Den velrenommerede Apple-analytiker Ming-Chi Kuo har netop rapporteret, at han forventer, at de kommende iPhone 13-modeller vil understøtte satellit-kommunikation. Det vil gøre det muligt både at ringe og sende beskeder uden den normale 4G- eller 5G-dækning.
Allerede i 2019 var Bloomberg ude og fortælle, at Apple undersøgte mulighederne for at benytte satellit-kommunikation i deres iPhones. Det er nu første gang, at vi hører, at det skulle komme i dette års modeller.
Ifølge Ming-Chi Kuo vil Apple bruge en tilpasset version af Qualcomm X60 baseband modemchippen, der kan kommunikere med low-earth-orbit (LEO) satellitterne.
Kuo spekulerer også i, at teknologien skal benyttes i det kommende Apple AR headset, Apple Car og andet Internet-of-Things (IoT) tilbehør.
Low-earth-orbit (LEO) satellitter er mindre satellitter der svæver i kredsløb mellem 200 og 2000 kilometer over jorden. De bruges typisk til kommunikation, rekognoscering og videnskab. I 2020 var der 1918 LEO satellitter i kredsløb om Jorden.