Samsung Galaxy S22 Ultra vs Samsung Galaxy S21 Ultra: Hvad skal du vælge?
Samsungs nyeste og sidste års Ultra-telefoner - hvad er nyt og hvad er det samme?
Samsung har lanceret sin serie af flagskibsmodeller for 2022, og den mest spændende af de tre nyheder er Samsung Galaxy S22 Ultra.
Det er en telefon med top specifikationer, og Samsung har her lavet en telefon, der kombinerer egenskaberne fra to af de bedste telefoner, som Samsung har lavet i de seneste to år. Galaxy Note-serien og Galaxy S Ultra-serien.
Så hvordan er den sammenlignet med sin umiddelbare forgænger, Samsung Galaxy S21 Ultra? I vores øjne var Galaxy S21 Ultra den bedste telefon i 2021, så Galaxy S22 Ultra har noget at leve op til.
Vi har endnu ikke haft mulighed for at teste Samsung Galaxy S22 Ultra helt igennem endnu, men her kan du se, hvor de to telefoner står i forhold til hinanden på papiret.
Samsung Galaxy S22 Ultra vs Samsung Galaxy S21 Ultra pris og tilgængelighed
Samsung Galaxy S22 Ultra blev lanceret den 9. februar 2022. Telefonen blev annonceret i fire versioner: Galaxy S22 Ultra (128 GB/8 GB) vejledende pris fra 9.899 kroner, (256 GB/12 GB) vejledende pris fra 10.699 kroner, (512 GB/12 Gb) vejledende pris fra 11.499 kroner og (1TB/12 GB), vejledende pris fra 12.799 kroner.
Til sammenligning landede Samsung Galaxy S21 Ultra på markedet den 29. januar 2021. Prisen på en Galaxy S21 Ultra var ved lanceringen 9.799 kr. for en version med 128 GB internt lager og 12 GB RAM, så her fik du umiddelbart flere RAM for pengene. Bortset fra det, så ligger priserne ret tæt op ad hinanden.
Design
Tager vi linealen frem, så ligner Samsung Galaxy S22 Ultra og Samsung Galaxy S21 Ultra hinanden ret meget. Galaxy S22 Ultra måler 163 x 77,9 x 8,9 mm, mens Galaxy S21 Ultra er bare en lille smule højere og smallere med 165,1 x 75,6 x 8,9 mm.
Få daglig indsigt, inspiration og tilbud i din indbakke
Tilmeld dig de seneste nyheder, anmeldelser, meninger, topteknologiske tilbud og mere.
Vægtene er også ens, nemlig 229 g for Galaxy S22 Ultra og 228 g for Galaxy S21 Ultra.
Begge har en IP68-klassificering, så de er lige så vand- og støvafvisende. Men selve designet på de to telefoner er fundamentalt forskelligt.
Galaxy S22 Ultra minder langt mere om Samsung Galaxy Note 20 Ultra end Galaxy S21 Ultra. Den har overtaget den firkantede form, skarpe hjørner og flade over- og underkanter. Omvendt har Galaxy S21 Ultra bløde kurver og kanter.
Det gælder også for Samsung Galaxy S21 Ultras kameramodul, som er direkte integreret i telefonens ramme og samtidig står et godt stykke over bagpanelet. Galaxy S22 Ultra har derimod et usædvanligt fladt kameramodul.
Selv om vi er meget glade for Galaxy S21 Ultras design, er det også godt at vide, at Samsung har valgt at videreføre et af sine mest ikoniske smartphone-designs fra Note-serien. Vi ved selvfølgelig ikke, om Note-serien genopstår, men det er svært at forestille sig så længe S22 Ultra findes. I så fald vil Samsung nærmest skulle konkurrere med sig selv med de to modeller. Det er selvfølgelig muligt, at Samsung overrasker alle og kommer ud med et helt nyt Note-design. Men det vil vi se, før vi tror det.
Skærm
Der er meget lidt forskel på de to skærme, der tilbydes her. Begge er 6,8" Dynamic AMOLED 2X-paneler med QHD+-opløsninger og 120 Hz opdateringshastighed.
