Test: MSI Modern - en bærbar til hverdagsbrug med masser af lagerplads
MSI Modern 15 f13mg er ikke en voldsomt hurtig maskine til gaming, men til gengæld en arbejdshest til det meste.
MSI Modern 15 F13MG er en bærbar computer, der ved præcis, hvad den er: En effektiv maskine til studerende og kontorbrug. Med sin 13. generations Intel Core i7-processor og generøse 16 GB RAM leverer den masser af hestekræfter til prisen. Du må gå på kompromis med skærmens opløsning og opdatteringshastighed, men hvis du har brug for pålidelig ydelse uden at sprænge budgettet, er den et godt bud.
Pris og tilgængelighed
MSI Modern 15-serien giver meget power for pengene. Denne specifikke konfiguration (F13MG) med Core i7, 16 GB RAM og 512 GB SSD placerer sig i mellemklassen, hvor den konkurrerer direkte mod maskiner som Acer Swift og ASUS Vivobook.
Prisen begynder ved 5.499 kroner, og den kan findes hos en række elektronikforhandlere. Men det er også en af de computere, hvor der findes et utal af konfigurationer med små forskelle.
Design
- Kan åbnes, så den ligger fladt på et bord
- Bygget i plastik
- Vejer kun 1,7 kg og er nem at have med i tasken
- Mange porte og mekanisk lukker til kameraet
- Skærm med opløsning på 1080p
Ved første øjekast ligner MSI Modern 15 en relativt billig business-bærbar. Den gør ikke meget væsen af sig med sit grå chassis og diskrete logo. Selvom kabinettet primært er lavet af plastik, føles det rimelig robust, og det lever endda op til den militære MIL-STD-810H standard for holdbarhed, og overfladen tager stort set ikke imod fingeraftryk.
Tastaturet er en fornøjelse at skrive på, og det har en ret kraftig baggrundsbelysning, hvilket gør den ideel til studerende, der skriver lange opgaver sent om aftenen. Det indbyggede webcam har en slider, så du fysisk kan lukke af for kameraet. Det er en god ting i en tid, hvor hackere og andre online-kriminelle gør livet surt for alle.
Inden i har den masser af kræfter. Den er ikke hurtig, men er til gengæld en arbejdshest, der kan klare de fleste opgaver. Noget ret usædvanligt ved MSI Modern 15 er dens 180-graders hængsel ("Flip-n-Share"), der gør det muligt at lægge skærmen helt fladt ned på bordet – smart til gruppearbejde eller hvis du vil have skærmen op i øjenhøjde til streaming i f.eks. fly eller bus.
Udvalget af porte er fremragende for en moderne, slank laptop: Du får både USB-A (af den hurtige slags), USB-C med PD-opladning, HDMI i fuld størrelse og endda en microSD-kortlæser. Det er efterhånden en sjældenhed, og det betyder, at har flere muligheder end ellers. Den medfølgende oplader fylder ikke meget, og har du glemt opladeren, kan du endda lade computeren op via USB-C-porten på siden.
Tilmeld dig de seneste nyheder, anmeldelser, meninger, topteknologiske tilbud og mere.
God ydelse - men glem alt om gaming
- Intel Core i7 leverer varen
- 16 GB RAM sikrer flydende multitasking
- Masser af plads med 512 GB SSD
MSI Modern 15 F13MG kommer med gode specifikationer. Den har en relativt stærk 13. generations i7-processor og 16 GB RAM, hvilket gør, at den kan komme igennem selv mere krævende hverdagsopgaver uden at få sved på panden. Jeg har brugt den til at skrive, let gaming, se video og det klarer den fint. Jeg har en rigtig dårlig vane med at have masser af åbne faner i min browser, og det bruger faktisk en masse regnekraft. Men selv med 20 åbne Chrome-faner, Spotify og Word i baggrunden, var der ikke nogen mærkbare forsinkelser.
Computeren er udstyret med et integreret Intel Iris Xe-grafikkort. Det er ikke kraftigt nok til at trække mere krævende spil, som derfor virkelig får maskinen til at køre langsomt (og nogle gange gå helt i stå). Men det fungerer til det meste andet, som let billedbehandling og let gaming (tænk Diablo IV på mellem indstilling), men det er ikke en gamer-bærbar. Grafikkortet er ikke kraftigt nok til at håndtere tunge spil.
Specifikationer på testmodel:
- CPU: Intel core i7-processor
- Hukommelse: 16 GB DDR5 RAM
- Grafik/GPU: Intel Iris Xe Graphics
- Skærm: 15,6-tommer IPS
- Opløsning: 1920 x 1080
- Opdateringshastighed: 60 Hz
- Lagerplads: 512 GB SSD
- Tilslutningsmuligheder: 1x USB-C 3.2 Gen 2 (understøtter DisplayPort Alt Mode og Power Delivery 3.0), 3x USB-A 3.2, 1x HDMI, 1x MicroSD-kortlæser, 1x Kombostik til hovedtelefon/mikrofon, 1X Gigabit Ethernet
- Netværk: Wi-Fi 6e, Bluetooth 5.3
- Mål: 1,99 x 35,89 x 23,59 cm
- Vægt: 1,7 kg
- Pris: 6.499 kroner
Skærm
- 15,6" Full HD (1920 x 1080) IPS-panel
- Mat overflade mindsker genskin
- Farverne mangler lidt "pop" til kreativt arbejde
- Opdateringshastighed på 60 Hz
Skærmen er som sådan ganske udmærket, hvis man ikke lige har brug for 4K-kvalitet. Her får du et 1080p panel, som er fint til tekstbehandling, regneark og webbrowsing. Den matte overflade er god til kontorbelysning, da den minimerer refleksioner.
Men hvis du drømmer om at redigere billeder eller video professionelt, vil du opleve, at farverummet er begrænset. Den mangler den dybde og lysstyrke, du finder på dyrere OLED-paneler eller high-end ultrabooks. Til Netflix og YouTube i sengen fungerer den fint, men forvent ikke en biografoplevelse.
Opdateringshastigheden er på 60 Hz. Det er ret lavt, og dur slet ikke til gaming. Det viser igen, at maskinen ikke er tænkt til gaming eller avancerede grafiske opgaver. Den er lave til studie- og kontorbrug, som fungerer fint uden lynhurtig opdateringshastigheder eller 4K-billedkvalitet.


