3 satser fuldt ud på 5G med ny lancering

5G
(Foto: 3)

Teleselskabet 3 har lanceret nyeste skud på produktstammen: ’Internet til hjemmet 5G’. En ny løsning med downloadhastigheder, man ikke har været vidne til før – og så til en pris på kun 199 kr. 

I hele Danmark kan man nu få den spritnye internetløsning, som kun tager 5 minutter at installere. Med andre ord et nemt og hurtigt alternativ til det besværlige arbejde med at lægge fiberforbindelser ind – og så undgår man at få gravet forhaven op.

Hos 3 tror man på, at fremtidens internet er trådløst. De seneste år har 3 arbejdet intensivt på at rulle det nye 5G-netværk ud, og derved sikre den bedst mulige og hurtige internetforbindelse i hele landet. Netop udrulningen har været et afgørende element for at positionere 3 som internetudbyder.

Morten Christiansen, Regional CEO i 3 Group og CEO for 3 Danmark, uddyber:

”Ambitionen med ’Internet til hjemmet 5G ’er at skabe en hurtig og stabil internetløsning, der ikke tager mere end et par minutter at installere. Alt der kræves er en router og et SIM-kort, og så er man oppe at køre. Vi tror på, at fremtiden både er og skal være trådløs, og vi vil gerne gøre op med forestillingen om, at fiberforbindelser skulle være mere stabile og lettere at håndtere end trådløst internet til hjemmet – for i ingen af tilfældene er det sådan.”

Som det eneste teleselskab i Danmark satser 3 udelukkende på trådløst 5G-internet til danskerne. Behovet for hurtigere og stabilt internet stiger i takt med, at dataforbruget hjemme hos danskerne og på arbejdspladserne stiger. Her skal den digitale infrastruktur naturligvis følge med – og med lanceringen af ’Internet til hjemmet 5G’ og moderniseringen af netværket sikrer 3 en høj kapacitet i netværket, så kunderne fortsat får en god og stabil forbindelse.

Michael Kilschow Hansen
Redaktør / Nyhedsjournalist

Michael har arbejdet journalistisk næsten hele sit arbejdsliv - og har i årenes løb beskæftiget sig med online nyhedsmedier, radio, tv, ugeblade, magasiner, musik- og filmjournalistik. Michael har været en del af TechRadar Danmark-teamet siden januar 2021. 

Han eeelsker sin iPhone, sin iPad og sin iMac - men på et ikke-religiøst niveau, og er voldsomt nysgerrig på, hvad andre tech-brands kan tilbyde.

Arbejde og hobby mødes i en smuk fusion, når der skal skrives om streamingtjenester og deres indhold, nye premierer på serier, film og spændende dokumentarprogrammer.