Medarbejderovervågning breder sig

A surveillance camera and someone using a laptop.
(Foto: ImageFlow / Shutterstock)

Flere og flere amerikanere oplever eksempler på overvågning fra arbejdsgiverens side, hvor der holdes øje med, om medarbejdernes produktivitet er i top.

Det skriver det amerikanske medie New York Times ifølge Computerworld.

Medarbejderovervågning er dog ikke et ukendt fænomen. Det har flere gange været fremme, hvordan blandt andet Amazon overvåger lagermedarbejdere og måler deres effektivitet.

New York Times' kortlægning af fænomenet viser, at fænomenet har bredt sig til ikke længere kun at omfatte lagerarbejde. Nu bliver også medarbejdere inden for blandt andet finans- og advokatbranchen og andre højtbetalte jobs overvåget af de nye digitale værktøjer.

8 ud af de 10 største virksomheder i USA overvåger deres medarbejderes effektivitet, fremgår det af New York Times' kortlægning.

Det var især de mange tvungne hjemmearbejdspladser under corona-pandemien, der resulterede i en eksplosion af overvågning blandt mange virksomheder.

Brian Kropp, der er forskningschef for HR hos analysevirksomheden Gartner advarer om, at de ansatte ikke har nogen anelse om, hvor hurtigt overvågningsudviklingen foregår.

Og han siger ifølge Computerworld samtidig, at regeringen halser efter for at kunne regulere udviklingen.

"Teknologien bevæger sig hurtigere, end de ansatte er klar over, og meget hurtigere, end regeringen kan nå at regulere den," lyder det.

Jason Corsello, der arbejder med venturekapital, oplyser til New York Times, at området er et af de hurtigst voksende og har oplevet en ottedobling i finansiering de seneste fem år.

Michael Kilschow Hansen
Redaktør / Nyhedsjournalist

Michael har arbejdet journalistisk næsten hele sit arbejdsliv - og har i årenes løb beskæftiget sig med online nyhedsmedier, radio, tv, ugeblade, magasiner, musik- og filmjournalistik. Michael har været en del af TechRadar Danmark-teamet siden januar 2021. 

Han eeelsker sin iPhone, sin iPad og sin iMac - men på et ikke-religiøst niveau, og er voldsomt nysgerrig på, hvad andre tech-brands kan tilbyde.

Arbejde og hobby mødes i en smuk fusion, når der skal skrives om streamingtjenester og deres indhold, nye premierer på serier, film og spændende dokumentarprogrammer.