Det kører for Apple - men fremtiden er usikker

Apple logo
(Foto: Apple)

Apple leverer en omsætning og et overskud, der overstiger forventningerne. Et af få lyspunkter i en tid, hvor mange virksomheder, herunder it-selskaber, begynder at blive pressede.

Udsigten for næste kvartal ser dog mere dyster ud.

Selvom Apple ikke oplyser specifikke tal, melder selskabet, at omsætningsvæksten vil falde til under otte procent i december-kvartalet, skriver Reuters ifølge Computerworld.

Samlet set steg omsætningen i dette kvartal med otte procent til 90,1 milliarder dollar, hvilket er højere end estimatet på 88,9 milliarder dollar.

"Vi gjorde det bedre, end vi forventede på trods af at udenlandsk valuta var en væsentlig negativ faktor for os," siger finansdirektør Luca Maestri ifølge Computerworld med henvisningen til, at den amerikanske dollar i øjeblikket står meget stærkt i forhold til andre valutaer.

Ser vi nærmere på tallene, bliver Apple navnlig reddet af sine bærbare computere, mens frontløberen iPhone snubler en smule på salgstallene.

Apples iPhone-salg for virksomhedens regnskabsmæssige fjerde kvartal stiger til 42,6 milliarder dollar, hvor Wall Street forventede et salg på 43,21 milliarder dollar.

Selvom iPhone-salget ikke er så stærkt, som nogle havde forventet, er det dog stadig en rekord for september-kvartalet. Mac-salg på 11,5 milliarder dollar slår dog markant analytikernes estimat på 9,36 milliarder dollar.

iPad-salget ramte 7,2 milliarder, mens wearables såsom AirPods og andet tilbehør opnåede et salg på 9,7 milliarder dollar.

Apple oplyser, at selskabet nu har 900 millioner betalende abonnenter på sine tjenester, hvilket er en fremgang fra det foregående kvartals 860 millioner. Det skriver Computerworld.

Michael Kilschow Hansen
Redaktør / Nyhedsjournalist

Michael har arbejdet journalistisk næsten hele sit arbejdsliv - og har i årenes løb beskæftiget sig med online nyhedsmedier, radio, tv, ugeblade, magasiner, musik- og filmjournalistik. Michael har været en del af TechRadar Danmark-teamet siden januar 2021. 

Han eeelsker sin iPhone, sin iPad og sin iMac - men på et ikke-religiøst niveau, og er voldsomt nysgerrig på, hvad andre tech-brands kan tilbyde.

Arbejde og hobby mødes i en smuk fusion, når der skal skrives om streamingtjenester og deres indhold, nye premierer på serier, film og spændende dokumentarprogrammer.

TOPICS