iPhone 14 Pro Max: Alt, hvad vi ved indtil videre

Nyt om iPhone 14 Pro Max: På billedet ses bagsiden af en iPhone 13 Pro Max, som står op ad en væg
Kommer iPhone 14 Pro Max til at ligne 13 Pro Max? (Foto: TechRadar)

Drømmer du om en iPhone 14 Pro Max? Meget tyder på, at Apple kan få din drøm til at gå i opfyldelse - og snart!

Lanceringen af iPhone 14-serien nærmer sig med hastige skridt. Apple har netop bekræftet, at de afholder en event den 7. september, og vi har store forventninger om, at de nye iPhones bliver afsløret ved denne lejlighed.

iPhone 14 Pro Max bliver muligvis den bedste, den dyreste og uden tvivl den mest interessante af de 4 modeller vi forventer at få at se i forbindelse med lanceringen.

Der er tale om markante ændringer i design, farvel til udskæringer og goddag til store kameraopgraderinger. Derudover byder den også på andre forbedringer, så det lader til, at der er gode grunde til at glæde sig. Hvis læk og rygter viser sig at blive en realitet, bliver iPhone 14 Pro Max den mest spændende opgradering, Apple har udgivet i årevis. 

Nedenfor har vi samlet alt, hvad vi har hørt om denne nye super-telefon indtil videre som bl.a. den estimerede lanceringsdato og pris. Vi opdaterer artiklen løbende, når vi hører noget nyt, så vend tilbage i ny og næ for at holde dig opdateret om 14 Pro Max-telefonen.

Seneste nyt:

Eventdato bekræftet

Apple har sendt officielle invitationer ud til en event, som afholdes i Steve Jobs Theatre på Apple Park Campus den 7. september, og noget tyder på, at det højst sandsynligt bliver datoen, hvor iPhone 14-serie bliver præsenteret for verden.

Hurtige facts

iPhone 14 Pro Max:

  • Hvad er det? Den bedste iPhone i 2022
  • Hvornår lanceres den? Formentlig d. 7. september
  • Hvad bliver prisen? Vi forventer, at basismodellen minimum kommer til at koste omkring 9.755 kr.

Rygter og nyheder

29. august: Nyt læk tyder på, at den nye iPhone højst sandsynligt også lanceres i en ny lilla farve.

27. august: Den pålidelige kilde Ming-Chi Kuo hævder, at Pro-modellerne i den kommende iPhone 14-serie vil få meget bedre ultravidvinkelkameraer end før, med større pixels, der kan optage mere lys.

24. august: Apple har bekræftet, at deres næste event løber af stablen den 7. september. Vi er temmelig sikre på, et det bliver her, vi første gang får iPhone 14 at se.

21. august: En overraskende læk har røbet, at vi måske alligevel får se en iPhone 14 mini i år. Partnere i Asia og stillehavsregionen skal angivelig forberede markedsføringsmaterialet, som viser mobiltelefonen. 

19. august: Nye farver til de forventede iPhone 14-covers er dukket op.

18. august: Den respekterede journalist Mark Gurman har forudsagt, at iPhone 14-lanceringen vil finde sted den 7. september , og telefonerne kommer i butikkerne ni dage senere.

15. august: En kilde hævder, at iPhone 14 Pros kamera har problemer i svag belysning, men at batteriet muligvis bliver bedre i år.

14. august: Lagerkapaciteten i iPhone 14-linjen kan være stort set den samme som i iPhone 13-linjen ifølge et læk

12. august: Apple er angiveligt godt i gang med at fremstilleen hel masse iPhone 14-enheder i år.

9. august: En kilde hævder, at Apple ligesom med Watch 6 til Watch 7 bare kan omdanne iPhone 14's A15-chip til A16, hvor Pro-modellerne får en A16 Pro-chip.

4. august: En prisstigning ser stadig mere sandsynlig ud for alle undtagen standard iPhone 14.

3. august: Apples iPhones vil forhåbentlig oplade hurtigere med 14-serien, med en 30W oplader, der giver opladningshastigheden et stort hastighedsboost.

3. august: iPhone 14-serien kommer i grøn, lilla, blå, sort, hvid og rød, hvor den lyserøde bliver taget ud til fordel for den nye lilla nuance.

2. august: En kilde hævder, at iPhone 14 Pro-modellerne vil stige i pris, men iPhone 14-serien vil have samme pris som 13.

