Test: Shark ChillPill er en kraftfuld 3-i-1 bærbar ventilator med tre slags køling

Shark ChillPill samler ventilator, køleplade og vandforstøver i én bærbar enhed med batteri, der holder hele dagen. Men prisen er høj.

Shark ChillPill
(Foto: © Peter Hoffmann)

TechRadar Konklusion

Shark ChillPill er en blæser, køleplade og forstøver i ét farverigt, bærbart og fleksibelt design. Den oplades via USB-C, har en batterilevetid, der rækker hele dagen, en robust konstruktion og enkle betjeningsknapper, og du kan købe ekstra tilbehør til den. Den høje pris er en udfordring, og så støjer den lidt for meget om natten, hvis man skruer op for ventilatoren. Men hvis du har budgettet, og du døjer med varmen, kan det være en god investering, fordi du kan have den med alle vegne og får flere kølemuligheder end med en almindelig ventilator.

For

  • +

    Forskellige kølemuligheder

  • +

    God batterilevetid

  • +

    Høj byggekvalitet og design

  • +

    Nem at justere

Imod

  • -

    Høj pris

  • -

    Forstøver skal meget tæt på

  • -

    Ikke bærbar nok til at kunne være i lommen

  • -

    Støjer ved høj effekt

Hvorfor du kan stole på TechRadar Vores ekspert anmeldere bruger timer på at teste og sammenligne produkter og tjenester, så du kan vælge det bedste for dig. Find ud af mere om, hvordan vi tester.

Anmeldelse af Shark ChillPill

Shark ChillPill er en lille blæser, som kun kan bruges af en person ad gangen. Den giver dig et helt kølesystem: du kan bruge den som ventilator, som en køleplade du holder ind mod huden, eller med både ventilation og vandforstøver for ekstra køling. Der findes mange bærbare ventilatorer, men dette er den første, der kombinerer de tre funktioner her i én enhed, der samtidig formår at se stilfuld ud.

Shark, som mange måske kender for deres støvsugere, og hårstylingprodukter, kombinerer normalt gennemtænkt design med enkel betjening, og ChillPill er ingen undtagelse.

Prisen på 1.199 kroner er svimlende dyr for en lille bærbar ventilator. Men her får du så også tre køle-funktioner i samme mobile pakke, så hvis du virkelig lider under varmen, er den måske prisen værd.

Latest Videos FromTechRadar

Shark ChillPill

(Image credit: Peter Hoffmann)

Hvis du nogensinde har holdt et kompakt rejsekikkertpar i hånden, har du sikkert allerede et godt indtryk af, hvordan Shark ChillPill ser ud. Den består af to cylindre, der er forbundet med et hængsel i midten. Den større cylinder er lettere og rummer ventilatoren – det er her, man monterer de forskellige blæserhoveder. Den mindre cylinder rummer batteriet, betjeningsknapperne og en lille skærm, og den del kan fungere som håndtag, når du går med blæseren i hånden.

Med målene 45 x 84 x 112 mm og en vægt på 350 g er den kompakt nok til at kunne være i de fleste tasker, men ikke lille nok til at kunne glide ned i en lomme. Så juster dine forventninger, hvis du havde håbet på noget så lille og let som en almindelig, billig rejseventilator. Denne her har betydeligt mere teknologi indeni, og det kan man mærke.

Hængslet i midten betyder, at de to rør kan drejes i forhold til hinanden. Hvis du lægger cylindrene fladt og parallelt, er det en håndholdt ventilator. Men drej den, så de står vinkelret, og den vil stå på et skrivebord eller en hvilken som helst overflade og rette luften præcis derhen, hvor du vil have den. Hængslet gør det nemt at få den til at blæse præcis derhen, hvor du vil have den. Sådan brugte jeg den f.eks. på skrivebordet under arbejde, og det fungerede ret godt.

Den leveres med en lille bæretaske i stof, som desværre er for lille til selve ChillPill. I hvert fald biksede jeg med den nogle minutter, uden at det lykkedes at få den ned i posen. Så posen er faktisk bedst egnet til opbevaring af de ekstra tilbehørsdele i stedet. Her ville det have været mere praktisk med en bærepose, der kunne rumme det hele.

Shark laver blæseren i nogle friske farver, hvor farven på ventilatordelen er mørk, og farven på battericylinderen er lidt mørkere. Farverne er: Der Sort, Turkis, Brun, Grøn, Blå, Magenta og Rødguld.