Kigger man efter i detaljerne, så er det Galaxy S22 Ultra, der løber med fordelene. S22 Ultra har en mere justérbar form for panel-teknologi, og derfor kan den justere sin opdateringshastighed fra 1 Hz til 120 Hz. Galaxy S21 Ultra kan kun gå ned til 10 Hz.
Det betyder ikke noget i forhold til billedkvaliteten, men det betyder, at Galaxy S22 Ultras skærm er den mere energieffektive af de to.
En anden fordel for Samsung Galaxy S22 Ultras skærm er, at den er lysere og kan komme helt op på 1.750 nits, mens Samsung Galaxy S21 Ultra er også lysstærk, men rammer maksimum ved 1.500 nits. De to skærme er i øvrigt nogle af de mest lysstærke på markedet, så begge er over middel, når det gælder lysstærke skærme.
Samlet set havde Samsung Galaxy S21 Ultra en af de allerbedste skærme i 2021, og vi forventer, at Galaxy S22 Ultra vil have en af de allerbedste skærme i 2022.
Kamera
Ligesom med skærmen er der tilsyneladende meget lidt forskel på de to telefoners kamerasystemer.
Begge telefoner har en 108MP hovedsensor og en f/1.8-blænde. Begge har også 12MP ultra-wide objektiver med f/2.2 blænde.
For at fuldende følelsen af déjà vu har begge Ultra-telefoner 10MP-telesensorer, den ene til en 3x optisk zoom og den anden til en 10x optisk zoom. Her viste det korte kik vi havde på Galaxy S22 Ultras 10x optisk zoom, at den faktisk ser ud til at fungere virkelig godt.
Selv selfie-kameraerne ser ud til at være den samme 40 MP-sensor med en f/2.2 blænde.
Denne mangel på egentlige forbedringer kan være lidt af en skuffelse. I betragtning af hvor imponerende godt Samsung Galaxy S21 Ultra klarede det i 2021 - og allerede her var zoom-billederne gode - er det ikke nødvendigvis en dårlig ting.
For der er faktisk forbedringer. Men de er ikke sket i kamera-hardwaren - de ligger og gemmer sig i de nye chipsæt. I Europa får vi Samsungs egen chip - Exynos 2200 - og i USA og vist også udvalgte steder i Asien får de Snapdragon 8 Gen 1. Begge chipsæt kommer med nogle store fremskridt i AI-afdelingen. Og det er netop her, at Samsungs kameraafdeling er sakket bagud i forhold til Apples og Googles, så bedre algoritmer, der kan give bedre billeder med flere detaljer er altså en god ting.
Vi ser også fremskridt inden for softwaren her, med nye funktioner som Advanced Nightography til forbedret ydeevne ved dårligt lys. Det bliver først, når vi kan teste telefonen, at vi kan afgøre, om forbedringerne er mærkbare.
Specifikationer og ydelse
Samsung Galaxy S22 Ultra vil blive drevet af enten en Snapdragon 8 Gen 1-chip eller Samsungs nye Exynos 2200-chip, afhængigt af, hvor du bor. Begge er 4nm-chips, og vi forventer, at de begge vil levere mere eller mindre det samme niveau af kraft.
Det er noget vi selv må teste, men vi har ikke set nogen tal, som antyder, at de to chips giver en stor ændring i ydelsen i forhold til deres 5nm-forgænger, som sidder i Samsung Galaxy S21 Ultra.
De gamle chip hedder Snapdragon 888 (i USA og Kina) og Exynos 2100 (alle andre steder). Tidlige benchmarks tyder på, at CPU-ydelsen er stort set ens, mens grafik-ydelsen er det største fremskridt.
På den front er det mest interessante punkt, at Exynos 2200s AMD GPU har den samme RDNA2-arkitektur som PS5 og Xbox Series X. Det kan give nogle avancerede effekter i spil, hvis udviklerne vælger at implementere dem. Det ved vi dog endnu ikke mere om.
Det kan betyde, at muligvis ikke vil bemærke den store forskel i ydeevne mellem Galaxy S21 Ultra og Galaxy S22 Ultra. De er begge hurtige og kraftfulde mobiler.
