet for at lave et sæt målinger på mobilen først. Det samme som det oprindelige TruePlay-system gør - men så behøver du efterfølgende ikke at gå rundt i rummet og vifte din telefon op og ned.

Den største fejl ved Sonos Arc er, at den ikke har nogen HDMI-passthrough-porte. De fleste premium soundbars har mere end én HDMI-port - én til at forbinde til dit tv, og så mindst én anden, der sender video videre til dit tv, så du ikke mister brugen af en af dine HDMI-porte til at forbinde konsoller eller andre videobokse. Dette er dobbelt irriterende, hvis dit tv kun har to HDMI 2.1-porte til 4K 120Hz-understøttelse. For HDMI eARC er normalt en af disse porte, så du mister en af de vigtigste porte. (Mange LG- og Samsungs tv har fire HDMI 2.1-porte, så det er et mindre problem, og i 2025 vil langt flere tv have fire HDMI 2.1-porte - men det hjælper ikke, hvis du har et tv med få HDMI-porte stående).

Det er lidt frustrerende, da det allerede var en udfordring med den originale Sonos Arc, da den blev lanceret i 2020. Ifølge Sonos vil HDMI-passthrough tilføje yderligere kompleksitet, og de ønsker, at deres soundbars skal være så enkle som muligt. Det giver mening, men vi synes nu det er vigtigere, at det dækker de mest almindelige behov. Det er ikke optimalt, at man skal risikerer at miste muligheden for at tilslutte en enhed, bare fordi man bruger Sonos Arc Ultra som soundbar. Med en HDMI-passthrough-port ville vi været tæt på at give Arc Ultra en samlet femstjernet vurdering.

En anden udfordring er manglen på DTS-dekoder. Det er ikke et stort problem, hvis dit tv eller din afspilningsenhed kan omsætte DTS-HD til LPCM, hvilket mange kan. Vi afspillede DTS-HD Blu-rays under testen af Sonos Arc, og vi fik stor, kraftfuld lyd i høj kvalitet. Manglen på DTS:X er altså ingen katastrofe, men kan drille, hvis du primært ser film med DTS-surround-lyd.

Sonos Arc Ultra fungerer med audio-swap-funktionen i Sonos Ace-hovedtelefonerne, så du kan se få al lyd fra film og tv afspillet med fantastisk rumlig lyd på hovedtelefonerne, uden at du behøver at forstyrre resten af husholdningen. 

  • Funktioner: 4 / 5

Sonos Arc Ultra

Vi testede Arc Ultra alene og med Sonos nye subwoofer - Sonos Sub 4 (Image credit: Peter Hoffmann)

Sonos Arc Ultra: Ydelse

  • Fremragende dynamisk rækkevidde
  • Meget stærk Dolby Atmos-effekt
  • Meget tydelig tale og detaljer

Efter vores mening er Sonos Arc Ultra den bedst lydende soundbar med én boks, man kan få for under 8.000 kroner. Den leverer fyldig balance og spændende lyd med klar tale og fremragende højde og bredde. Højttaleren formår at hive dialogen langt frem i lydbilledet, hvilket fungerer fantastisk til film og tv-serier. 

Dolby Atmos-surround-effekter lyder ikke helt, som om lyden kommer helt omme bagfra os, hvilket også er umuligt uden baghøjttalere. Men det føles stadig levende og engagerende, og vi kan høre lyden bevæge sig rundt om os. Højdekanaler giver tydelig fornemmelse af bevægelse og har god præcision, så samlet set, fungerer Dolby Atmos-effekten godt, så vi får en følelse af 3D-positionering i rummet.

Alt er en forbedring i forhold til den oprindelige Sonos Arc. Det er ikke en revolution, men der er tydelige forbedringer, som hæver niveauet. Det gælder især taleklarhed og Dolby Atmos-effekter i film, hvor alting bare føles mere ekspansivt og mere i rummet end fra den ældre soundbar.

Vi prøvede Sonos' nye og opgraderede funktion til taleforbedring på Arc Ultra, og det fungerer effektivt, så talen kommer længere frem i lydbilledet og bliver meget klar.  Men faktisk var lyden allerede så tydelig, at vi troede, at funktionen var aktiveret på forhånd. Det var den ikke, og så blev det endnu bedre, men vi følte sjældent, at funktionen var nødvendig. Talen i Christopher Nolan-film kan være svær at høre, men vi testede den gamle og den nye Arc med dem, og der var et stort spring i tydeligheden på Arc Ultra.

Overraskende nok skabte den nye basdriver ikke så stor en effekt sammenlignet med den originale Sonos Arc i film, hvor der i forvejen er meget bas, men den hjælper med at få lyden til at føles mere fyldig generelt. Det gør, at den bas, som Arc Ultra kan generere, er bedre forbundet med mellemtonen, så den overordnede balance i scener med meget bas er stærkere - og generelt bare fremragende. Der er en god spredning af bassen, så den ikke føles for retningsbestemt, og virkningen er virkelig behagelig for sådan en relativt kompakt soundbar. 

