Vi tester: Acer Nitro V16 - fremragende gamer til det meste

Acer Nitro V16
(Foto: Peter Hoffmann)

Acer Nitro V16 er en forholdsvis billig gaming-bærbar med en stor 16-tommer skærm. Den kommer med et fremragende grafikkort og leverer solid gaming-ydelse i den høje ende af mellemniveau. Den kommer også med smarte gaming-funktioner og -knapper, og så har den en stor og dejlig skærm på 16 tommer. Til gengæld får du ikke imponerende batterilevetid, men det er der vel heller ikke nogen, der seriøst forventer af en gaming-bærbar?

Takket være Nvidia Geforce RTX 4060-grafikkortet har Acer Nitro V16 indbygget DLSS grafik-magi, der kan fordoble dine FPS i understøttede spil.

Diskret design

Acer Nitro V16 har et stilrent, men funktionelt design, der lægger sig imellem gaming og almindelige bærbare. I hvert fald, når den er lukket. Så er det faktisk kun Nitro-logoet på bagsiden, der afslører, at der er tale om en gaming-bærbare.

Den robuste plastikramme har en mat finish, hvilket reducerer synlige fingeraftryk. Med et kølesystem, der inkluderer flere ventilationsåbninger både på siderne og bagtil, har den effektiv luftgennemstrømning under tunge spilsessioner. Maskinen er udstyret med HDMI-port, to USB-A-porte, en ethernet-port og en USB-C-port. Én USB-C-port virker ikke som meget, og den er i øvrigt anbragt på bagsiden, hvilket virker lidt besværligt. Her kunne vi godt have tænkt os en ekstra USB-C-port på siden. Tastaturet har RGB-belysning, som kan tilpasses via NitroSense-softwaren, og der er dedikerede knapper til både at skifte performance-profiler og til gaming-tilstande. Selvom maskinen er en smule tung (2,5 kg), føles den stadig solid og egner sig godt til daglig transport​.

Acer Nitro V16

Endelig en gaming-bærbar, hvor strømforsyningen ikke vejer lige så meget som computeren. (Image credit: Peter Hoffmann)

Gode specifikationer

Acer Nitro V16 er udstyret med en AMD Ryzen 5-processor og et NVIDIA GeForce RTX 4060 grafikkort. Det giver en virkelig solid ydeevne til både gaming og tunge opgaver. Maksinen kommer med 16 GB DDR5 RAM, som kan udvides, og en hurtig 1TB SSD, hvilket giver masser af lagerplads og hurtig opstart. Skærmen er en 16" Full HD IPS-skærm med en opdateringsfrekvens på 165 Hz, hvilket giver en flydende spiloplevelse, især i hurtige spil. Maskinen understøtter også Wi-Fi 6E og har et alsidigt udvalg af porte, herunder USB 4.0 Type-C, HDMI og en Ethernet-port​.

Specifikationer på testmodel:

  • CPU: AMD Ryzen 5
  • Hukommelse: 16 GB DDR5 RAM
  • Grafik/GPU: Nvidia GeForce RTX 4060
  • Skærm: 16-tommer IPS
  • Format: 16:10
  • Opløsning: 1920×1200
  • Opdateringshastighed: 165Hz
  • Lagerplads: 1 TB SSD
  • Webcam: 720p
  • Tilslutningsmuligheder: 1x USB-C (USB4, 40 Gbps), 2 x USB-A 3.2 Gen 2 (10 Gbps), 1x HDMI 2.1, 1x Ethernet, 1x 3,5 mm lydstik
  • Netværk: Wi-Fi 6e, Bluetooth 5.3
  • Mål: 2,47 x 36,12 x 27,84 cm
  • Vægt: 2,5 kg
  • Pris: 7.999 kroner

Acer Nitro V16

(Image credit: Peter Hoffmann)

Solid gaming-ydelse

Acer Nitro V16 yder fornuftigt til gaming, især med Nvidia RTX 4060-grafikkortet, som kan klare de fleste spil med tilfredstillende FPS ved 1080p. Spil som Call of Duty Modern Warfare kørte f.eks. i native indstilling på 125 FPS. Det klarer maskinen i øvrigt fint. Selv om vi kører Turbo-indstillingen, kan vi spille uden at blæserne begynder at larme særligt meget. Men mere tunge og krævende spil som Starfield eller Uncharted, falder frameraten en del. Kører op på ultra-indstillinger ryger FPS ned omkring 55 til 65, og billedet begynder at hakke mærkbart ved de tungere spil. Det er ingen fornøjelse, og her vil de fleste nok vælge at skrue ned for billedkvalitet og grafik-indstillingerne.

