TechRadar Konklusion
De ligner et par almindelige trådløse høretelefoner, men Sennheiser RS 120-W kan give ældre eller andre dårligt hørende klar og tydelig lyd til tv-oplevelsen.
For
- +
Forstærker tale
- +
Varm lyd til film
- +
Lang batterilevetid
Imod
- -
Designet er lidt plastik-agtigt
- -
Høj pris med kun én anvendelsesmulighed.
Hvorfor du kan stole på TechRadar
Sennheiser RS 120-W hører ikke til blandt de sædvanlige trådløse høretelefoner rettet mod brugere, der skal have musik i ørerne eller har brug for at lukke verden ude med aktiv støjreducering. Med Sennheiser RS 120-W har vi fokus på et andet område: Brugere, der har udfordringer med at høre, hvad der bliver sagt på deres TV. Det kan være brugere med nedsat hørelse eller brugere, der bare har er begyndt at høre dårligere med alderen. Sennheiser RS 120-W ser ud til at være en forholdsvis billig løsning, der kan give tv-oplevelsen et løft, hvis man hører dårligere.
Sennheiser RS 120-W: Anmeldelsen kort
God tv-lyd er en fantastisk vigtig del af oplevelsen. Det nytter ikke noget, at have verdens bedste billede på tv, hvis du ikke kan høre, hvad der bliver sagt eller hvad der sker på skærmen. De fleste af os tager god hørelse for givet, men med alderen bliver hørelsen dårlig, og så kan det faktisk være svært at følge med i, hvad der sker på skærmen. Der findes forskellige løsninger på den udfordring, og Sennheisers bud er høretelefonerne RS 120-W.
Med Sennheiser RS 120-W har Sennheiser skabt et par høretelefoner, der er forholdsvis billige og meget specialiserede. De har nemlig kun én opgave: At give dig højere og klarere lyd fra fjernsynet. Og den opgave løser de rigtig godt.
De er nemme at installere. Du skal forbinde ladestationen med strøm, og så skal du med den medfølgende 3,5 mm adapter forbinde ladestationen med høretelefon-udgangen på dit tv. Så er du faktisk klar til at få tv-lyden direkte i øret. Høretelefonerne opretter automatisk forbindelse til ladestationen, og du kan høre lyde fra dit tv meget tydeligt. Høretelefonerne har en tænd/sluk-knap på den ene ørekop og et rullehjul til at skrue op eller ned for volumen på den anden. Ladestation har også indstillingsmuligheder. Her kan du vælge imellem Neutral, Musik og Tale alt efter præferencer. For os virkede Neutral bedst med varm lyd og tydelig tale.
Batterilevetiden er op til 20 timer, så du behøver ikke opgive din streaming-marathon på grund af flade batterier. Når du er færdig med at bruge høretelefonerne, putter du dem bare på ladestationen, og så går de i gang med at lade op med det samme. Så i vores prøveperiode, var de altid fuldt opladet, når vi skulle bruge dem.
Lyden er god, og med et lydniveau på op til 100db, kan du få meget smæk på volumen, når du ser tv.
Pris og tilgængelighed
- Kan købes nu
- Pris: 999 kroner hos Sennheiser
Sennheiser RS 120-W har været på markedet noget tid. De findes i enkelte danske butikker, og ellers finder du dem på Sennheisers hjemmeside. Prisen på 999 kr. kan virke høj, når du de kun har ét anvendelsesområde, men hvis du sammenligner med nogle af de andre løsninger, er det faktisk billigt. Et setup som en teleslynge eller en sender, der transmitterer lyden direkte fra tv til høreapparat er væsentlig dyrere, så Sennheisers løsning virker mere enkel og overkommelig.
Design
- Ligner traditionelle høretelefoner
- Føles lidt som billig plastik
Sennheiser har ikke skabt det vilde design med RS 120-W. Det ligner et par helt almindelige høretelefoner, bortset fra at knapperne på selve høretelefonerne har et virkelig old school design. Tænd/sluk knappen er præcis den samme, som tænd/sluk knappen på en fjernstyret racerbil fra 80'erne, og volumen-knappen er præcis det samme drejehjul til volumen, som sad på en Walkman i gamle dage.
Men det er måske en fordel. For målgruppen hører til i de ældre generationer. Sennheiser RS 120-W henvender sig til folk, der har fået svært ved helt at høre, hvad der foregår på tv-skærmen, og det er som oftest folk, der er oppe i alderen, og for dem er det måske nærmere en fordel, at ikke er tale om touch-betjening.
Setup
- Supernemt at sætte op og bruge
- Lang batterilevetid på op til 20 timer
- Rækkevidde op til 60 meter
Det er supernemt at komme i gang med Sennheiser RS 120-W. I æsken finder du høretelefonerne og docking/ladestation. Høretelefonerne skal udstyres med de medfølgende genopladelige batterier. Man må altså ikke bruge almindelige AA-batterier. Batterierne skal i den ene ørekop, hvor man nemt kan fjerne ørepuden ved at dreje den imod uret.
Ladestationens AV-kabler kan med en medfølgende adapter forbindes med fjernsynets port til høretelefoner. Adapteren passer til almindelige 3,5mm jack stik, så høretelefonerne kan i princippet forbindes til alt, der har en port til høretelefoner: Mobiltelefoner, tablets eller bærbare computere.
