Anmeldelse: Samsung Galaxy Note 8

Den bedste store smartphone med touchpen

Hvorfor du kan stole på TechRadar Vores ekspert anmeldere bruger timer på at teste og sammenligne produkter og tjenester, så du kan vælge det bedste for dig. Find ud af mere om, hvordan vi tester.

Dom

Samsung Galaxy Note 8 er den bedste store mobil, du kan købe. For en gangs skyld er det mere end skærmstørrelsen og den lækre S Pen, der tæller. Note 8 tager overlegne fotos med telelinse og med bokeh-effekt med sit nye dual-lens kamera, og den er blevet markant hurtigere med 6 GB RAM.

Det koster dog. Det er en højere mobil med et større prisskilt. Den kræver, at man strækker fingrene for at nå de yderste hjørner af skærmen, og den er dyrere end nogen tidligere Note-mobil. Du får en batterilevetid på en dags tid, og det er mindre end forventet, formentlig på grund af skandalen med Note 7 sidste år. Ikke værd at Notere, om man så må sige.

Galaxy Note 8 er Samsungs satsning på en megamobil, den er først med det nye dual-lens kamera, og den har superkræfter med 6 GB RAM, alt i én pakke. Det er noget af en entré på markedet. Lad os blot håbe, den ikke også får en hurtig sortie.

Hvem er den til?

Kan du håndtere størrelsen og prisen på Samsung Galaxy Note 8? Ja? Så er denne mobil til dig. Her er mere skærm end nogen sinde før, den har det bedste mobilkamera, og du kan ikke køre den træt. Den er Samsungs bedste mobil - men den kan ikke anbefales til alle.

Skal du opgradere fra en gammel Note-mobil? Der er et kæmpe spring hertil fra 2015s Note 5, som er den seneste Note-mobil, der har overlevet i mere end to måneder på markedet. Og for de britiske brugere er det den første Note-mobil siden den plasticindpakkede Note 4. Det vil føles som at opgradere til fremtiden - og så tager vi lige forbehold for futuristisk inflation.

Konkurrenter

Samsung Galaxy S8 Plus

Vi kunne godt lide Samsung Galaxy S8 Plus for et halvt år siden, og det kan vi stadig, men vi anbefaler, at du køber Note 8. Hvorfor? Fordi hvis du har tænkt dig at bruge så mange penge på en Samsung-mobil, kan du lige så godt få det absolut bedste. De har begge pænt store all-screen displays, hurtige chipsets og fantastiske kameraer, men kun Note 8 har dual-lens kameraet, 6 GB RAM og S Pen. For de ekstra $ 105 bliver du mere fremtidssikret.

iPhone 7 Plus

Apple har sendt iPhone 7 Plus på pension som flagskib, men den er udstyret med et dual-lens kamera med en lignende telelinse og kan tage portrætfotos med masser af bokeh. Den har ingen OIS (optical image stabilization) på telelinsen, og vi kan bare bedre lide Samsungs kamera for tiden. Men Apples mobil er - og det er chokerende - meget billigere. Den koster $ 769, og du har chancen for at finde iPhone 7 Plus på tilbud, der gør den endnu  billigere. Plus, hvis du en gang er faldet for iMessages, og hvis Apples strømlinede økosystem allerede har fanget dig ind, så er det svært at forlade brandet.

LG V30

Lad mig lige tale ud. Denne smartphone fra LG er værd at se nærmere på af en rigtig god grund, også selv om du er livslang Samsung-kunde: LG V30 har mere robuste video-features. Det kan godt være, den ikke tager bedre billeder i sidste ende, men vi holder virkelig meget af dens brede dual-lens kamera, og LG har endelig sat et OLED-display inden i sin anden all-screen mobil. Den har ingen touchpen, men den lanceres til en lavere pris end Note 8 i slutningen af denne måned.

Matt Swider