Anmeldelse: Logitech Ergo K860

Logitech Ergo K860 er et behageligt tastatur med en stejl indlæringskurve

Logitech ERGO K860
(Image: © Logitech)

TechRadar Konklusion

Logitech Ergo K860 gør mange ting rigtigt, selvom der stadig er plads til små justeringer. Har du tidligere oplevet ondt i håndled grundet brug af tastatur og mus, kan du med fordel overvej en model som Ergo K860, til trods for den stejle indlæringskurve.

For

  • +

    Behagelig skriveposition

  • +

    God vandring på tasterne

  • +

    Understøtter flere enheder og styresystemer

Imod

  • -

    Stejl indlæringskurve

  • -

    Knækket er ikke noget for alle

  • -

    Temmelig stort på grund af håndledsstøtten

Hvorfor du kan stole på TechRadar Vores ekspert anmeldere bruger timer på at teste og sammenligne produkter og tjenester, så du kan vælge det bedste for dig. Find ud af mere om, hvordan vi tester.

Dette er en personlig beretning om min oplevelse med Logitech Ergo K860 - et tastatur, mit måske vigtigste arbejdsredskab - som jeg til dagligt berører tusindvis af gange. Som skrivende journalist banker jeg dagligt i tasterne, hvorfor jeg ser mig selv som den perfekte prøvekanin. Det har været en blandet fornøjelse. 

Det er ikke ligegyldigt hvordan et tastatur er indrettet, især hvis man skriver og skriver meget. Det skal være behageligt og let at bruge, og det er derfor værd at tænke over ergonomien, hvis man da ikke vil have ondt i fingre og håndled.  

Jeg har siden 2007 benyttet Logitechs ergonomiske Wave-tastatur som mit primære keyboard. Jeg var derfor ekstra nysgerrig, da Logitech proklamerede, at de havde et nyt ergonomisk tastatur på vej. Inden coronakrisen lagde sig som et tungt slør over hele verden var jeg sågar forbi Logitechs laboratorier i Lausanne, Schweitz, for at se og høre hvordan de har skabt dette nye keyboard, som de er meget stolte af. 

(Image credit: Logitech)

Tilgængelighed og Pris

Logitech Ergo K860 er i butikkerne nu og har en vejledende pris på 899 kroner. Du kan med fordel parre den med en ergonomisk mus, som eksempelvis Logitech MX Vertical, for at fuldende det ergonomiske setup. 

(Image credit: Logitech)

Design

Logitech Ergo K860 er et såkaldt ergonomisk tastatur, som er designet i overensstemmelse med en række kriterier, der skal sikre en optimal skrivestilling. Det handler om at få en naturlig håndstilling, mindre muskelbelastning og aflastning af håndleddet. Takket være den buede form roterer du ikke i skuldrene og kan have armene i ro ind til kroppen. Fingrene er på arbejde, imens resten af kroppen holdes i ro.

Den fastmonterede håndledsstøtte er lavet af skum, og har en blød plastikagtig overflade, som er let at rengøre. Den er meget bred og betyder, at tastaturet fylder mere end man lige skulle tro. På undersiden sidder to sæt fødder, som kan slås ud. På de fleste tastaturer sidder disse i toppen af tastaturet, men her sidder de i bunden. De bruges til at vinkle tastaturet og i dette tilfælde løfter de håndledsstøtten ét eller to trin op, så du får en mere nedadrettet skrivestilling. 

Hvor tasterne på det gamle Wave-tastatur følger tastaturets bløde konturer og formes efter disse, er det nye Ergo K860 anderledes stift, selvom det er knækket og buer opad på midten. Stort set alle taster har den samme størrelse og form, og det ser i grunden ud som om, at man blot har taget et helt almindeligt og meget enkelt tastatur, brækket det og sat det sammen igen. 

Et udvalg af de designs Logitech har været igennem i designprocessen af Ergo K860

Et udvalg af de designs Logitech har været igennem i designprocessen af Ergo K860 (Image credit: Future)

Så enkelt forholder det sig dog ikke. Der ligger naturligvis mange overvejelser bag formen på Logitech Ergo K860, og knækket på midten er velovervejet, ligesom højden på den hævede del er grundigt efterprøvet. På sit Ergo Lab i Lausanne har Logitech gennemført adskillige brugertests med avanceret måleudstyr samt konsulteret med professionelle ergoterapeuter.  

Kun den øverste række af taster, F-tasterne, er mindre end normalt. Space-barren er delt i to, men begge knapper har præcis samme funktion. Logitech Ergo K8600 er fuldt kompatibelt med både PC og Mac og kan forbindes til tre enheder på samme tid.