Shark ChillPill

(Image credit: Peter Hoffmann)

Betjeningen er virkelig enkel. Den mindste cylinder har en drejeknap øverst med strukturerede kanter, som man drejer for at skifte mellem de ti hastigheder, samt en lille skærm, der viser hastighed og batteriniveau. Der vises også små ikoner, afhængigt af hvilket tilbehør man har monteret. Der er en vifte, en vanddråbe til tågepatronen og et lille snefnug til kølepladen.

Tryk skærmen ned for at tænde blæseren, og tryk og hold nede for at slukke den. Der er også en låse- og oplåsningsknap på siden, der forhindrer, at den ved et uheld aktiveres i din taske – hvilket er nødvendigt. Jeg opdagede, at den havde ligget i rygsækken og kørt, så det er en god ide at låse den, så den ikke bruger unødvendigt meget strøm.

Opladning sker via en USB-C-port i bunden af den mindste cylinder, gemt under en forseglet klap. Et grønt ikon blinker, når den oplades, og du kan bruge ventilatoren, mens den oplades, men ikke funktionen med kølepladen.

De tre tilbehørsdele skrues meget nemt på plads. Faktisk er der en generelt høj byggekvalitet i det hele, hvilket gør det virkelig tilfredsstillende at bruge og holde på.

Ud over de tre medfølgende tilbehørsdele sælger Shark i USA også ekstraudstyr, som f.eks. en skulderrem, en håndledsrem, en klips, en klemme og et etui. De er dog ikke at finde på Sharks danske hjemmeside, bortset fra håndledsremmen til 60 kroner. Det er lidt ærgerligt, for noget af tilbehøret ser ret praktisk ud. Det ville være rart med en rem, så man kunne bære ventilatoren om halsen. For selv om blæseren er let, er det ikke super praktisk at skulle holde den i hånden hele tiden.

Shark ChillPill

(Image credit: Peter Hoffmann)

ChillPill er en meget kraftig personlig ventilator. På mellemindstillinger – omkring 4 eller 5 – køler den dig effektivt ned uden at blæse dig lige i ansigtet eller irritere dine øjne. Især hvis den står på et skrivebord i nærheden. Det fungerer fint i løbet af dagen, men hvis du vil bruge den om natten i et stille soveværelse, virker lyden ret høj. Skruer du op på 9 og 10, er blæsten (og larmen) betydeligt kraftigere. Men det er kun til situationer, hvor du virkelig har brug for det for at køle hurtigt ned eller fordi der er 35 grader i skyggen.

Jeg har set andre anmeldelser, der beskriver ChillPill som meget støjende, Men det kommer lidt an på, hvor du bruger den. På mit stille hjemmekontor målte jeg den til 45 dB på hastighed 1, 60 dB på hastighed 5, 69 dB på hastighed 8 og 71 dB på hastighed 10. For at sætte det i perspektiv: Min elkedel ligger på 63 dB, lige før vandet koger færdigt, og min hårtørrer ligger på 78 dB. Så ja, den larmer mere, når man skruer op for den, men det gælder for alle ventilatorer. Jeg brugte den også om natten på indstilling 5, og så lyder den lidt som hvid støj. Hvis du er til hvid støj, er den perfekt, men hvis du er følsom overfor lyd, så skal du nok vælge en anden at falde i søvn til.

Batterilevetiden er imponerende, når man kigger på størrelsen. Den kørte på hastighed 5, hvilket er det højeste, jeg brugte ved skrivebordet. Her holdt den i 8 timer og 10 minutter. Shark angiver 11 timer på de lavere indstillinger, og det er simpelthen imponerende.

Shark ChillPill

(Image credit: Peter Hoffmann)

Forstøveren fungerer ved, at man fylder den lille beholder med vand, som derefter gennemvæder vægen inde i enheden. Vægen sidder allerede monteret i blæserhovedet. Shark anbefaler, at man udskifter den hver måned, og der medfølger tre ekstra væger i æsken. Det er ret nemt at fjerne den gamle væge enten med fingerspidserne eller en pincet. Desværre kunne jeg ikke finde muligheden for at købe væger til ChillPill på Sharks danske hjemmeside. Så det er ikke helt klart, hvor man skal få de nye væger fra. Shark er ikke vendt tilbage med svar i skrivende stund.

Når blæserhovedet er monteret, kan du vælge mellem konstant eller periodisk forstøvet vand. Forstøver-funktionen laver meget fine vandpartikler, så du skal meget tæt på, for at kunne mærke det. Men så køler det også mærkbart uden at du eller skrivebordet bliver gennemblødt, så du kan sagtens bruge den indendørs eller i offentlig transport. Men du skal nok ikke bruge den lige ved siden af sårbar elektronik, for fugten kan måske samle sig f.eks. i et tastatur.