Skærmens høje opdateringsfrekvens på 165 Hz sikrer en glidende oplevelse i hurtige spil, mens AMD-processoren leverer en stabil ydelse. De fleste casual gamere vil sikkert blive glade for ydelsen her, selv om de nok vil blive endnu gladere for Rysen 7-versionen af denne computer. Hardcore-spillere vil nok ønske mere RAM og kraftigere komponenter​.

Alt i alt er Acer Nitro V16 en stærk bærbar for dem, der ønsker en billig gaming-laptop med solide specifikationer og pålidelig ydeevne.

Nividia grafikkort tilføjer DLSS-magi

Nvidia Geforce RTX 4060 grafikkortet er en af de helt store fordele ved Acer Nitro V16. Nvidia Geforce RTX-kortene kommer med en særlig DLSS-funktion. Den giver computeren forbedrede grafik-egenskaber, der kan få dine tunge spil til at køre med højere framerates end ellers.

DLSS står for Deep Learning Super Sampling, og er en teknologi udviklet af Nvidia. Den bruger kunstig intelligens og maskinlæring til at forbedre ydeevnen i spil, på en måde som opretholder eller ligefrem forbedrer billedkvaliteten. Teknologien fungerer ved at køre billeder i en lavere opløsning, og så bruge en AI-algoritme til at opskalere billedet til en højere opløsning. Det er mindre belastende for grafikkortet, og derfor kan man afvikle spillene med højere framerates, uden at det går ud over billedkvaliteten.

Vi testede Diablo IV med indstillinger for ray tracing sat til Ultra. Her fik vi en hastighed på 58 FPS uden DLSS og med DLSS aktiveret steg det til 119 FPS. Det er altså lige lidt over en fordobling i FPS. Det må siges at være noget af en forskel at få med. Hvis man gerne vil have mere ydelse for pengene, er det altså værd at overveje et Nvidia Geforce RTX grafikkort næste gang. Se her, hvilke spil, der får superkræfter med Nvidia Geforce RTX-grafikkortene. Du kan læse mere om DLSS-funktionen hos Nvidia her.

Batterilevetiden er ikke imponerende

Gaming-bærbare er lavet for at få maksimal ydelse til spil. Det betyder også, at de som regel har forfærdelig batterilevetid sammenlignet med de traditionelle bærbare. Acer Nitro V16 kommer med en stor og lysstærk skærm og bagbelysning på tastaturet, og det er noget, der også bruger batteri.

Når vi ikke gamede, kunne vi bruge maskinen i cirka 4 timer til at gå på nettet, streame og skrive. Det er jo ikke imponerende, hvis man sammenligner med nogle mere traditionelle bærbare computere, der kan holde over 10 timer på en opladning.

Når man gamer med alle indstillinger sat på maksimum, falder batterilevetiden en del. Her kan du dog ikke spille med Turbo-indstilling, for maskinen skifter automatisk til Balanceret tilstand, når den er på batteri. Du kan så skifte til den endnu mere strømsparende tilstand - Øko, hvis du vil maksimere batteriet. På den indstilling falder FPS til cirka 70-80, når vi spiller Call of Duty Moderne Warfare. Overraskende nok, fungerede spillet stadig udmærket og vi kunne spille i 1 time og 40 minutter, inden maskinen løb tør for strøm.

Det lyder selvfølgelig ikke imponerende, men hvis man går efter batterilevetid, skal man selvfølgelig ikke vælge en gaming-bærbar. Og ingen gamere vil seriøst blive overrasket over denne batterilevetid, fordi de alligevel altid gamer på strøm for at sikre mest mulig power til CPU og grafikkort. Derfor er det heller ikke noget, der for alvor trækker ned i den samlede vurdering her.

