Anmeldelse: Røde Wireless Micro - genial opgradering af din videolyd

Røde Wireless Micro gør det nemt at lave video med overlegen lyd. Samtidig er brugervenligheden utroligt høj, så alle hurtigt kan komme i gang.

Røde Wireless Micro
(Foto: © Peter Hoffmann)

TechRadar Konklusion

Røde Wireless Micro er designet til indholdsskabere og brugere, der har brug for pålidelig lydkvalitet uden besvær. De kommer i flere friske farver, og du kan fastgøre dem på flere måder. Lydkvaliteten er rigtig god, men stort set alt foregår automatisk, så eksperter vil muligvis savne avancerede indstillinger. Du kan kun bruge Røde Wireless Micro med den medfølgende modtager og ikke via Bluetooth.

For

  • +

    Meget nem at bruge

  • +

    God lyd med lidt støj

  • +

    Pålidelig forbindelse til modtageren

Imod

  • -

    Begrænsede justeringsmuligheder

Hvorfor du kan stole på TechRadar Vores ekspert anmeldere bruger timer på at teste og sammenligne produkter og tjenester, så du kan vælge det bedste for dig. Find ud af mere om, hvordan vi tester.

Røde Wireless Micro: anmeldelsen kort

Røde Wireless Micro er et kompakt sæt trådløse mikrofoner, der er designet til brug med en smartphone. Brugervenligheden er ekstrem, og selv uerfarne brugere kan klare opsætningen på et øjeblik. Sæt modtageren i din smartphone, tag mikrofonerne ud af opladningsetuiet, installer Røde Central-appen, udfør de nødvendige softwareopdateringer, og så er du klar.

Det er utroligt enkelt at bruge, og hvis du er på udkig efter en kompakt trådløs mikrofon, der leverer pålidelig lyd til dine smartphonevideoer, er Røde Wireless Micro svær at slå.

Anmeldelse af Røde Wireless Micro: pris og tilgængelighed

Røde Wireless Micro

(Image credit: Peter Hoffmann)
  • Vejledende pris på 799 kroner
  • Set til under 600 kroner
  • Fås i flere farver med USB-C- eller Lightning-modtager

Røde fås hos en række danske forhandlere. Vi fandt den til en pris på under 600 kroner, hvilket virker utroligt billigt for det setup. For de penge får man et opladningsetui med to sendere (mikrofoner med klips og magneter til montering) og én modtager. I æsken følger der også to vindhætter og opladerkabel med - de kan dog ikke være i etuiet.

Røde Wireless Micro fås i to versioner, en modtager USB-C-telefoner og en til Lightning-b-mobiler. Modtageren kan ikke købes separat, så hvis du køber et sæt med Lightning-modtager til din iPhone 14 og senere køber en iPhone 17, skal du anskaffe et helt nyt sæt.

Derudover findes der forskellige farver, og det er ret flot. Røde Wireless Micro til USB-C kommer i de traditionelle farver sort og hvid, men du kan også gøre det hele lidt friskere med farverne orange, rød eller blå. Lightning-versionen kommer kun i sort og hvid.

Anmeldelse af Røde Wireless Micro: design

Røde Wireless Micro

(Image credit: Peter Hoffmann)
  • Lille, let opladningsetui
  • Forskellige farver
  • Indbygget modtager med USB-C- eller Lightning-port

Opsætningen kan næsten ikke blive nemmere. Jeg tilsluttede bare modtagern til mobilen og tog en af mikrofonerne ud af etuiet. Så virkede det hele. Det kan dog være en god ide at hente Røde Central-appen (til iOS og Android) på din mobil. Har du appen åben, modtageren tilsluttet og mikrofonerne ud af etuiet, så bliver du bedt om at opdatere mikrofonerne.

Der er ingen avancerede indstillinger, da Rødes »GainAssist-teknologi« sikrer, at du allerede får ret god lyd. Du kan dog vælge, om du vil have lyden fra de to mikrofoner samlet i ét lydspor (default), eller om du vil have to separate.

Du kan også justere indstillingen for Output Gain Mode med tre indstillinger (Low, Mid og High). Ved at vælge en af mikrofonerne kan du her vælge tre indstillinger for støjreducering: slukket, Low og High. Du kan indstille niveauet for støjreducering for hver mikrofon separat. Så du kan f.eks. have en, hvor støjreduceringen er sat til maksimum, og en, hvor den er stået fra.

Sidste indstillingsmulighed kræver at du vælger "device", så kan du indstille, om LED-lysene skal være Bright (kraftigt lys) eller Dim (svagt lys).

Hvis du har installeret Røde-appen , åbnes den endda med det samme. Der kan du parre mikrofonerne og modtageren og vælge, hvordan du vil styre indgangen fra modtageren: opdelt til venstre og højre kanal eller samlet til én kanal. Du kan også opdatere firmwaren og se lydniveauerne via appen.

Røde Wireless Micro

(Image credit: Peter Hoffmann)

Mikrofonerne kan fastgøres til tøjet med en klips eller en magnet. Magneten er overraskende stærk, og mikrofonen sidder godt fast på t-shirts og skjorter. Det virker også med lidt tykkere stof, men med en tyk trøje eller sweater er det nok en bedre ide at bruge klips.

Tilslutning kræver en modtager, og her skal du vælge mellem USB-C eller Lightning inden du køber. Hvis du planlægger at udskifte din iPhone 14 (eller ældre) med Lightning-port med en nyere model med USB-C-port inden for kort tid, er det smartere at vælge USB-C-versionen. De trådløse mikrofoner har ingen Bluetooth, så du kan altså kun bruge dem med den medfølgende modtager.