En interessant specifikation, der faktisk går i den ældre Samsung Galaxy S21 Ultras favør, er RAM. Mens begge telefoner i de fleste versioner har 12 GB Ram, får du på 128 GB-versionen af Samsung Galaxy S22 Ultra kun 8 GB. Og den bedste version af Galaxy S21 Ultra har mulighed for op ti 16GB RAM. Med 12 GB RAM som maksimum er Galaxy S22 Ultra altså bagud her. Til gengæld kan du få S22 Ultra med op til 1 TB intern lagerplads, og her kan S21 altså ikke være med. Der er ingen 1TB-mulighed med Samsung Galaxy S21 Ultra.
Den helt store gevinst for Galaxy S22 Ultra er helt klart den indbyggede S Pen. Mens begge telefoner teknisk set understøtter Samsungs stylus, er det kun Galaxy S22 Ultra, der integrerer den lige som Galaxy Note-serien, så den kompakte stylus har plads inde i telefonen og altid er ved hånden.
Batteri
Begge telefoner har store batterier på 5.000 mAh, men det er også nødvendigt med markedets mest lysstærke skærme og højtydende hardware.
Vi oplevede, at Galaxy S21 Ultras leverede en udmærket batterilevetid i vores test, og en fuld opladning var tilstrækkelig til at få os igennem en hel dag og lidt til. Det var dog med neddroslede skærmindstillinger. Batteriet løb hurtigere tør, når vi satte skærmens opdateringshastighed op til de maksimale 120 Hz og skruede opløsningen op til QHD+.
Forhåbentlig vil det faktum, at Samsung Galaxy S22 Ultra kan skalere sin skærm helt ned til 1 Hz, foruden en mere effektiv processor (i hvert fald på papiret) forbedre batterilevetiden for den nyeste Galaxy.
Et område, hvor Galaxy S22 Ultra helt klart er en forbedring i forhold til sin forgænger, er opladningshastigheden. Med 45W er mere passende for en flagskibstelefon sammenlignet med Samsung Galaxy S21 Ultras 25W opladning.
Dette er stadigvæk mindre end OnePlus 10 Pro med 80W opladning og Xiaomi 12 med 67W opladning, selv om de heller ikke er de hurtigste på markedet lige nu. Den ære tilfalder Xiaomi, der lader op med 120W. Men det er alligevel en forbedring for Samsung-brugere. I modsætning til de førnævnte rivaler får du hos Samsung dog ikke en oplader med i æsken, og det gælder alle deres topmobiler.
Begge telefoner tilbyder 15W trådløs opladning og omvendt trådløs opladning.
Hvad kan vi sige nu?
Samsung Galaxy S22 Ultra ser ud til at være en spændende videreudvikling af Samsung Galaxy S21 Ultra-konceptet. Men der er tale om en forholdsvis stor opdatering fra S21 Ultra til S22 Ultra.
Med sit design og den indbyggede S Pen er Galaxy S22 Ultra tæt på at være lige så meget en efterfølger til Samsung Galaxy Note 20 Ultra som til S21 Ultra. Der er nærmere tale om en sammensmeltning af to forskellige flagskibsmodeller.
Det er svært at vide, hvor meget der i virkeligheden har ændret sig fra S21 Ultra til Galaxy S22 Ultra, når man tænker på, hvor ens deres skærm, kamera og endda ydeevne ser ud til at være på papiret.
Er den eneste store forbedring virkelig den indbyggede S Pen? Eller vil de nye chips vise sig at være en gamechanger for gaming og billedbehandling? Eller skal du holde udkig efter gode tilbud på den geniale Samsung Galaxy S21 Ultra?
Set med vores øjne, så ser begge mobiltelefoner fantastiske ud. De har knivskarpe og lysstærke skærme, kraftfulde chipsæt og Samsungs fantastiske kameraer. Så helt skidt bliver det ikke, uanset hvilken du vælger.
Forskellene imellem de to versioner ser på papiret ud til at være relativt små, så vi kan faktisk først komme med et endeligt bud, når vi har testet det nye S22 Ultra flagskib. Du kan være sikker på, at vi meget snart kommer med en omfattende test af den nye telefon, så vi kan give dig klar besked.
Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.