Fairphone lancerer deres 6. gen smartphone med fokus på bæredygtighed og lang holdbarhed
Ny model fra hollandske Fairphone kombinerer udskiftelige dele, langtidsholdbart design og ny kamerateknologi

Smartphone-brugere, der ønsker at bruge deres telefon så længe som muligt, har måske allerede overvejet en Fairphone, som er kendt for at være fokuseret på bæredygtighed, fair produktion og modulært design. Den nye model følger samme principper og introducerer nye funktioner, som skal forbedre både ydeevne og brugervenlighed. De kalder selv telefonen for The Fairphone (Gen 6.), men for nemhedens skyld skriver vi altså Fairphone 6.
Otte års Android-opdateringer og lang batterilevetid
Fairphone 6 er udstyret med Snapdragon 7s Gen 3-processoren, som ifølge producenten giver en markant bedre ydeevne sammenlignet med forgængeren. Processoren er ikke på niveau med topmodeller, men er en væsentlig opgradering i forhold til Fairphone 5. Den interne lagerplads er fortsat 256 GB.
Kamerasystemet er blevet opdateret og består nu af en 50 MP hovedkamera med Sony Lytia 700C-sensor, en 13 MP ultravidvinkelkamera og en 32 MP frontkamera. Hovedkameraet skal give forbedrede billeder i svagt lys.
Skærmen er en 6,3-tommer OLED med en dynamisk opdateringshastighed på op til 120 Hz, som automatisk kan sænkes til 10 Hz for at spare strøm. Skærmens kanter er blevet smallere, og telefonen er generelt lettere end forgængeren. Glasskærmen er beskyttet af Gorilla Glass 7i, der skal give øget modstandsdygtighed over for ridser.
Batteriet har en kapacitet på 4.415 mAh og kan ifølge Fairphone holde op til næsten to dages brug på en opladning. Telefonen har IP55-certificering, hvilket betyder, at den er beskyttet mod støv og regn, men ikke mod nedsænkning i vand.
Fairphone garanterer softwareopdateringer mag år frem i tiden. Du får Android-opdateringer op til Android 20 og sikkerhedsopdateringer frem til juni 2033. Der medfølger fem års garanti på selve telefonen.
Du kan selv købe og udskifte en række reservedele



Telefonen er designet, så det er muligt at udskifte tolv komponenter med en enkelt skruetrækker. Blandt andet kan batteri, skærm, USB-port og kamera nemt skiftes eller opgraderes. Bagsiden er todelt og tillader hurtig adgang til moduler, som kan udvides med tilbehør som fingerstropper, kortholdere og snore. Bagsiden med strop eller kortholder kan skrues direkte. Fairphone Moments-funktionen introducerer en fysisk kontakt, der skifter mellem en komplet smartphoneoplevelse og en enklere brugerflade, som reducerer digitale forstyrrelser.
Tilmeld dig de seneste nyheder, anmeldelser, meninger, topteknologiske tilbud og mere.
Her kan du se priserne på reservedelene, som man selv kan skifte:
Komponent | Pris |
---|---|
USB-C-port | 19,95 euro |
Højttaler bund | 24,95 euro |
Højttaler top | 19,95 euro |
Hovedkamera | 69,95 euro |
Selfie-kamera | 34,95 euro |
Vidvinkelkamera | 39,95 euro |
Batteri | 39,95 euro |
Skærm | 89,95 euro |
Bagside cover (nederst) | 14,95 euro |
Bagside cover (øverst) | 9,95 euro |
Øverste enhed | 39,95 euro |
Sim-bakke | 7,95 euro |
Fairphone 6 er fra i dag, den 25. juni, tilgængelig til en vejledende pris på 599 euro (8 GB/256 GB) hos forskellige forhandlere. Den fås i tre farver: Cloud White, Horizon Black og Forest Green..

Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.