Apple og Huawei i hård kamp på Telias nye mobil-hitliste

Huawei P20 Lite
Huawei P20 Lite. Foto: TechRadar

Kampen står mellem Apple og Huawei i Telias aktuelle opgørelse over de 10 mest solgte mobiler herhjemme i februar – men det er ikke helt simpelt at udråbe månedens vinder.

(OBS: Links i denne artikel kan henvise til sider på engelsk.)

Kigger man udelukkende på antallet af pladser, fører Apple klart. Ganske som måneden før, indtager techgigantens mobiler hele 6 af de 10 pladser med et miks af nye og ældre telefoner.

Den højest placerede af Apples modeller er iPhone XS, som ligger på en fjerdeplads, og på de efterfølgende pladser finder man iPhone XR, iPhone 7, iPhone XS Max, iPhone 8 og endelig iPhone X som listens nummer 9.

Til gengæld må Huawei nøjes med halvt så mange pladser på listen, idet producenten kun er repræsenteret med Huawei P20 Lite, Huawei Mate 20 Pro samt Huawei Mate 20 Lite.

Hvem fortjener trofæet?

Umiddelbart ligner det altså en klar sejr til Apple. Men kaster man et blik på telefonernes rangeringer og bevægelser i forhold til måneden før, tegner der sig imidlertid et lidt andet billede.

I februar er Huaweis P20 Lite nemlig stormet opad og har tilkæmpet sig førstepladsen fra iPhone 7, der nu må nøjes med en 6.-plads.

Huawei Mate 20 Pro er samtidig drønet adskillige pladser op og kommer ind som en flot nummer 3. Dertil kommer, at Mate 20 Lite har sneget sig ind på top-listen igen efter flere måneders fravær og nu sidder på 10.-pladsen.

Den kinesiske producent kan således prale af fremgang for alle selskabets modeller på listen for februar, mens Apple har oplevet tilbagegang med halvdelen af deres, nemlig iPhone XS, iPhone XS Max og som nævnt iPhone 7.

Set i det lys må det vist være op til overdommeren (det er dig) at afgøre, hvem af de to mobil-kæmper, der har fortjent trofæet denne gang.

(Nederst på siden kan du se hele hitlisten samt den tilsvarende liste for januar.)

Samsung kan lave rav i den

Til slut må vi ikke glemme den sidste kombattant, Samsung, der kun har én mobil med på listen. 

Producenten fra Sydkorea kan glæde sig over, at Samsung Galaxy S9, der ellers har været væk fra listen i nogle måneder, nu er sprunget direkte ind på en imponerende 2.-plads.

Til gengæld er Galaxy A7, der ellers indtog en 4.-plads, blevet sparket helt ud af den nye liste ­– så alt i alt må det siges at være et blandet resultat.

Det kan meget vel tænkes, at magtbalancen mellem de tre stærke producenter forrykker sig, når Samsungs spritnye og meget omtalte Galaxy S10-kollektion lander på de danske butikshylder på fredag.

Det bliver i hvert fald spændende at se, om Galaxy S10 og de øvrige nye Samsung-modeller kommer til at lave rav i den på Telias top 10-liste for marts, og vi skal nok holde dig opdateret.

Foto: Telia

Foto: Telia