Kølepladen, som Shark kalder InstaChill, var et nyt koncept for mig. Og jeg tror, det er en funktion, der vil dele vandene. Men jeg er ret begejstret.

Ventilatoren kører bag metalpladen og køler den ned. Så når du holder den ind imod huden, giver InstaChill dig målrettet køling lige der. Pladen føles meget kold, ligesom når man rører ved en ispose, der lige er taget ud af fryseren. Jeg har brugt den under øjnenen, på mine håndled og på bagsiden af min nakke, og den har en afkølende og afslappende virkning. Det er mærkbart koldt. Selv om det køler på et mindre område, er kølingen her mere effektivt sammenlignet med blæseren.

I mine batteritests holder kølepladen i cirka 1 time og 40 minutter, før den løber tør for strøm. Det lyder måske ikke af meget, men den arbejder hårdt for at køle pladen ned til ispose-niveau. Det er i øvrigt en funktion, som man ikke bruger ret længe ad gangen, fordi kølepladen føles virkelig kold. Så jeg holdt den ikke længere på huden end 30 sekunder, før det næsten blev ubehageligt koldt. Den bedste kombination var at bruge blæseren, skifte til kølepladen, og så skifte til blæser eller forstøver, og så holder batteriet væsentligt længere.

Shark ChillPill

(Image credit: Peter Hoffmann)

Shark ChillPill er et virkelig godt valg for alle, der virkelig lider under varmen og har brug for mobil afkøling med lang batterilevetid. Det fungerer også godt på kontoret og om natten. Men uanset, hvor du bruger den, så kan du kun køle en person ad gangen. Så kan du til gengæld også udnytte de tre kølemuligheder. InstalChill-funktionen er i øvrigt også dejlig at bruge, selv når det ikke er varmt. Jeg brugte den ind imellem under øjnene og det virkede dejligt afslappende også på køligere dage.

Den største ulempe ved ChillPill er prisen på 1.199 kroner. Men giver så også tre køleværktøjer i en enhed, der er lille nok til at tage med overalt. Det giver selvfølgelig kun rigtig god værdi for pengene, hvis du har tænkt dig at bruge alle tre tilbehørsdele.

Hvis du bare vil have en lille blæser, findes der billigere alternativer, herunder Dyson HushJet Mini. Men med de temperaturer, vi slæber os igennem for tiden, og med udsigten til endnu varmere somre i Europa, så vil vi helt sikkert se flere bærbare ventilatorer i premiumklassen komme på markedet. Lige nu er ChillPill den bedste premium-blæser på markedet.

Anmeldelse af Shark ChillPill: Pris og tilgængelighed

  • Pris: 1.199 kroner
  • I butikkerne nu
  • Findes i 7 farver

Shark ChillPill blev lanceret i maj til en pris på 1.199 kroner, og den er tilgængelig hos Shark og i elektronikkæder i Norden.

Prisen er høj, og du kan helt sikkert finde en lille, mobil blæser til priser omkring 200-300 kroner. Men ChillPill er ikke en helt almindelig bærbar ventilator – den er tre køleværktøjer i ét, hvilket gør det svært at sammenligne priser direkte. Der findes intet andet på markedet, som kan det samme.

Den nærmeste konkurrent er Dyson HushJet Mini til 740 kroner, som også blev lanceret i foråret 2026. Her får du dog en "ren" ventilator – altså ingen tågefunktion eller køleplade – men den er velkonstrueret, støjsvag og cirka 460 kroner billigere. Så hvis du bare ønsker en kraftfuld, stilfuld bærbar ventilator, er den et stærkt alternativ.

Derudover er der nogle gode alternativer at overveje, hvis du vil have en ret lille bordventilator til arbejde eller derhjemme, som stadig er mobil, selv om den ikke kan være i tasken. Som f.eks. Shark FlexBreeze HydroGo, en bordventilator, der også er fra Shark, med den samme forstøver-funktion til 1.099 kroner.

Foreløbig er ChillPill stadig det mest alsidige produkt på dette marked. Den er dyr. Men hvis du bruger alle tre tilbehørsdele, er den pengene værd. De mennesker, der får mest ud af den – såsom dem, der ikke kan sove i varmen, pendlere og alle, der kæmper med overgangsalderen eller migræne – vil sandsynligvis blive glade for den, trods den høje pris.

