Sonos direktør undskylder app-fejl og lover forbedringer

Den nye Sonos-apps startskærm vises på en iPhone, som en person holder i hånden
(Foto: Sonos)

Sonos´ administrerende direktør, Patrick Spence, beklager, at den nye app ikke har levet op til løfterne. Han lover, at appen vil blive forbedret i de kommende måneder og er klar med en tidsplan for forbedringerne.

Da Sonos tidligere på året annoncerede, at de var klar med et gennemgribende re-design af deres Sonos-app, fortalte de om en app, der ville gøre brugenes liv bedre. Det blev langt fra resultatet, og mange brugere har siden klaget og brokket sig over appen. 

Mange mente, at den var mere rodet og sværere at bruge. Vigtige funktioner som sleep timere og alarmer var pludselig væk, og muligheden for at gennemse og afspille musikfiler, der lå på enheden var også væk. Noget, som mange trofaste Sonos-brugere blev særdeles sure over. 

Det fik fans til tasterne, men Sonos CEO, Patrick Spence, forsvarede opdateringerne. Han mente, at "brugerne nok ville vænne sig til dem". Han mente, at det eneste, han skulle have gjort anderledes, var at informere bedre om ændringerne.

Nu har han ændret holdning, og giver endda brugerne mulighed for at skrive til ham.  Du kan også skrive til Patrick Spence på denne mail: ceo@sonos.com 

Masser af klager

De forventninger er siden blevet gjort til skamme, for brugere i massevis har klaget over appen. Dels på grund af manglende funktionalitet, men også på grund af, at nogle ting simpelthen ikke har fungeret ordentligt, så der har været udfordringer med rent faktisk at bruge Sonos-systemet. 

Når man kigger ned i bare denne Reddit Sonos-tråd, er det tydeligt, hvorfor Sonos nu vil rette op på appen. Der er så mange brugere, der brokker sig og direkte advarer imod at købe Sonos, at det efterhånden må kunne ses i regnskaberne.

Sonos leverer generelt fremragende lydkvalitet på deres højttalere, og Sonos-systemet har fungeret fremragende i mange år. Men efter app-opdateringen, har brugerne tydeligvis haft store udfordringer. Og når man gerne vil beholde pladsen som verdens bedste multi-room lydsystem, er det bare ikke godt nok. 

Her er planen for forbedringer fra Sonos og Patrick Spence:

Juli og august:

  • Forbedring af stabiliteten ved tilføjelse af nye produkter
  • Implementering af musikbibliotekets konfiguration, gennemsyn, søgning og afspilning

August og september:

  • Forbedring af lydstyrkens reaktionsevne
  • Forbedringer af brugergrænsefladen baseret på kundefeedback
  • Forbedring af den overordnede systemstabilitet og fejlhåndtering

September og oktober:

  • Forbedring af alarmkonsistens og pålidelighed
  • Gendannelse af redigeringstilstand for afspilningslister og køen
  • Forbedring af funktionalitet i indstillinger

Fik også sendt tom e-mail til brugerne

Great email from Sonos today 🥴 from r/sonos

Løftet fra Patrick Spence står på Sonos´ egen blog hos. Men det er ikke det eneste tiltag. Sonos har i går tilsyneladende sendt en e-mail ud til brugere i USA. Muligvis for at undskylde direkte til hver enkelt bruger. Vi ved det ikke, for som mange Reddit-brugere på denne side skriver, så havde e-mailen ikke nogen emnelinje. Og det eneste e-mailen indeholdt var en underskrift fra Patrick Spence. Mystisk? Det synes vi nok, det er! 

Men forhåbentlig kommer der styr på tingene hos Sonos om lidt. Vi ser frem til en forbedret app-oplevelse i den kommende tid.

Peter Hoffmann
Redaktør TechRadar Danmark

Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.