Ydelsen rækker til hverdagsbrug - men glem alt om gaming
Det indbyggede grafikkort kan ikke helt matche ydelsen fra core i7-chippen og de 16GB RAM. Det har simpelthen ikke kræfterne til at trække lige så godt som resten af specifikationerne. Maskinen fungerer rigtig godt til hverdagsbrug. Dvs. webbrosing, video, streaming og tekst eller regneark. Men ved opgaver, der kræver tung grafikhåndtering, mister MSI Modern altså pusten.
Jeg installerede både Diablo IV og Black Ops 6 for at teste. Her kørte Diablo ganske udmærket på mellem-indstillinger, selv om blæseren begyndte at larme lidt. Til gengæld gik maskinen i stå, da jeg prøvede at spille Black Ops 6. Selv om både RAM og Intel-processoren burde kunne trække det, så kan grafikkortet altså ikke følge med.
Til webbrosing, kontorarbejde og streaming fungerer den fint. Det er dog en god ide at anskaffe nogle høretelefoner, hvis du vil se meget video. Højttalerne er nemlig ikke særligt imponerende. De mangler bas og bredde, så lyden bliver en lidt flad omgang.
Derfor er maskinen her allerbedst egnet til regulært studie- eller kontorarbejde, eller til hyggebrug derhjemme.
Batterilevetid på mellemniveau
Du kan både oplade MSI Modern med den medfølgende oplader og via USB-C-porten. Det giver stor fleksibilitet, så du f.eks. kan tage computere med hjem fra arbejde uden opladeren eller tage på weekendtur og kun behøver at medbringe én oplader til mobil og computer.
Batterilevetiden er ikke ligefrem imponerende. Jeg fik 4,5 timers videostreaming på en fuld opladning. Den holder lidt længere til kontorarbejde, men du skal være heldig for at få otte timers brug på en opladning. Her er det heldigt, at strømforsyningen ikke fylder så meget, og at du også kan lade den op med et almindeligt USB-C-kabel. Men lidt mere batterilevetid ville have været rart.
Smarte detaljer løfter niveauet
MSI Modern kommer med nogle smarte detaljer, som jeg er ret begejstret for. For det første er det ret fantastisk, at den kan oplades både via den medfølgende oplader eller via USB-C-porten. Det giver en virkelig god fleksibilitet, fordi man så ikke behøver at slæbe opladeren med sig hele tiden. Tager du computeren med hjem eller på ferie, kan du lade opladeren blive på kontoret og så nøjes med at bruge din egen oplader.
Jeg kan også rigtig godt lide, at webkameraet har en slider, så du fysisk kan blokere kameraet, når du har brug for det. Det er bestemt ikke alle computere, der har den funktion. Men i en tid, hvor mange frygter for deres privatliv og online-sikkerhed, så er det rart, at have en mulighed for at slukke kameraet, som ikke kan styres af hackere.
Computeren har nogle særlige hængsler, og det betyder, at den kan åbens helt, så den kan ligge fladet på et bord. MSI kalder det "Flip-n-Share", og funktionen er praktisk, hvis man skal er flere, der skal kigge på computeren.


Pris og tilgængelighed
Computeren findes i flere afskygninger, og du kan også finde den med en core i3- eller i5-processor. Testmodellen med en core i7-processor er lidt kraftigere, men til det daglige kontorarbejde vil forskellen nok ikke være særligt mærkbar.
Prisen ligger omkring
Skal du købe MSI Modern 15 f13mg?
Køb den, hvis...
Du vil en computer med gode kræfter, som ikke er særligt hurtig: Du får en computer med en core i7-processor, 512GB lagerplads og 16 GB RAM til en lav pris.
Du har brug for meget lagerplads: Med 512Gb lagerplads kan du gemme rigtig meget. Så hvis du har mange eller store filer, er dette et godt bud. SSD-lagerpladsen arbejder også hurtigt, hvilket er lækkert, når du skal overføre og gemme filer.
Du vil bruge den som fast kontor-PC: Med de mange indbyggede porte er det nemt at forbinde alverdens udstyr til computeren. Du kan endda forbinde to skærme - én via HDMI-porten og én via USB-C-udgangen. gør livet lettere.
Køb den ikke, hvis...
Du vil bruge den til gaming:
Selv om komponenter som RAM, lagerplads og Intel Core i7-processor bør give masser af kræfter, så er det indbyggede grafikkort det svage led. Det er desværre ikke særligt kraftigt og kan slet ikke følge med krævende spil eller løse grafiktunge opgaver..
Du vil have en hurtig 4K skærm:
Opløsningen på 1920 x 1080 er udmærket, men du kan sagtens få skarpere og hurtigere skærme, hvis du altså vil betale for det. Det samme gælder opdateringshastigheden på 60 Hz.
Du vil bruge de indbyggede højttalere til video:
Lyden er en flad omgang, når den kommer fra de indbyggede højttalere. Så mangler du en laptop til at køre action-brag på, må du kigge efter noget andet.

Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.