Vindstøj reduceres med mikrofonernes design, men hvis du vil eliminere vindstøj endnu mere, kan du bruge de medfølgende fysiske vindshætter. De kan desværre ikke gemmes i opladningsetuiet, så dem må du selv have med i taske eller lommer.

Anmeldelse af Røde Wireless Micro: ydeevne

  • Rækkevidde på over 100 meter
  • Syv timers batteritid, to ekstra opladninger i etuiet
  • Simpel støjreduktion
  • GainAssist fungerer godt

Røde Wireless Micro

(Image credit: Peter Hoffmann)

Røde Wireless Micro er virkelig nemme at bruge. Opsætningen var klar på et øjeblik, og mikrofonerne oprettede altid forbindelse med det samme, når appen blev åbnet. I kamera-appen på både Galaxy S26 Ultra, OnePlus 15 og Google Pixel 10 Pro blev mikrofonen desuden altid automatisk valgt som lydindgang. Det blev vist med ikonet for en kablet mikrofon, men telefonen ved jo heller ikke, at mikrofonerne er tilsluttet trådløst til modtageren. Brugervenligheden betyder også, at du ikke rigtig får nogen detaljerede informationer om lyden. Du kan altså ikke bruge appen til at holde øje med avanceret info. Men

Ifølge Røde, er rækkevidden for Wireless Micro over 100 meter, hvilket i praksis ikke er så nemt at teste. Jeg kan i øvrigt ikke se, hvorfor man nogensinde skulle stå mere end 100 meter fra sin telefon, når man optager en video, og i hvilken situation det overhovedet er sikkert at lægge sin telefon et eller andet sted i den afstand. Pointen er, at Røde Wireless Micro har en pålidelig, stabil forbindelse, også selv om du går længere væk fra din telefon.

Batterilevetiden er cirka syv timer pr. mikrofon. Derefter kan du oplade mikrofonerne to gange mere med etuiet, hvilket giver en samlet brugstid på 21 timer (28 timer, hvis du skifter imellem mikrofonerne. (2x7 timer plus 14 timer i opladeren).

Røde Wireless Micro har 24-bit lyd, et frekvensområde fra 20 Hz til 20 kHz, en maksimal lydtryk på 135 dB og et signal-støj-forhold på 73 dB. Til sammenligning: disse specifikationer svarer omtrent til dem for Røde Wireless ME, en dyrere trådløs mikrofon, der også fungerer med foto- og videokameraer.

Intelligent GainAssist regulerer automatisk lydniveauerne for at sikre en velafbalanceret lyd, så din stemme lyder klar, og du kan koncentrere dig om andre ting. Det er muligt at indstille støjreduktion (slukket, lav, høj) i Røde Central-appen. Der er tydelig forskel på, om støjreducering er slukket eller tændt, og jeg kan også høre forskel imellem høj og lav støjreducering. Min stemme er dog tydelig at høre på alle optagelser, så selv uden støjreducering formår Røde Wireless Micro at levere en klar lyd. Jeg kunne f.eks. stå ved siden af en kørende emhætte, og det var stadig muligt tydeligt at høre, hvad jeg sagde. Baggrundsstøjen kunne høres på optagelsen, men med støjreducering på høj, var det faktisk bare en detalje, der virkede meget autentisk.

Jeg har optaget videoer i forskellige scenarier: indendørs, udendørs og i støjende omgivelser. Alt i alt er jeg meget tilfreds med, hvor klar min stemme lyder. Det er på ingen måde en studiemikrofon, men optagelsen af min stemme blev tydelig og brugbar hver eneste gang. Kort sagt, hvis du vil have bedre lyd uden besvær, er Røde Wireless Micro et virkelig godt valg.

Skal du købe Røde Wireless Micro?

Røde Wireless Micro er imponerende nem at bruge og leverer samtidig virkelig god kvalitet. Så hvis du har brug for et brugervenligt setup, der leverer god lyd, så bliver det ikke meget nemmere end dette setup. Prisen er samtidig til at komme i nærheden af.

Skal du lave avancerede optagelser, hvor du har brug for at kunne justere lyden præcist, så skal du vælge en anden model, men så kommer du nok også til at betale en højere pris.

Jeg er vild med, at man kan vælge nogle friske farver til sine mikrofoner. Hvis man som influencer har brug for at skille sig ud, så er en mikrofon i orange, blå eller rød allerede et stort skridt i den rigtige retning.

Køb den, hvis...

Du gerne vil høre din stemme tydeligere i dine videoer
Røde Wireless Micro optager din stemme langt bedre end telefonens indbyggede mikrofon og kræver ingen erfaring at bruge.

Du vil have en brugervenlig mikrofon
Det er så nemt at bruge Røde Wireless Micro, at det nærmest føles som snyd, eller som om man har glemt et eller andet.

Du vil have en alsidig mikrofon
Takket være klipsene og det magnetiske beslag kan du nemt (og sikkert) fastgøre mikrofonerne til dit tøj.

Køb den ikke, hvis...

Hvis du vil have en mikrofon som også virker med dit kamera
Wireless Micro er beregnet til mobiltelefoner og fungerer ikke med almindelige kameraer.

Hvis du vil have et fleksibelt setup til både Android og iOS
Her skal du allerede inden køb vælge, om du vil have en version til USB-C eller til Lightning-modtager. Du kan altså ikke skifte frem og tilbage.

Du ønsker mere manuel kontrol
Den enkle løsning med automatisk lydstyrkekontrol kan virke begrænset for eksperter. Og du kan ikke se detaljeret info om lydniveau osv. i appen.


Peter Hoffmann
Redaktør TechRadar Danmark

Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.

Med bidrag fra