Anmeldelse: iPhone XR

Endelig end iPhone med et ordentligt batteri

TechRadar Konklusion

Af de tre iPhones, der blev lanceret i 2018, er iPhone XR på mange måder den mest imponerende. Ikke på grund af dens specifikationer – iPhone XS ligger en smule foran på mange områder – men det man får ved at gå efter denne model, opvejer i høj grad det man mister. Et godt udvalg af farver, en overbevisende batteritid og en lavere pris. Hvis du vil have en god iPhone, uden at den behøver at være spritny, så er denne et godt bud.

For

  • +

    Glimrende batteritid for en iPhone

  • +

    Attraktivt udvalg af farver

  • +

    Lavere pris

Imod

  • -

    Portræt-indstillingen imponerer ikke

  • -

    Nogle apps er ikke fuldt optimeret

  • -

    Lavere skærmopløsning

Hvorfor du kan stole på TechRadar Vores ekspert anmeldere bruger timer på at teste og sammenligne produkter og tjenester, så du kan vælge det bedste for dig. Find ud af mere om, hvordan vi tester.

Apple har begået en marketingsmæssig genistreg med iPhone XR: ikke blot udskød de lanceringen af nummer tre i rækken af deres 2018 iPhones, og  skabte dermed en vis mystik omkring den, de har også formået at få den til at fremstå som dette års ‘billige’ iPhone.

Og ja, den var billigere i sammenligning med de lancerede iPhone XS og iPhone XS Max, men vi taler 6.699 kroner sammenlignet med 9.799 kroner, hvilket næppe kan kaldes lavpris. Siden da er prisen faldet en del, og i dag kan du få en iPhone XR fra 3.999 kroner for 64GB udgaven. Dermed er den nu virkelig en billig iPhone - især sammenlignet med de nyere modeller.

For den Apple-fan, som gerne vil holde sig til sit foretrukne mærke, udgør iPhone XR  en meget billige vej til en kvalitets-iPhone.

Mens det er umuligt at vide, præcist hvad Apple gerne ville opnå med den senere lancering af iPhone XR, så er det et faktum, at den blev en meget hypet iPhone - og det var fortjent, for XR’eren var ved lanceringen en af de bedste iPhones vi nogensinde havde testet.

iPhone XR pris 

Prisen på iPhone XR vil uden tvivl tiltrække købere: med 3.999 kroner for 64GB-modellen (4.299 kroner for 128GB og 6.211 kroner for 256GB) er prisen meget mere overkommelig end når det gælder de nyeste iPhone-modeller. Telefonen fås både hos Apple og mange forhandlere herhjemme.

Hvad er nyt? 

Sammenlignet med iPhone XS, er iPhone XR nedgraderet på en række områder for at få den ned på den lavere pris. 

Når det er sagt, så er mange af de vigtigste features stadigvæk de samme: operativsystemet er iOS 12, og det er drevet af det heftige A12 Bionic-chipset.

Indhakket på skærmen rummer alle de samme kameraer og sensorer som iPhone XS, og de to højttalere vender stadigvæk samme vej, når de pumper lyd ud. 

iPhone XR specifikationer

Vægt: 194g
Dimensioner: 150,9 x 75,7 x 8,3mm
OS: iOS 12
Skærmstørrelse: 6,1”
Opløsning: 1792 x 828
CPU: A12 Bionic
Lager: 64/128/256
Bagside-kamera: 12MP
Front-kamera: 7MP
Farver: Blå, Hvid, Sort, Gul, Koral, Rød
Beskyttelsesgrad: IP67 

For det utrænede øje, eller for nogen som ikke holder iPhone XR og XS op ved siden af hinanden, kan det være svært overhovedet at skelne de to fra hinanden – men der er er en række væsentlige forskelle. 

Kun et enkelt kamera 

En af de mest imponerende ting ved iPhone XS er kameraet, da det er den eneste ting, der virker markant bedre i forhold til iPhone X. Mens iPhone XR har den samme standard-linse som XS, så mangler den sekundære telelinse, hvilket betyder at kameraet er nødt til at lave nogle smarte tricks med software for at kompensere.

