iPhone 14 Pro-modeller får nok ikke mere intern lagerplads alligevel

En iPhone 13 Pro ligger med bagsiden mod kameraet, med fokus på telefonens kameramodul.
Det ser ud til, at iPhone 14 Pro og iPhone 14 Pro Max holder sig til standardmuligheden på 128 GB intern lagerplads (Foto: TechRadar)

Vi forventer, at fire nye iPhone 14-modeller bliver afsløret i midten af september, men der er stadig mange spørgsmål omkring, hvilken slags opgraderinger vi får at se. En nøglespecifikation, der ikke ser ud til at blive opgraderet i år (på trods af tidligere rygter om det modsatte), er intern lagerplads.

Ifølge analytiker Jeff Pu fra Haitong International (via MacRumors) vil Pro-modellerne af iPhone 14 følge i samme fodspor som de nuværende iPhone-modeller med lagermuligheder på 128 GB, 256 GB, 512 GB og 1 TB.

Det var tidligere rygter om, at Apple ville øge standardkapaciteten på iPhone 14 Pro og iPhone 14 Pro Max, og at lagerpladsen endda ville strække sig til 2 TB. Men baseret på de seneste oplysninger ser det ud til, at de nye telefoner vil holde sig til de samme lagermuligheder som tidligere år.

Små opgraderinger

Hvis du i øjeblikket søger at købe en iPhone 13 eller iPhone 13 mini, er dine muligheder for lagerplads 128 GB, 256 GB og 512 GB.

Det forventes, at de vil være de samme igen i iPhone 14-modstykkerne (selvom mini vil forsvinde fra sortimentet til fordel for en iPhone 14 Max-model, hvis vi skal tro rygterne).

Vi har også hørt, at iPhone 14 og iPhone 14 Max vil bruge den samme A15 Bionic-processor som iPhone 13-serien. Så hvis du håber på en stor iPhone-opgradering i år fra Apple, vil du sandsynligvis blive skuffet.

Der forventes dog forbedringer i forhold til kameraets ydeevne – både for selfie-kameraet og bagkameraet – så der vil stadig være nogle grunde til at punge ud for en ny model. Alt vil blive afsløret af Apple i september, hvis de holder sig til deres sædvanlige iPhone-lanceringsplan.


Mindre behov for meget lagerplads

Det ville have været rart at se Apple øge den tilgængelige lagerplads på iPhone-modellerne i år, om ikke andet for at få dem til at adskille sig fra det, der er blevet udgivet tidligere. Lagerpriserne fortsætter med at falde over tid – husk, at fx iPhone X fra fem år siden kun var tilgængelig med 64 GB eller 256 GB internt lager.

Det er dog også værd at nævne, at intern lagerplads ikke er helt så vigtig, som den plejede at være: Spotify holder din musiksamling i skyen, Netflix beholder din filmsamling i skyen og så videre. Der er ikke det samme behov for at gemme filer lokalt.

Derudover er sky-synkroniseringstjenester som iCloud og Google Drive blevet væsentligt forbedret de seneste år. Synkronisering af billeder og videoer til skyen er nu let at konfigurere, og alt håndteres automatisk i baggrunden for dig.

Vi mener dog stadig, at der er grunde til at fortsætte med at lave mobiler med stor lagerplads: for eksempel til alle de film og programmer, du vil synkronisere med din enhed, for at have billeder og videoer lige ved hånden og tilgængelige, for at installere store spil og gemme masser af podcasts i kø og så videre. Men som det ser ud nu, må vi nok vente til næste år for muligvis at se en 2 TB lagermulighed.

Freelance

Kristian arbejder som freelanceskribent for TechRadar Danmark og interesserer sig for nyheder om tech og forbrugerelektronik. Kristian dækker alt fra det seneste inden for computer- og smartphone-udvikling til kommende spil, produktanmeldelser, branchenyheder og dybest set alt, hvad du håber at finde på TechRadar.

Med bidrag fra
TOPICS