28. juli: Et rygte siger, at iPhone 14 Pro Max  muligvis får den samme mængde RAM som iPhone 13 Pro Max - men denne gang er der muligvis tale om endnu hurtigere hukommelse.

Lanceringsdato og pris

Lanceringen af ​​den nye iPhone 14-serie finder højst sandsynligt sted den 7. september. Apple har allerede sendt invitationer ud til 

Tidligere var den 13. september vores bedste bud på, hvornår iPhone 14 Pro Max (og resten af iPhone 14-serien) ville blive annonceret. Det er ikke en dato vi bare har snuppet ud af den blå luft. Datoen har vi fra en kilde. Den 13. september giver meget god mening, da Apple i de seneste år altid har annonceret nye iPhones-modeller omkring midt september, og det sker typisk på en tirsdag, som passer med den 13. september. 

Uanset om det bliver den 7. eller d. 13. september (eller en helt tredje dato) skal du nok ikke regne med at få fingrene i telefonen den samme dag. Der kommer nok til at gå ca. 10 dage, før den lander i butikkerne. 

Selvom datoerne lyder meget sandsynlige, er der dog en chance for at tingene skubbes lidt. Især pga. nedlukningerne i Kina, som tilsyneladende har forsinket produktionen et par uger. Apple sigter dog efter at indhente det forsømte og komme tilbage til deres oprindelige tidsplaner. 

Med hensyn til prisen antyder en kilde, at priserne muligvis kommer til at ligne priserne på iPhone 13-serien, hvilket vil betyde at startprisen for en iPhone 14 Pro Max højst sandsynligt kommer til at ligge på omkring 9.755 kr.

En anden kilde hævder dog, at den nye telefon kommer til at koste ca. 100 dollars (ca. 700 kr.) mere end iPhone 13 Pro Max. Det ville ikke være så mærkeligt, hvis prisen stiger lidt, når man sammenligner med de opgraderinger, som 14-serien angiveligt kommer med.

Design

iPhone 14 Pro Max kommer muligvis ikke til at ligne de tidligere iPhones, da Apple efter sigende er ved at droppe udskæringen. Det har vi hørt fra flere forskellige kilder nu. Første gang, vi hørte om denne ændring, var allerede tilbage i september sidste år, hvor vi også så illustrationen, som du kan se nedenfor.

En uofficiel illustration, der viser det mulige design af iPhone 14 Pro Max på en hvid baggrund

Et muligt design af iPhone 14 Pro Max (Image credit: Jon Prosser / RendersByIan)

Dette billede hentyder, at der vil være en lille udskæring til kameraet, som vi har set på mange Android-telefoner, i stedet for det hak, vi har set på de seneste iphones. Det lader også til at kamerasamlingen på bagsiden ikke kommer til at stikke så meget ud. Det ser ud til at telefonen er gjort lidt tykkere for at opnå denne ændring. 

Kilden tilføjer, at stellet tilsyneladende er lavet af titanium i stedet for rustfrit stål. Men det er ikke det eneste sted, vi har hørt det fra

Jon Prosser var den første, der talte om at udskæringen forsvinder på iPhone 14 Pro Max, men vi har siden hørt samme udtalelser fra andre som fx Ming-Chi Kuo og Mark Gurman

Men nu ser det ud til at nogle af detaljerne i illustrationen ovenfor ikke er helt korrekte. Flere læk siger, at iPhone 14 Pro Max ikke har én enkelt kameraudskæring, men derimod to: Et lille rundt hul og en større pilleformet udskæring ved siden af. Du kan se, hvordan det potentielt kommer til at se ud i den tekniske tegning og lækkede CAD-illustration nedenfor.

En af disse illustrationer viser også et stort kameramodul på bagsiden, og det er muligvis mere sandsynligt, da en lækket teknisk tegning antyder, at den bagerste kamerablok faktisk bliver større end på iPhone 13 Pro Max - ikke mindre som de første lækkede illustrationer ovenfor viste.

Skærm

Selvom iPhone 14 Pro Max på mange måder lyder som en større opgradering, kommer det muligvis ikke til at gælde for skærmen. Ross Young, som før har lækket pålidelige informationer, hævder, at den nye iPhone får en 6,68 tommer 1284 x 2778 OLED-skærm med en opdateringshastighed på 120Hz og 458 pixels pr. tomme. Hvis det er rigtigt, får iPhone 14 Pro Max en identisk skræm med iPhone 13 Pro Max. 