Det betyder, at du ikke vil være i stand til at zoome lige så meget ind med XR, da telelinsen kun leverer (nogenlunde) tabsfri fotografi ved to gange zoom, og portræt-indstillingen med en sløret baggrund er heller ikke lige så effektiv.

Du kan stadigvæk tage et portrætfoto og få en fint sløret baggrund for at samle fokus omkring motivet, men til forskel fra iPhone XS, kan du ikke tage billeder af objekter og dyr på samme måde.

Det skyldes det faktum, at softwaren ikke kan identificere disse motiver lige så nemt fra den enlige sensor, hvor den ekstra hardware på den dyrere XS er i stand til at trække på mere info.

Liquid Retina-skærm

Apple er ikke dem, der afholder sig fra at bruge noget opfindsomt marketing-sprog, og iPhone XR kommer med en ‘ny type’ LCD, en skærm som er udviklet til at give den buede ‘all-screen’-front. 

Resultatet minder ærlig talt meget om de LCD-skærme, som Apple har lavet før, da de altid har været farverige og skarpe, men med den nye ‘Liquid Retina’-skærm er det meningen, at kvaliteten skal ligge tættere på deres OLED-skærm.

Vi vil komme mere ind på kvaliteten af skærmen længere henne i denne anmeldelse, men det er en af de vigtigste forskelle, som du skal overveje, hvis du overvejer at gå efter denne iPhone.

Ingen 3D Touch 

Der er en sikker måde, hvorpå man kan finde ud af, om man egentlig bruger en funktion på en iPhone, og det er ved at tage den væk, og så se om du kommer til at savne den. De brugere, der kommer fra en af de senere Apple-modeller vil have haft adgang til 3D Touch, hvor man kan trykke hårdere på skærmen for at åbne menuer eller aktivere forskellige funktioner i diverse apps.

Denne funktion er blevet fjernet på iPhone XR, formodentlig for at spare penge – i stedet skal du lave et ‘langt tryk’ for at opnå samme effekt. Så hvis du nogensinde har brugt genveje ved at trykke hårdere på en app, eller åbnet lommelygten med et hårdere tryk på den låste skærm… ja, så kan du altså ikke det mere.

Vi har brugt funktionen mere, end vi havde regnet med, og det er ærgerligt at skulle undvære den, der for eksempel i kameraet virker som en egentlig knap – men det tager ikke lang tid at vænne sig til alternativet… det føles bare ikke helt lige så tjekket.

Et mere klodset design 

IPhone XR har også et kraftigere design med tykkere rammer langs telefonens sider – når man holder den op ved siden af en iPhone XS, har man en klar fornemmelse af, at det er en billigere model med en tungere fornemmelse, når man holder den i hånden.

Når man ser den alene, vil man dog blot bemærke det rene, afrundede design, som følger den formen fra iPhone 7 eller iPhone 8 – i realiteten har iPhone XR en skærm på størrelse med den på iPhone 7 Plus eller 8 Plus, selv om telefonen i sig selv ikke er større end de normale iPhone 7 eller iPhone 8-modeller.

Forbedret batteri 

Apple mener, at man vil være i stand til at få 90 minutters ekstra batteritid ud af iPhone XR i forhold til iPhone 8 Plus, hvilket er et stort spring ved almindeligt brug.

Vi vil faktisk sige – og vi ønsker ikke at spolere overraskelsen lidt længere ned i anmeldelsen – at den er endnu bedre: med iPhone XR fik vi endelig en iPhone, som kunne nå op på en hel dags batteritid.

Måske er vi lidt for positive overfor iPhone i denne henseende – når det kommer til stykket, er der masser af telefoner på markedet, som ligger i en hel anden liga når det handler om batteritid, og som kan køre i meget længere tid mellem opladningerne.

Apple har døjet med dårlige batteritider i årevis, selv om de gradvist har forbedret dem til et niveau, hvor de efterhånden kan siges at være ‘gode nok’. IPhone XR er den første iPhone, hvor vi ikke har skullet bekymre os i forhold til, om den ville kunne holde til næste dag – og det alene kunne næsten være nok til, at gøre den til den bedste iPhone, der nogensinde er lavet, da den blev lanceret.

Senest opdateret: september 2021