Sony udvikler dåbsattest til dine fotos

Et Sony-kamera står foran et logo, der forestiller et skjold og en hængelås, på en sort og mørkeblå baggrund.
I et forsøg på at tackle falske billeder skabt af AI, vil Sony give de første kameraer en digital signaturopdatering i løbet af foråret. (Foto: Sony)

Sony har annonceret, at de kommer med en "autenticitetsteknologi til kameraer" som en del af et forsøg på at bekæmpe desinformation.

Firmaet har netop annonceret, at anden testrunde af Sonys autenticitetsteknologi til kameraer i samarbejde med Associated Press er afsluttet. Denne digitale signatur i kameraet gør det muligt at skabe en fødselsattest for billeder, hvilket er med til at validere indholdets tilblivelse. På den måde kan medier sikre sig, at billeder de får tilsendt er ægte.  

Sonys autenticitetsteknologi giver en maskinbaseret digital signatur, hvilket gør, at man får mulighed for at fjerne ellers ubemærket manipulation. Den digitale signatur dannes inde i kameraet i hardware-chipsættet på optagelsestidspunktet. Denne sikkerhedsfunktion er rettet mod professionelle, der ønsker at beskytte autenticiteten af deres indhold, samtidig med at det giver nyhedsmedier et ekstra lag sikkerhed i kampen mod forfalskede billeder.

På papiret lyder det for os, som om teknologien indtil videre kun kan bruges til at sikre, at der ikke ændres i Sony-fotografers billeder, uden at det kan spores. Det betyder altså ikke, at Sony kan forhindre, at AI-manipulerede fotos dukker op på nettet. Men det er betryggende at vide, at medier får værktøjer til at tjekke fotos, som de modtager fra alverdens kilder. 

Sony forklarer selv, at "Falske og manipulerede billeder er et stort problem for nyhedsmedier. Ikke alene bidrager de til mis- og desinformation, men i sidste ende udhuler de offentlighedens tillid til faktuelle, nøjagtige billeder," fortæller David Ake, der er AP Director of Photography. "Vi er stolte over at arbejde sammen med Sony Electronics om at skabe en autentificeringsløsning, der kan hjælpe med at bekæmpe dette problem."

Kommer i foråret

Opgraderingen af den digitale signatur kommer i foråret 2024 via en global firmwareopdatering til Alpha 9 III, Alpha 1 og Alpha 7S III-kameraerne.

Ny trend?

Det er vigtigt at bemærke, at Sony ikke er en pioner i denne sag. I slutningen af oktober afslørede Leica sit eget "anti-AI"-kamera: M11-P. Hvert billede, der tages, forsynes med en indholdsreferencemærkat, der indeholder oplysninger som datoen, det blev taget, og hvilke redigeringer (hvis nogen) der er foretaget. Det er dog utroligt dyrt, da prisen i øjeblikket ligger på over 9.000 dollars (lidt over 60.000 kroner). De høje omkostninger begrænser naturligvis udbredelsen af anti-AI-teknologi.

Heldigvis koster hver af Sonys Alpha-trioer betydeligt mindre end Leicas model, hvilket betyder, at flere mennesker vil være i stand til at autentificere deres arbejde. Husk, at den digitale signatur er gratis. I takt med at Sony får styr på teknologien, håber vi, at andre virksomheder ruller deres egne versioner af anti-AI-software ud til flere mellemklassekameraer og måske endda mobiltelefoner.

Peter Hoffmann
Redaktør TechRadar Danmark

Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.