Anmeldelse: Google Pixel 2 XL

En virkelig imponerende smartphone med et suverænt kamera

Hvorfor du kan stole på TechRadar Vores ekspert anmeldere bruger timer på at teste og sammenligne produkter og tjenester, så du kan vælge det bedste for dig. Find ud af mere om, hvordan vi tester.

Hvis du har råd til at vælge den store Google Pixel 2 XL, får du en masse for pengene. Det er en plus-size mobil, som tilbyder alle de bedste smartphone-features, der er rullet ud i 2017, inklusive et højt, pixeltæt display, der er er perfekt, hvis du vil se indhold i 2K eller hoppe ind i Googles Daydream View-headset. 

Men det må bemærkes, at det ikke er den tyndeste telefon derude, og det er heller ikke den kraftigste, hvis du bladrer igennem de rå specifikationer. Rammerne har ganske vist været på slankekur i forhold til sidste års model, men de er stadig klodsede, sammenlignet med hvad vi har set på iPhone X og Essential Phone. Endelig er der prisen, som nærmer sig $ 1.000 (DKK 6.600).

Men når det handler om at tage billeder, om brugervenlighed og om den sindsro, det giver, at man er garanteret fremtidige opdateringer, så er der ikke nogen bedre Android-mobil på markedet. 

 Få overblik over Google Pixel 2 XL herunder. 

 Hvem er i målgruppen? 

Google Pixel 2 XL er den ideelle smartphone til dig, som er vild med underholdning og skal have en stor skærm til film og gaming, som tænker fremad, som ønsker et slankt, elegant design, og som selvfølgelig går op i at tage flotte fotos.

Det er også i høj grad en mode-mobil, især fordi den lanceres sammen med en masse “made for Google”-accessories, som gør den ekstra sej. 

Som nævnt skal du virkelig ønske dig det bedste på markedet inden for visse områder for at retfærdiggøre prisen. Den, som foretrækker performance fremfor pris, vil nyde det, som Google Pixel 2 XL kan tilbyde, men på papiret er der andre smartphones, som giver dig mere for pengene.

Men hvis du bare vil have en mobil, der er stor, har masser af power og kan tage billeder, som tit får dig til at sige 'wow', så er dette her din mobil.

Skal jeg købe den?

På trods af småfejl og mangler, er der ikke mange mobiler, der kan konkurrere med Google Pixel 2 XL. Den lille fordel, som Note 8  har, når det handler om elegante rammer på displayet, kan selvfølgelig være afgørende for nogen, og det samme kan de manglende features på Google Pixel 2 XL, for eksempel 3,5 mm hovedtelefonstikket, trådløs opladning og ekstra lagerplads på et SD-kort.

Men de features, Pixel 2 XL til gengæld har, kaster en lang skygge over de øvrige topmobiler. Kameraet, som vi allerede har nævnt mange gange, er formidabelt på trods af de jævne specifikationer. Faktisk er det så godt, at en af vores medarbejdere valgte at tage det med som det eneste kamera på sin bryllupsrejse.

Desuden er den nye Pixel Launcher simpelthen den bedste opfindelse endnu, og siden jeg første gang tændte for Pixel 2 XL i sidste uge, har den hurtigt overskrevet hele min muskelhukommelse fra Pixel XL, som jeg ellers har brugt som daglig mobil siden lanceringen i 2016.

Med hensyn til hardware og software oplever vi Pixel 2 XL som Googles hidtil mest gennemførte forsøg på at skabe en mobil. Ved at bygge videre på erfaringerne fra året før, har Google skabt en af de smarteste smartphones nogen sinde.

Den lover allerede godt, og hvad der måske er vigtigere: den vil fortsætte med at blive bedre i årene, der kommer, takket være Googles stadigt mere intelligente opdateringer. 

Første gang anmeldt i oktober 2017

  • Ikke overbevist? Prøv disse muligheder i stedet:

Konkurrenter

Samsung Galaxy Note 8

Samsung Galaxy Note 8 er velsagtens den bedste phablet på markedet. Du kan også gå efter Galaxy S8 Plus, hvis du ønsker at spare lidt penge.

Grunden til, at vi stemmer på Note 8, er, at den har et lidt bedre kamera plus muligheden for at bruge S Pen, som få mærker stadig har. Den har godt nok ikke det bedste interface, og Bixby irriterer, men Note 8 er stadig en af de mest komplette  smartphones på markedet lige nu.

iPhone 8 Plus

Ja, vi ved godt, at du sikkert ikke køber en iPhone, hvis du er Android-fan, men læs alligevel videre.

De store fordele her er: trådløs opladning, mere power og en pris, der ikke rammer helt ved siden af, et godt kamera og den samme solide Apple-oplevelse, som du får med dem allesammen.

Det handler dybest set om, hvad du kan lide, men glasbagsiden på iPhonen i overstørrelse har imponeret en hel del af dem, vi har vist den til, så måske skulle du også lige give den et kig.

Google Pixel XL

Sidste års store Google Pixel er stadig et godt valg - hvis du kan finde den. Den ryger sandsynligvis af markedet snart, men da den har en skærm, vi stadig er ret begejstrede for, kunne det være værd at lede efter den.

Den savner stereohøjttalerne, som vi nyder på den nye model, og den er stadig lidt dyr i forhold til, hvad du får. Men den indeholder stadig et forrygende kamera og mere power, end de fleste formentlig får brug for, så den er en seriøs overvejelse værd, hvis du kan lide alt det, du har læst om Pixel 2 XL, men synes, den er for dyr.