Vi har hørt lignende rygter fra Ming-Chi Kuo, der hævder, at den nye telefon får en 6,7-tommer skærm. Vi forventer ikke, at Apple har tænkt sig at ændre på størrelsen, da det ikke sker så tit. 

Det er dog muligt, at vi ser forandringer i andre skærmdetaljer som fx lysstyrken, men indtil videre lyder det meget som skærmen på iPhone 13 Pro Max. Lige bortset fra hakket, som højst sandsynligt bliver fjernet fra toppen af skærmen.

Kamera

Kameraet ser ud til at blive langt bedre i iPhone 14 Pro Max i forhold til forgængeren. I stedet for et hovedkamera på 12 MP (vidvinkel) skulle den nye telefon efter sigende få et 48 MP-kamera. Det hævder den respekterede analytiker Ming-Chi Kuo, og han har nævnt det op til flere gange. Men vi har også hørt det fra andre kilder

Ifølge kilderne vil dette kamera være i stand til at optage 8K-video (en opgradering fra 4K på iPhone 13 Pro Max). Det forbedrede hovedkamera får selskab af to andre kameraer, som vi ikke har hørt særlig meget snak om. Det er muligt at de to andre kameraer bliver de samme som på 13’eren: et 12 MP vidvinkelkamera og et 12 MP telefotokamera med 3x optisk zoom. 

Der har også været en del snak om et periskopkamera med 5x optisk zoom, men på nuværende tidspunkt ser det ud til, at vi bliver nødt til at vente på den nye teknologi indtil iPhone 15-serien lander næste år.

Et nærbillede af kamerasamlingen på en blå iPhone 13 Pro Max, der ligger på et bord

iPhone 13 Pro Max (Image credit: TechRadar)

Specifikationer og funktioner

iPhone 14 Pro Max vil angiveligt få et A16 Bionic-chipsæt. Det er nu ikke den helt store overraskelse, da den nuværende model har en A15 Bionic. 

Vi ved stadig meget lidt om, hvor meget hurtigere den nye chip kommer til at være. Nogle kilder hævder, at det muligvis bygges på en 4nm-process eller endda 3nm. Den nuværende A15 er 5nm og de seneste læk tyder på, at A16 Bionic fortsætter på 5nm

Jo lavere tallet er, jo bedre, og hvis processoren ender med at blive bygget på 4nm eller 3nm-process vil det betyde en markant forbedring i ydeevne og/eller effektivitet. Hvis Apple vælger at holde ved de 5nm, vil det højst sandsynligt byde på andre forbedringer. 

Når det kommer til RAM, er der nogen, som mener, at Apple holder sig til 6 GB, mens andre siger 8 GB. Vi har dog hørt tale om 6GB op til flere gange nu, så det virker mere sandsynligt i skrivende stund. 

Selvom Apple måske holder sig til 6 GB RAM, kan det stadig være en opgradering. En rapport peger nemlig på, at Apple vælger at bruge den hurtigere og mere energieffektive LPDDR5. Det er en opgradering fra LPDDR4X RAM i iPhone 13 Pro Max. 

Der har også været rygter om, at den nye telefon får mere lagerplads, og at den potentielt kan få helt op til 2 TB. Det er det dobbelte af, hvad du kan får i iPhone 13 Pro Max. Men baseret på de seneste oplysninger ser det ud til, at de nye telefoner vil holde sig til de samme lagermuligheder som tidligere år.

En anden mulig, men mindre sandsynlig, ændring er brug af eSIM i stedet for et fysisk SIM-kort. Nuværende iPhones har begge dele, og hvis Apple beslutter sig for at gøre det, vil der sandsynligvis også være versioner af iPhone 14 Pro Max, der understøtter fysiske SIM-kort, da det ikke alle mobilnetværk, der understøtter eSIM lige nu.

Batteri

Ifølge en kilde får iPhone 14 Pro Max muligvis et større batteri end sin forgænger. Det er spændende nyt, da iPhone 13 Pro Max allerede har en fremragende batterilevetid. 

Vi har dog også hørt det modsatte. En mindre pålidelig kilde hævder, at den nye iPhone muligvis får et batteri med mindre kapacitet på 4.323 mAh. Batteriet i iPhone 13 Pro Max er på 4.352 mAh. 

