AirPods Pro lander nu i Danmark

(Foto: Apple)

Rygterne om Apples AirPods Pro har svirret siden foråret, men nu er ventetiden slut. Techgiganten annoncerede det nye medlem af AirPods-familien i går, og allerede i dag (29/10) kan du bestille de trådløse øretelefoner på apple.com og i Apple Store-app'en.

Med lidt held kan du putte dine spritnye AirPods Pro i lyttelapperne sidst på ugen, for Apple afsender pakkerne fra i morgen, onsdag, hvor øretelefonerne desuden begynder at komme til salg i butikkerne herhjemme.

Det bliver dog ikke en helt billig fornøjelse, da AirPods Pro er prissat til 2.199 kroner. Men der er naturligvis også sket ting og sager i forhold de eksisterende Apple AirPods:

Det første, der springer i øjnene, er ændringen af designet. Hos AirPods Pro er de lange, slanke linjer, der kendetegner forgængeren, erstattet af langt mere buttede former – om end den nye model er mindre.

Det nye kompakte design skyldes ikke mindst, at der skulle skabes plads til aktiv støjreduktion, hvilket er en markant opgradering, som Apple-fans helt sikkert vil sætte stor pris på.

En anden nyhed, der givetvis vil fald i god jord hos brugerne, er muligheden for individuel tilpasning, idet AirPods Pro kommer med fleksible silikonepropper i tre forskellige størrelser.

De nuværende AirPods er ifølge Apple de bedst sælgende hovedtelefoner i verden, og hos Cupertino-selskabet er man ikke i tvivl om, at den nye tilføjelse til AirPods-serien vil blive vel modtaget.

"De helt nye AirPods Pro har en fantastisk lyd med adaptiv EQ, sidder behageligt med fleksible ørepropper og har innovativ Aktiv støjreduktion og Transparent lyd. Vi er overbeviste om, at kunderne kommer til at elske denne nye tilføjelse til AirPods-serien," lød det blandt andet fra Phil Schiller, Apples Senior Vice President of Worldwide Marketing, i forbindelse med gårsdagens annoncering.

Hvis du gerne vil vide mere om den nye AirPods-model, kan du læse videre her: Alt, du bør vide om AirPods Pro

TOPICS