3 tager første skridt til udfasning af 3G-nettet på Roskilde Festival
Teleselskabet tester nu omlægning af frekvenser fra 3G til 4G
Den årlige Roskilde Festival er ikke bare ensbetydende med musik, fest, fadøl og nøgenløb, men også et enormt forbrug af data blandt de omtrent 130.000 gæster.
Og det gør festivalen til en noget nær ideel testzone, mener man hos 3, der i år har valgt at tage de første spæde skridt til udfasning af 3G-nettet under den kæmpe musikevent syd for Roskilde.
3 har ni faste master i området og supplerer desuden med seks ekstra mobile master under festivalen, hvor teleselskabet lige nu er i gang med at teste omlægning af frekvenser fra 3G til 4G.
I praksis indebærer testen, at der lukkes ned for nogle af udbyderens 3G-frekvenser, som i stedet anvendes til at udvide kapaciteten på 4G-mobilnettet.
"Når vi frigiver frekvensspektrum fra 3G til 4G, vil man som bruger af netværket tydeligt kunne mærke den ekstra 4G-kapacitet i form af forbedret lydkvalitet ved opkald og hurtigere datahastigheder," lyder det i en pressemeddelelse fra Stefan Ring, der er ansvarlig for 3's netværk på Roskilde Festival.
"Vi ved fra tidligere år, at langt de fleste mobiler på vores netværk under festivalen understøtter 4G, ligesom stadig mere taletrafik bliver håndteret på 4G. Derfor er Roskilde Festival et oplagt sted at teste, hvordan vi kan maksimere 4G-kapaciteten på hver enkelt mast," fortæller han.
3G lever lidt endnu
De resultater og erfaringer, som teleselskabets netværksspecialister indsamler under årets festival, skal hjælpe processen på gled, når 3 inden for de kommende par år påbegynder udfasningen af 3G i visse dele af landet.
Få daglig indsigt, inspiration og tilbud i din indbakke
Tilmeld dig de seneste nyheder, anmeldelser, meninger, topteknologiske tilbud og mere.
Har du en telefon, der ikke understøtter 4G, behøver du dog ikke at styrte ud og investere i en ny mobil lige nu og her, understreger Stefan Ring fra 3:
"Vi kommer ikke til at lukke helt ned for 3G-nettet lige foreløbig. Når testen på Roskilde er vel overstået, skal vi først og fremmest til at kigge på de større byer, hvor behovet for mere 4G-kapacitet er størst. Her vil vi langsomt implementere teknologien, men vi kommer til at efterlade nogle af frekvenserne på 3G, så det stadig er muligt at bruge dem nogle år endnu," lover han.
Føler du dig alligevel fristet til at opgradere din telefon nu, kan vi anbefale, at du starter med at tage et kig på vores top 10-liste over de bedste mobiler i 2019.