Turbo på danskernes digitale købelyst
Vi shopper på nettet som aldrig før
Uanset, om det nu er det nyeste gaming-udstyr, den bedste bærbare eller bare en lækker smartphone, du er ude efter, så kan du være sikker på, at du ikke er den eneste, der er i gang med at finde dit næste køb på nettet.
Dugfriske tal fra DIBS, som er den del af Nets, der leverer betalingsløsninger til den nordiske e-handel, viser, at danskernes lyst til at handle på nettet er større end nogensinde.
Mens det tog 15 år - fra 1998 til 2013 - at nå op på en milliard handler over nettet, så har det efterfølgende blot taget knap fem og et halvt år at nå op på svimlende tre milliarder transaktioner for danske og nordiske webshops.
Det magiske tal på tre milliarder blev nået i denne måned, og samtidigt kan DIBS konstatere, at handlen på nettet stiger med cirka 20 procent om året.
"2 år og fire måneder skulle det tage os at vokse fra to til tre milliarder transaktioner. Det kan vi roligt være stolte af", siger Henriette Høyer, salgsdirektør i DIBS, i en pressemeddelelse og fortsætter:
"Kigger vi på tallene, så vokser dansk e-handel i snit omkring 20 procent årligt og det kan mærkes. Med 20 år på bagen har vi i DIBS kunnet mærke, hvordan den vækst er kommet støt og i de senere år virkelig har taget fart," fortæller hun.
Mad og rejser hitter
I kroner og ører svarer de mange handler til, at vi sidste år købte varer over nettet for 133,5 milliarder kroner. Fra tidligere tal ved vi, at det ikke længere kun er klassiske online-sællerter som computere og gaming-udstyr, vi køber over nettet.
Get the best Black Friday deals direct to your inbox, plus news, reviews, and more.
Sign up to be the first to know about unmissable Black Friday deals on top tech, plus get all your favorite TechRadar content.
De senere år er det køb af billetter til koncerter og lignende, tøj, sports og fritidsudstyr samt møbler og husholdningsartikler, der drøner derudad med rekordfart. Desuden er andelen af danskere, der køber daglig- og madvarer steget med 156 procent i løbet af de seneste 10 år.
Samlet set er det dog rejser, der fylder mest på det digitale budget, idet ture til udlandet står for 50 procent af handlen, mens 35 procent består af fysiske varer som især elektronik.
Den enorme stigning i online transaktioner har fået DIBS til at fokusere ekstra på at gøre det endnu nemmere at handle på nettet. Derfor har firmaet blandt andet lanceret tjenesten DIBS Easy, der går ud på, at tilbagevendende kunder kan slippe for at indtaste alle oplysningerne igen - og dermed handle både hurtigere og nemmere.