Shark ChillPill

(Image credit: Peter Hoffmann)

Anmeldelse af Shark ChillPill: Specifikationer

Swipe to scroll horizontally

Vægt

350g

Mål

45 x 84 x 112 mm (L x B x D)

Farver

Sort, Turkis, Brun, Grøn, Blå, Magenta og Rødguld

Batterilevetid

Op til 11 timer

Skal du købe Shark ChillPill?

Swipe to scroll horizontally

Egenskab

Noter

Point

Funktioner

Med tre indstillinger og en skærm er funktionerne enkle og fungerer godt. Batterilevetiden er imponerende, og de ekstra tilbehørsdele er praktiske — selvom man skal betale ekstra for dem.

4/5

Ydeevne

Fungerer godt i alle slags miljøer med masser af strøm og lang levetid. Blæseren er fremragende (omend lidt støjende på de højeste indstillinger), og kølepladen og forstøveren udgør et meget velkomment alternativ til afkøling.

5/5

Design

Den er flot, er solidt bygget og kan bruges på flere forskellige måder. Den er kompakt, vejer ikke meget, og kommer i en masse farver.

5/5

Værdi

Det er dyrt. Det kan man ikke komme uden om. Men for nogle vil det være pengene værd, og man får en enhed, der yder godt og er solidt bygget.

4/5

Shark ChillPill

(Image credit: Peter Hoffmann)

Køb den, hvis...

Du har det svært i varmen

Uanset om det drejer sig om migræne eller overgangsalderen, en rejse til et varmt klima, camping eller en hvilken som helst anden grund til, at varmen er en udfordring, så er dette produkt skabt til dig.

Du bruger meget tid på transport

Her får du en lille blæser, som du kan have med i bussen, i toget og alle andre steder. Det er super smart, hvis du ofte synes, at du har det varmt.

Du sætter pris på godt designog har ikke noget imod at betale for det

Du kommer til at bruge en pose penge her, men du får et virkelig fantastisk produkt for pengene.

Køb den ikke, hvis...

Du har brug for noget, der kan være i lommen

Den er kompakt, men ikke så kompakt, at man kan stikke den i lommen. Du bliver nødt til at lede andre steder.

Du har et stramt budget

Prisen er en stor udfordring. Og for rigtig mange mennesker er 1.199 kroner for meget for en blæser til én person.

Du vil bare have en helt enkel ventilator

Den fungerer fremragende som ren ventilator, men den giver mest mening, hvis du også bruger forstøveren og kølepladen.

Anmeldelse af Shark ChillPill: Overvej også

Dyson HushJet Mini-ventilator

Hvis du er på udkig efter et produkt fra et mærke med stor erfaring inden for dette område, er Dysons nyeste personlige ventilator bestemt værd at overveje. Den er lettere og mere minimalistisk end ChillPill og har ikke den samme 3-i-1-alsidighed, men Dyson ved virkelig, hvad de laver, når det kommer til ventilation.

Shark FlexBreeze HydroGo

Hvis Shark ChillPill tiltaler dig, fordi du gerne vil køle af derhjemme eller mens du arbejder, så er Shark FlexBreeze HydroGo en bordventilator, der er værd at tjekke. Den har også en tågefunktion, som vi var meget begejstrede for under vores test. Den er lille og har batteri, så du kan flytte den rundt. Selv om den ikke passer i tasken som ChillPill, er FlexBreeze HydroGo en overvejelse værd.

Læs vores anmeldelse af Shark FlexBreeze HydroGo

Sådan testede jeg Shark ChillPill

Shark ChillPill

(Image credit: Peter Hoffmann)
  • Testet i en uge
  • Brugt alle tre indstillinger regelmæssigt
  • Brugt derhjemme, i byen, på landet på en gåtur og i en park

Jeg testede Shark ChillPill i en hel uge midt i den danske hedebølge. Jeg har brugt den under hjemmearbejde på de varme dage, i bussen, på caféer og til picnic i parken. Både på møgvarme dage og på tropenætter (fra 25 grader og op). Jeg brugte den også om natten for at se, hvordan både ventilatorens køleeffekt og lydniveauet ville påvirke min søvn.

Testperioden gav mig mulighed for at måle batterilevetiden på tværs af alle indstillinger.

Jeg har skrevet om og testet teknologi i mere end 25 år, herunder sundhedsteknologi, smarthome-enheder, wearables og lydprodukter. Altid med fokus på, om en enhed rent faktisk kan gøre dit liv bedre, og om produkterne rent faktisk lever op til løfterne fra producenterne.

  • Læs hvordan vi tester produkter hos TechRadar
TOPICS
Peter Hoffmann
Redaktør TechRadar Danmark

Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.

Med bidrag fra