OnePlus 6T er landet i de danske butikker - og der er lanceret en ny farvevariant

Det er kun en uges tid siden, at kinesiske OnePlus officielt løftede sløret for deres seneste mobil, OnePlus 6T, og allerede fra i dag er telefonen til salg i de danske butikker og webshops.

Har du planer om at købe dig en OnePlus 6T, kan du forhåbentlig lide sort. For herhjemme fås mobilen kun i de to sorte varianter Mirror Black og Midnight Black, der henholdsvis har en blank og en matteret overflade.

Så sent som i går luftede vi dog her på TechRadar et håb om, at mobilen også kunne hænde at komme i en helt nye farve, da der i et nyligt læk blev vist billeder af OnePlus 6T i lilla. Og lækket viste sig hurtigt at være ægte, for OnePlus har nu lanceret deres nye mobil i en gradueret lilla farve ved navn Thunder Purple, der minder lidt om den lilla variant af Samsung Galaxy S9.

OnePlus 6T i farven Thunder Purple set i OnePlus' kinesiske webshop

OnePlus 6T i farven Thunder Purple set i OnePlus' kinesiske webshop

Den skuffende nyhed er dog, at vi ikke kan få fingre i den flamboyante lilla variant herhjemme, da OnePlus ifølge The Verge har valgt kun at sende den på gaden hjemme i Kina. I hvert fald for øjeblikket, men man har dog lov at håbe, at mobilproducenten på et tidspunkt udvider farvepaletten med lilla i Danmark.   

Indtil videre kan vi så glæde os over, at de nye sorte varianter, der er tilgængelige her i landet, er helt lige så glimrende under overfladen – hvilket alt andet lige bør tælle mest. Vores anmelder, der har haft mobilen under grundig behandling, er begejstret og beskriver OnePlus 6T som "en af de bedste telefoner, man kan købe lige nu."

Du kan læse mere om vores vurdering og alle mobilens detaljer i den fulde anmeldelse af OnePlus 6T.

Telefonen er tilgængelig hos alle de gængse danske udbydere fra i dag, den 6. november 2018.

Priserne for OnePlus 6T starter ved 4.199 kroner for Mirror Black-varianten med 6 GB RAM og 128 GB lagerplads og slutter ved 4.799 kroner for Midnight Black-varianten 8 GB RAM og 256 GB lagerplads.