Og nu, hvor vi er ved de lidt mere usandsynlige facts, er der også gået rygter om, at Apple måske skifter fra fra Lightning-proten til USB-C. Det kommer muligvis til at ske alligevel i det lange løb især nu, hvor det bliver et krav fra EU fra 2024. Vi tvivler dog på, at vi får det at se i forbindelse med iPhone 14-serien. 

Der har også været tale om, at vi på et tidspunkt ude i fremtiden får en iPhone uden port. Det bliver altså en mobil, som kun understøtter trådløs opladning. Det virker dog usandsynligt, at Apple vælger at gå så langt med iPhone 14 Pro Max.

Se også:

Ofte stillede spørgsmål

Her kan du finde svar på nogle af mest stillede spørgsmål om Apple-produkter og den kommende iPhone 14-serie fra Apple. Hvis du vil vide mere, kan du finde mere dybdegående information ovenfor i selve artiklen.

Hvornår lanceres iPhone 14?

Lanceringen af den nye iPhone 14-serie finder muligvis sted den 7. september kl. 19:00 CET. Apple har nemlig sendt invitationer ud til en kommende event.

Hvornår kommer iPhone 14 i butikkerne?

Den nye iPhone 14-serie kommer normalvis på markedet en uges tid efter lanceringen. Hvis lanceringen bliver den 7. september, kan du højst sandsynligt bestille de nye iPhones fra den 9. september, før mobilerne officielt kommer i butikkerne den 16. september.

Hvad er forskellen på iPhone 14 Pro Max og iPhone 14?

Ifølge de rygter, vi har hørt indtil videre, bliver de største forskelle mellem basismodellen og premium-modellen i Apples nye mobilserie, at iPhone 14 Pro Max muligvis får to skærmhuller til sine frontkameraer i stedet for den velkendte bjælke øverst på skærmen, et bedre kamera med en 48 MP hovedsensor i stedet for 12 MP, understøttelse af 8K-videoer, en titaniumramme i stedet for rustfrit stål, hurtigere RAM og op til 2 TB lagerplads.

Hvad bliver prisen for iPhone 14?

Rygterne tyder på, at basismodellen af iPhone 14 kommer til at koste nogenlunde det samme som forgængeren (ca. 7.055 kr). Prisen for iPhone 14 Pro Max-modellen kommer højst sandsynligt til at ligge på omkring 9.755 kr.

Hvor mange nye iPhones kommer Apple med i år?

På nuværende tidspunkt ser det ud til, at Apple vil lancere i alt fire nye mobiltelefoner i år: iPhone 14, iPhone 14 Max, iPhone 14 Pro og iPhone 14 Pro Max. Nogle rygter hævder dog, at der kommer en iPhone 14 mini i stedet for en iPhone 14 Max. Desværre ved vi det ikke med sikkerhed endnu.

Hvad kommer der ellers fra Apple i 2022?

Den nye iPhone 14-serie ser ud til at få selskab af mindst ét nyt smartwatch, nemlig Apple Watch 8, som muligvis også kommer i en helt ny Rugged Edition (en mere robust version til sport og udendørsentusiaster). Hvad angår nye iPads, bliver vi nok nødt til at vente til oktober.

Hvilke farver kommer iPhone 14 i?

Den nye iPhone 14 og iPhone 14 Max forventes at blive lanceret i farverne lilla, grøn, sort, hvid, blå og rød. De lidt dyrere iPhone 14 Pro og iPhone 14 Pro Max forventes at blive lanceret i farverne guld, lilla, grøn, grafit og sølv.

Hvilken iPhone bliver den billigste?

Basismodellen af iPhone 14 bliver sandsynligvis den mest overkommelige iPhone, du kan købe fra dette års sortiment. En anden billigere løsning er at springe på sidste års modeller, der højst sandsynligt kommer til at falde i pris, når de nye modeller lanceres. Og så er der selvfølgelig den mere overkommelige iPhone SE.

TOPICS

Vivi har flere års erfaring inden for en bred vifte af emner og arbejdet for højt profilerede virksomheder i bl.a. tech-branchen med fokus på nyheder, anmeldelser, guides og idéer til problemløsninger. Hun elsker at være i stand til at hjælpe folk med at finde måder og produkter, der gør livet lidt lettere i hverdagen. Vivi har arbejdet det meste af sit liv i musik- og underholdningsbranchen. Hun har stor passion for alt, hvad der har med musik og film at gøre, og streaming ligger højt på listen over hendes interesser.

Med bidrag fra