Sound Motion-bashøjttaleren folder sig endnu mere ud, når vi spiller musik. Her er der markant forbedringer, hvis du sammenligner med den originale Arc. Vi oplevede massive forbedringer over hele frekvensområdet. Til musik lød den originale Arc uklar og afdæmpet sammenlignet med Arc Ultra ved samme lydstyrke. Når det gælder musik, leverer Arc Ultra i vores ører samme musikkvalitet som Sonos Era 300

Sonos Arc Ultra

(Image credit: Peter Hoffmann)

TruePlay-tuning hjælper Dolby Atmos og de finere detaljer med at komme tydeligere igennem, så den kan varmt anbefales. Der var ikke nogen klar forskel mellem den hurtige version og den fulde version i vores test, så den hurtige version er rigeligt til de fleste. 

Generelt leverer Arc Ultra en fremragende filmoplevelse i betragtning af, at der er tale om en alt-i-en soundbar. Det er den bedste kombination af et diskret design, effektiv lydgengivelse og 3D-effekter samt en rimelig pris i forhold til, hvad den kan. Dyrere soundbarer kan gøre det bedre, men Arc Ultra fylder mindre, og lyden her er fremragende.

Arc Ultra er her anmeldt som enkelstående produkt, men vi har også testet den med en Sub 4. Her bliver lyden for alvor formidabel. Selvom Sound Motion-teknologien i Arc Ultra er meget imponerende i sig selv, når det gælder bas, så tilføjer Sub 4 en helt ny dimension af bas. Her får du mærkbare, dybe frekvenser, som soundbaren alene simpelthen ikke kan nå. Du får bogstaveligt talt meget mere ud af dine film med den store sub, som lige nu koster 6.699 kroner. Hvis du vil have fantastisk biograf-lignende lyd, så bør du seriøst overveje at købe Arc Ultra og Sub 4 sammen. Det er virkelig en fantastisk oplevelse at se film med dén lydkvalitet.

Vores engelske kollega har testet Arc Ultra i den ultimative surround-opsætning med Arc Ultra, Sub 4 og 2 Sonos Era 300-højttalere og skriver, "Du kan virkelig mærke systemets samlede kraft. Selv med én subwoofer (du kan tilslutte en ekstra for at sprede bassen mere) kan du mærke kraften i de lave frekvenser overalt, med fremragende fylde i mellemtonen og en klar adskillelse af de højere frekvenser fra dette mix. Det er et virkelig godt forbundet system, og når man tester det op mod Samsung HW-Q990C, får man en mere tilfredsstillende lyd fra Sonos-opsætningen. Dog ikke overvældende meget, når man tænker på, at man betaler meget mere for Sonos-systemet - det beviser på en måde, hvorfor Samsungs top-end soundbarer er blandt de bedste Dolby Atmos-soundbarer. Men for dem, der har lægger vægt på lyden, er Sonos-systemets lyd overlegen", Matt Bolton, Senior Editor for TV og Audio hos TechRadar.

I vores test med Arc Ultra med Sub 4 fik vi også en mærkbart dybere og mere detaljeret lydprofil (efter TruePlay), end med vores tidligere opsætning med Sonos Arc og Sub 3. Lyden føles mere slagkraftige og med lidt mere bas, måske for at matche den bredere lydprofil, som soundbaren er i stand til at levere sammenlignet med den originale Arc. Hvis du virkelig går op i lyd, vil selv det at udskifte Arc med Arc Ultra være en opgradering. I det tilfælde vil det være en forholdsvis dyr opgradering, og hvis du ikke går helt så meget i detaljer med lyden, vil det være totalt overkill at skifte fra Arc til Arc Ultra. 

  • Ydelse : 5 / 5

Sonos Arc Ultra

Rillen til volumenkontrol ligner det, vi har set på andre af de nyeste Sonos-produkter. (Image credit: Peter Hoffmann)

Sonos Arc Ultra: Design

  • Meget veludført og diskret
  • Vigtige knapper er gemt på bagsiden
  • Kortere, men bredere end den originale Arc

Sonos Arc Ultra er ifølge Sonos 18 % mindre i volumen end den originale Sonos Arc, og det kommer til udtryk ved, at den er lidt lavere og smallere (hvilket er rart for dem med store tv-borde). Men den er faktisk lidt længere end Sonos Arc. Den er dog stadig god til tv'er på 55 tommer og opefter, og den den lavere højde kan gøre en reel forskel med nogle tv'er.