Ladestationen skal også forbindes med en stikkontakt, og så kan du lade høretelefonerne op. Første gang de tages i brug skal de lade i op til 24 timer.
Når høretelefonerne er ladet op, er det klar til brug. Ladestationen registrerer, når fjernsynet tænder. Tænd med knappen på høretelefonerne, og med en volumenkontrol direkte på høretelefonerne, bestemmer man nu selv, hvor høj lyden skal være.
Det er i øvrigt stadig muligt at skrue op og ned for den normale tv-lyd, så andre kan altså også se tv på samme tid. Dette påvirker ikke lydstyrken i høretelefonerne. Muligheden for at styre volumen individuelt betyder også, at Sennheiser RS 120-W er ideel for brugere, der vil se tv om aftenen, uden at forstyrre resten af familien. Du kan skrue ned for tv-volumen og skure op for høretelefonerne, og med en max lydstyrke på 100 dB er der rig mulighed for at opleve bragende action, uden at vække familien eller naboer.
Funktioner
Høretelefonerne her er forbundet til ladestationen via Bluetooth. Men de er udelukkende forbundet med ladestationen og det tilkoblede tv, så det er ikke muligt at forbinde f.eks. mobiltelefoner eller sin bærbare med høretelefonerne. Det kunne måske opfattes som en negativ ting, men her er det faktisk en fordel. For hvis man nogensinde har prøvet at hjælpe en ældre person med at få styr på moderne teknologi, vil man vide, at flere funktioner betyder flere udfordringer. Så her er det enkle setup faktisk at foretrække.
Der kan selvfølgelig være flere i hjemmet, der har udfordringer med at høre, hvad der bliver sagt på skærmen. Men bare rolig. Det er muligt at forbinde et ekstra sæt høretelefoner trådløst til ladestationen. På den måde to personer altså få meget bedre TV-lyd. Selv om det ser ud til, at man altså er nødt til at købe et komplet sæt med både høretelefoner og ladestation for at få fingre i det ekstra par.
Sennheiser angiver Bluetooth-rækkevidden til 60 meter, så du kan altså komme langt væk fra dit fjernsyn og ladestationen uden at miste forbindelsen til TV-lyden. Vi har testet enheden i en 68 kvadratmeter, og mistede vi på intet tidspunkt forbindelsen, selv om vi gik ind i ind de andre rum med både vægge og døre imellem høretelefoner og ladestation.
Audio performance
- Forskellige indstillinger til tv, film og musik
- Klar dialog og medrivende film
- 20 timers batterilevetid
På ladestationen sidder der en lille knap, der kan sættes i tre positioner. Her vælger du den lydprofil, du vil have. du kan vælge imellem Neutral, Musik eller Tale. Neutral giver en forholdsvis neutral lyd, sammenlignet med de andre to lydindstillinger. Men Den er ikke helt neutral og giver noget varme til lyden. Bassen er til stede, men uden at være udtalt eller overvældende. Skifter du til Musik-indstilling bliver lyden mere ulden og varm og får mere bas. Tale-indstillingen fremhæver som forventet dialogen, så den går tydligt igennem, men det giver også en mere kølig lyd. Sennheiser giver her ingen mulighed for at justere yderligere på lydbilledet, men det vil sandsynligvis også bare have gjort høretelefonerne dyrere, hvis der skulle være en tilhørende app med equalizer.
Neutral er helt klart vores favorit blandt lydprofilerne. Lyden bliver meget tydeligere, sammenlignet med lyd fra de tynde TV-højttalere. Det samme gælder med Musik og Tale, så uanset, hvilken lydprofil man vælger, får man altså meget bedre lyd.
I forbindelse med testen, lod jeg en ældre person, der har problemer med at høre fjernsynet, teste dem. Reaktionen over lyde her var ren og uforfalsket begejstring: "Det var dog fantastisk. Nej, det er da utroligt. Hvor kan jeg købe dem?". Selvfølgelig råbt med høretelefonerne på hovedet. Så hvis man selv eller andre blandt familie og venner har udfordringer med at høre den normale TV-lyd tydeligt, eller hvis man bare vil kunne se tv, uden at forstyrre andre, så er Sennheiser RS 120-W en forholdsvis billig og enkel måde at forbedre TV-oplevelsen på.
Skal du købe dem?
Køb dem, hvis...
Du har svært ved at høre, hvad der bliver sagt på TV
Selv om der findes andre muligheder, er Sennheiser RS 120-W et af de relativt få produkter, der er designet specifikt til at forstærke, forbedre og personliggøre lyden af tv, film og musik.
Du vil se tv i løbet af dagen, uden at forstyrre andre
Hvis du ind imellem ser tv om aftenen, når andre er gået i seng, så kan Sennheiser RS 120-W være noget for dig. Du kan skrue godt op for lyden, uden at genere andres nattero.
Køb dem ikke, hvis...
Du er ude efter høretelefoner til mobilen eller kontoret
Sennheiser RS 120-W bruger godt nok Bluetooth, men de kan ikke forbindes med andre enheder. Så hvis du leder efter høretelefoner til generel brug, skal du finde nogle andre.
Dit fjernsyn har indbygget Bluetooth
Hvis dit tv kan parres med nogle trådløse Bluetooth-hovedtelefoner, kan du overveje at købe nogle af dem i stedet. De vil være langt mere alsidige og kan også bruges med en telefon og en pc/Mac/laptop.
Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.