Tasterne testes grundigt via forholdsvist simple metoder

Tasterne testes grundigt via forholdsvist simple metoder (Image credit: Future)

Ydelse

Lad det være sagt med det samme! Det tager lang tid, for nogen længere end andre, at vænne sig til at skrive på et ergonomisk tastatur. Håndfladerne skal vænne sig til at ligge fladt i ro, og fingrene skal lære de nye placeringer af tasterne at kende. På Ergo K860 skyldes dette primært knækket, som deler tasterne ved T, G, B og Y, H, N. Det er da netop også disse taster, som er den største udfordring at ramme. I starten rammer man oftere det bare område end selve tasterne, hvis man da ikke får fat i den forkerte side af knækket.   

For at kunne skrive på Ergo K860 er du nødt til at lære dig selv at bruge tifingersystemet, hvor du ikke kigger ned på tastaturet, men blot skriver derudaf med begge hænder og holder fokus på skærmen. Det er lidt som at køre bil. I starten kigger man måske ned på gearstangen, når man skal skifte gear, men man er nødt til at lære, at holde fokus på vejen i stedet. 

Jeg troede, at jeg var ganske god til dette i forvejen. Men formen på Ergo K860 er alligevel så meget anderledes end Waves, at det føltes som at starte helt forfra. De første par uger forbandede jeg K860 langt væk og var tæt på at give op. Jeg lavede frygtelig mange fejl. Indlæringskurven er meget stejl og man fristes ofte til at kigge ned på tasterne, når man ikke rammer rigtigt i blinde. Det får man ikke meget ud af, da de alle har samme form, og der derfor ikke er mange visuelle cues udover de påtrykte bogstaver. Man kunne eventuelt have imødekommet dette en anelse med bredere mellemrum imellem tasterne og varierende størrelse og form som på Wave. 

En prøvekanin hos Logitech i Lausanne iført sensorer, der skal måle muskelspændinger ved tastearbejde

En prøvekanin hos Logitech i Lausanne iført sensorer, der skal måle muskelspændinger ved tastearbejde (Image credit: Future)

Jeg er vant til at skrive meget og skrive hurtigt. Den høje indlæringskurve har betydet, at jeg i en lang periode lavede frygtelig mange tastefejl. Jeg registrerer dem heldigvis med det samme og min højre hånd søger derfor naturligt efter backspace-tasten. Lige oven over denne sidder ”print screen”. Øv hvor er den knap dog irriterende. Jeg kan ikke helt vurdere, om det er fordi Backspace-tasten er for lille eller om mellemrummet til ”print screen” over den er for smalt. Resultatet er dog meget kontant. Jeg trykker hurtigt et par gange, for at slette forkerte tegn, men ender i stedet med at smide adskillige screenshots af min skærm på skrivebordet. Dem har jeg godt nok slettet mange af. 

Heldigvis lærer man med tiden at styre uden om de fleste fejl og navigere på tværs af knækket. For mig tog det en måneds tid. Hænderne finder ro på håndledsstøtten og skrivehastigheden øges langsom til sit normale niveau. Logitech Ergo K860 gør mange ting rigtigt, selvom der stadig er plads til små justeringer. Har du tidligere oplevet ondt i håndled grundet brug af tastatur og mus, kan du med fordel overvej en model som Ergo K860, til trods for den stejle indlæringskurve.

(Image credit: Logitech)

Konklusion

Når man først vænner sig til at skrive på Logitech Ergo K860, og næsten har elimineret de mange tastefejl, begynder man at sætte pris på, at ens håndflader hviler behageligt på håndledsstøtten.

Tasterne har en god vandring og giver den helt rigtige modstand. Den lange indlæringskurve vil dog nok skræmme nogle væk, ligesom det store knæk kan vække ubehagelige minder om lignende modeller fra 90’erne. Logitech Ergo K860 gør meget rigtigt, men er ikke perfekt, og vi så eksempelvis gerne, at Logitech have varieret størrelse og form på nogle af tasterne, så man bedre kunne føle sig frem, imens man kigger på skærmen. Når det er sagt, er det efter en lang prøveperiode meget behageligt at skrive på og værd at overveje, hvis man allerede bruger mange timer foran skærmen. 

Mikael Hansen

Mikael Hansen was the Senior editor at TechRadar Denmark and a freelance IT journalist. He has been working in the IT-business for more than 14 years and have a broad knowledge of products, technologies, and the business as a whole.