Den fås i sort og hvid, og det overordnede look er meget enkelt og klassisk. Et hårdt, buet gitter dækker det hele, og det er godt til bare at forsvinde ind i rummet, hvilket er, hvad de fleste mennesker vil have. Det nye design ser ud til at være mindre  modstandsdygtigt overfor fingeraftryk end det gamle, så vær opmærksom, hvis du har nysgerrige børn.

Knappen til aktivering af Bluetooth-parring sidder på bagsiden, hvilket er upraktisk for en soundbar, især hvis den er vægmonteret. Du kan parre fra Sonos-appen i stedet, men hvis man ofte skal koble enheder til Arc Ultra, vil man måske hellere have en Bluetooth-knappen ovenpå. Layoutet af knapper er i det hele taget  redesignet, herunder er rillen til styring af lydstyrken flyttet ud til højre. I midten har du stadig knapper til at afspille/pause og springe numre over.

Knappen til at slukke for mikrofoner til stemmestyring sidder også på bagsiden. Mikrofonerne er slået til som standard, så hvis du vil foretrækker privatliv, skal du huske at slukke for mikrofonen, inden du sætter højttaleren op. På bagsiden er der også en Ethernet-port, og så er sidder strøm- og HDMI-portene på bagsiden - ligesom på den originale Arc.

Arc Ultra kan monteres på væggen og fungerer med de samme beslag som den originale Arc, hvilket er rart, hvis du vil opgradere - selvom noget af beslaget kan være synligt på grund af den ændrede størrelse.

  • Design: 4 / 5

Sonos Arc Ultra

Kabelforbindelserne sidder alle i et indhug på bagsiden sammen med knappen til Bluetooth-parring og tænd-sluk knappen til mikrofonerne.  (Image credit: Peter Hoffmann)

Sonos Arc Ultra: Opsætning og brugervenlighed

  • Brug Sonos-appen til at komme i gang
  • TruePlay er nu nemmere og hurtigere at bruge

Hvis du har læst eller set noget om de seneste Sonos-udgivelser, vil du have set, at mange var utilfredse med nye Sonos-app. Ved lanceringen i foråret 2024 manglede appen en masse funktioner, og mange mennesker havde problemer med at få adgang til eller foretage ændringer i deres systemer.

Siden har Sonos tilføjet de fleste af de manglende funktioner, og de lover, at de løbende kommer med opdateringer til alle funktioner - og brugertilfredsheden - er tilbage. 

Vi havde overhovedet ingen problemer med at sætte Arc Ultra op derhjemme via appen. Vi brugte Android-appen, og det fungerede fint til opsætning og til at justere indstillingerne og derefter tilføje og fjerne flere forskellige surround-opsætninger under testen. 

Brugervenligheden af Sonos' soundbarer er fortsat en lidt blandet fornøjelse. For man skal klikke nogle gange, inden man kommer ind til indstillinger, hvor man f.eks. kan justere bas og diskant eller hvor man kan slå taleforbedring og nattetilsand til og fra. Men da appen er har mere fokus på musikafspilning (hvilket måske er naturligt med alle Sonos' højttalere, der primært er til musik), er soundbar-indstillingerne gemt lidt af vejen. 

Det ville være smart, hvis Sonos ændrede sin tilgang til Now Playing-skærmen, når man f.eks. tilslutter HDMI, så indstillingerne blev mere tilgængelige.

Men opsætningen var hurtig klaret, og de fleste vil ikke have brug for at gå tilbage til appen, især ikke hvis man ikke vil tilslutte andre enheder. Vi klarede os fint uden taleforbedring, og efter at have justeret bassen lidt, brugte vi faktisk ikke appen ret meget efterfølgende. Efter at have kørt TruePlay, brugte vi kun tv-fjernbetjeningen og mobilen (Bluetooth) til at justere lyden.

  • Opsætning og brugervenlighed: 4 / 5

Sonos Arc Ultra

Sonos Arc Ultra med Sub 4. (Image credit: Peter Hoffmann)

Sonos Arc Ultra: Værdi

  • Høj pris - meget for pengene
  • Den bedste lyd, som du kan få til prisen
  • Surround-kompatible produkter fås til omtrent samme pris

Sonos Arc Ultra er ikke billig, men hvis du vil have kraftfuld, stor og klar Dolby Atmos-lyd fra en enkelt soundbar med et ret kompakt design, kan du ikke få noget bedre til prisen. Medmindre, du har brug for mange HDMI-porte.

Du kan få en fuld surround-opsætning til en lignende pris, men Sonos Arc Ultra er designet til folk, der ikke ønsker at have fire højttalere inklusive en stor subwoofer stående. Og vi synes, det er den bedste alt-i-en soundbar til film til dit tv til den pris.

  • Værdi: 4 / 5

Bør du købe Sonos Arc Ultra?