Acer Nitro V16

Acer Nitro V16 med NitroSense kontrolpanel på skærmen. (Image credit: Peter Hoffmann)

Gaming-funktioner og særlige knapper

Når man kigger på tastaturet, kan man nok godt se, at der er tale om en gaming-bærbar. Uanset om der er tændt for bagbelysningen af tasterne eller ej, kan man tydeligt se WASD-tasterne og pile-tasterne. De har nemlig et speciel taste-design, der markerer det tydeligt i forhold til resten.

Acer Nitro V16 har flere gaming-specifikke funktioner, der kan forbedre din spiloplevelse. En af de mest bemærkelsesværdige er den dedikerede NitroSense-knap, der hurtigt åbner kontrolpanelet for systemets ydeevne og temperaturstyring. NitroSense-softwaren er vigtig for styringen af Acer Nitro V16’s ydeevne. Gennem NitroSense kan brugere overvåge systemets temperaturer, justere blæserhastigheden og vælge mellem forskellige præstationsprofiler fra Stille til Turbo, afhængigt af behov. Softwaren gør det også muligt at tilpasse RGB-belysningen på tastaturet, overvåge CPU- og GPU-frekvenser, og justere energieffektiviteten for længere batterilevetid. Dermed giver NitroSense gamere et godt værktøj til at tage fuld kontrol over systemets funktionalitet, så de kan tilpasse maskinen til den optimale gaming-oplevelse​

Acer Nitro V16

Den diskrete knap bruges til at skifte imellem de forskellige ydelsesindstillinger. (Image credit: Peter Hoffmann)

Tastaturet har en dedikeret knap til at styre ydelsen. Den giver brugerne adgang til at skifte indstillinger for ydeevnen uden at skulle åbne NitroSense. Med strømmen tilsluttet kan man skifte imellem følgende indstillinger for ydelse: Stille, Balanceret, Ydeevne og Turbo. Kører man på batteri kan man skifte mellem Øko og Balanceret ydelse. Når man skifter til Turbo, øger det øjeblikkeligt blæserhastigheden for at maksimere køling under intense gaming-sessioner, hvilket hjælper med at holde systemet stabilt, selv under høj belastning. Tastaturet er også optimeret til gamere med RGB-belysning, der kan tilpasses efter spillestil, samt fremhævede WASD- og piletaster, som gør det lettere at navigere under spil.

Vi er også ret glade for funktionsknappen F10, der gør det muligt at slukke/tænde for touchpad. På den måde er det nemt at slå touchpad fra, så man ikke kommer til at aktivere uønskede funktioner, når man spiller. Samlet set er knapperne intuitive og praktiske, hvilket giver hurtig adgang til de vigtigste funktioner​.

Pris og tilgængelighed

Acer henviser til Elgiganten, hvor man kan købe Acer Nitro V16. Her er prisen 7.999 kroner.

I forhold til specifikationerne får man her virkelig meget for pengene, og den leverer i vores øjne fremragende ydelse til prisen.

Acer Nitro V16 er virkelig god til gamere, der vil have en solid maskine uden at betale premium-priser for high-end gaming-laptops. Selvom der findes dyrere modeller med endnu bedre ydeevne, er Nitro V16 blandt de mest konkurrencedygtige i sin prisklasse.

Acer Nitro V16

Acer Nitro V16 gemmer den eneste USB-C-port på bagsiden. (Image credit: Peter Hoffmann)

Skal du købe Acer Nitro V16?

Køb den, hvis...

Du vil have meget gaming-bærbar for pengene:
Prisen er god i forhold til ydelsen, og du får en maskine, der kommer med nogle gode genvejstaster til gaming.

Du vil have en stor skærm:
Spil og video ser forrygende ud på skærmen, og den store skærm gør det også nemt at arbejde med dokumenter. Opløsningen kunne være højere, men så får du til gengæld maskinen til en bedre pris.

Køb den ikke, hvis...

Du vil have den allerbedste ydelse til gaming:
CPU’en – Ryzen 5 – og grafikkortet – Nvidia GeForce RTX 4060 – giver en virkelig god ydelse til gaming. Men der er mange andre og dyrere modeller, som giver dig kraftigere ydelse - selvfølgelig til en noget højere pris.

Du vil have en 4K skærm:
Opløsningen på 1920 x 1200 (WUXGA) er fin, men du kan godt få skarpere skærme, hvis du altså vil betale for det.

Peter Hoffmann
Redaktør TechRadar Danmark

Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.