Swipe to scroll horizontally
EgenskaberBemærkningerBedømmelse
FunktionerGode tilslutningsmuligheder og nyttige indstillinger, men mangler ingen HDMI-passthrough eller DTS.4 / 5
Ydelse Kraftfuld, stor og bred lyd med fremragende taleklarhed og fantastiske Dolby Atmos-effekter.5 / 5
DesignFlot, men mikrofon- og Bluetooth-knapperne på bagsiden kan være svær at komme til. 4 / 5
Opsætning og brugervenlighedOpsætning via Sonos-appen, så kører det - men nogle indstillinger er gemt for meget af vejen i appen.4 / 5
VærdiKlassens bedste lyd til pengene, men vi savner virkelig HDMI-passthrough.4 / 5

Køb den, hvis...

Du vil have den bedste lyd fra en alt-i-en soundbar:
Til denne pris og uden ekstra baghøjttalere er der intet, der slår lyden fra Sonos Arc Ultra.

Du vil have klarere tale og Dolby Atmos-effekter:
Arc Ultra kommer med store forbedringer, når det gælder dialog, sammenlignet med den allerede fremragende Arc. Den leverer også forbedringer i forhold til Dolby Atmos-positionering af lyd. 

Du vil have Sonos' ekstra færdigheder:
En del af et musiksystem med flere rum? Tjek. Muligheden for at tilføje andre højttalere i fremtiden for at forbedre lyden? Tjek. TruePlay-tilpasning af lyden? Tjek. Mulighed for at tilslutte Sonos Ace-hovedtelefoner? Tjek.

Køb den ikke, hvis...

Du mangler HDMI-porte:
Manglende HDMI-passthrough kan virkelig være en dealbreaker.

Du vil have den bedste lyd til prisen og har plads til mere end én højttaler:
Sonos Arc Ultra giver rigtig god værdi for et system med én højttaler, men hvis du kan leve med mere hardware, kan du få større lyd med et ægte surround-sæt af højttalere til samme pris.

Du er hjemmebiograf-entusiast og vil ikke leve uden DTS-understøttelse:
Sonos' fortsatte mangel på DTS-understøttelse vil irritere dem, der har fysiske medier i DTS:X.

Sonos Arc Ultra: Overvej også

Sony Bravia Theater Bar 8
Vi var ikke helt så begejstrede for denne soundbar i vores Sony Bravia Theater Bar 8 anmeldelse, men den er billigere end Sonos Arc Ultra og tilbyder 4K 120Hz HDMI-passthrough, så den kan være den mest praktiske løsning for nogle mennesker - eller dens dyrere søskende, Sony Bravia Theater Bar 9, der har en kraftigere lyd, men er dyrere end Sonos.

Sonos Beam 2
Vil du være endnu mere kompakt og have Sonos' udvidelsesmuligheder? Beam 2 leverer overraskende fyldig lyd af en så kompakt soundbar at være og understøtter Dolby Atmos, men ikke med samme effektivitet som Arc Ultra. Men det er den halve pris, så det er op og ned - læs endelig vores Sonos Beam 2 anmeldelse hvis du vil vide mere.

Samsung HW-Q990D
Hvis du kan finde dette komplette Dolby Atmos-surround-system til en pris, der ligger i nærheden af Sonos Arc Ultra, vil det give dig en virkelig imponerende Dolby Atmos-hjemmebiografoplevelse - så længe du kan leve med fire højttalere i stedet for én. Vi gav det fem stjerner i vores Samsung HW-Q990D anmeldelse.

Sådan testede vi Sonos Arc Ultra

Sonos Sub 4

Køber du Sonos Arc Ultra, bør du også seriøst overveje at købe en Sonos Sub 4 med ved samme lejlighed. Det giver en fantastisk og fordybende lyd til både film, spil og tv. (Image credit: Peter Hoffmann)
  • Testet i løbet af to uger
  • Testet hjemme i min sædvanlige opsætning
  • Testet med Sonos surround-konfigurationer

I den afgørende del af denne anmeldelse brugte vi Sonos Arc Ultra i den samme opsætning, hvor vi normalt bruger den originale Sonos Arc, så vi havde et godt udgangspunkt for en direkte sammenligning. Vi sammenlignede lyden fra de to soundbarer, og så brugte vi ellers bare Sonos Arc Ultra til 4K Blu-ray, musik og streaming. Vi lyttede i både tabsfri kvalitet og komprimeret, samt i Dolby Atmos, almindelig 5.1-surroundsound og i stereo.

Som nævnt ovenfor testede vi primært Sonos Arc Ultra alene, men vi prøvede den også med Sub 4 og derefter med Sub 4 og Era 100-højttalere.

TOPICS
Peter Hoffmann
Redaktør TechRadar Danmark

Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.

Med bidrag fra