Ny Sonos Move 2 får bedre lyd og dobbelt så lang batterilevetid
Den fremragende Sonos Move har fået en efterfølger med flere forbedringer. Mød Sonos Move 2
Sonos har annonceret Sonos Move 2, en stor opgradering af deres største bærbare højttaler, Sonos Move, som allerede er ret fantastisk. Selvom den nye version ligner originalen meget, er der sket store forbedringer under motorhjelmen med et nyt højttaler-setup, ny forstærkning til at understøtte højttalerne, meget længere batterilevetid og en USB-C-port til tilslutning til kablede lydprodukter eller til opladning af din telefon.
Der er justeringer af designet i forhold til originalen, herunder nye nuancer i den sorte farve og en helt ny farve: Oliven. Som ser meget flot ud. Nu får du samme touch-kontroller på toppen, som blev introduceret med Sonos Era 100 og Sonos Era 300. Men den har mere eller mindre samme størrelse som originalen og samme vægt på 3 kg. Så selvom den bogstaveligt talt er bærbar, er den ikke, som Sonos Roam, til at tage med på vandretur.
Som en opgradering til en højttaler, der er designet til at fungere lige så godt ved poolen som i huset, med understøttelse af både Bluetooth- og Wi-Fi-forbindelse (inklusive Sonos multirum).
Sonos Move 2: Pris og tilgængelighed
Sonos Move 2 kommer i handlen den 20. september 2023 og koster 3.699 kr. Det er en prisstigning i forhold til den oprindelige Sonos Move, der koster 3.399 kr. Men så får man altså også dobbelt så lang batterilevetid, stereolyd og mulighed for at oplade sin telefon.
Sonos Move 2: Funktioner
Sonos Move 2 har fået to virkelig markante opgraderinger: Lyden og batterilevetiden.
Batterilevetiden går fra ca. 11 timer i originalen til 24 timer for den nye version. Det er en stor ændring, som åbner op for nye anvendelsesmuligheder - selvom du ikke vil have den med på vandreture, kan du blive fristet til at lægge den i bilen til en lang weekend på camping eller i sommerhuset.
Med lyden går Sonos over til et system med en stor central bashøjttaler og to vinklede diskanthøjttalere - en vendt mod venstre og en vendt mod højre. Det er præcis det samme koncept, som bruges i Sonos Era 100, og ligesom med Era 100 siger Sonos, at det giver "stereolyd" fra en enkelt højttaler.
Få daglig indsigt, inspiration og tilbud i din indbakke
Tilmeld dig de seneste nyheder, anmeldelser, meninger, topteknologiske tilbud og mere.
En anden vigtig tilføjelse er en USB-C-port på bagsiden, som kan bruges til at tilslutte en lydkilde fysisk til Sonos Move 2 (hvis du altså tilkøber Sonos' USB-C til 3,5 mm-adapter). Porten kan også bruges til at oplade din telefon fra det store batteri, hvilket er en fin detalje, som du også finder på JBL Charge 5. Her har Sonos dog meget mere batteri at give af.
Move 2 fungerer selvfølgelig som en del af et Sonos multirumssystem og understøtter Apple AirPlay 2 og Spotify Connect. Som med den originale Sonos Move kan Move 2 afspille musik fra Bluetooth eller Wi-Fi - men Sonos siger, at den nu kan understøtte begge forbindelser samtidig, hvilket den originale ikke kunne. Det betyder, at du kan afspille noget via Bluetooth til Move 2 og derefter sende det til alle dine andre Sonos-højttalere. Det er faktisk en forholdsvis stor ændring, fordi du forhåbentlig ikke behøver at tænke over, hvordan du lige er forbundet. Og fordi du ikke behøver aktivt at skifte imellem de to forbindelsestyper.
Du får stemmeassistenter i form afAmazon Alexa og Sonos Voice Control. Sonos og Google har sagsøgt hinanden over multiroom-patenter, så du må undvære Google Assistant på Sonos´ produkter. Sonos' automatiske Trueplay-tuning er igen med om bord, hvor den lytter til højttalerens output og tuner det baseret på dine omgivelser.
Sonos Move 2: Design
Sonos siger, at Move 2 er lavet af "stødabsorberende materialer", og det skal den være, når den vejer 3 kg, for hvis den rammer jorden, så rammer den jorden hårdt.
En IP56-klassificering betyder, at den er beskyttet mod sand og vandsprøjt, så den kan tåle at stå ude, selv om det regner lidt. Den kan altså tåle vandstænk, at blive brugt på stranden og spildt på - men den kan ikke tåle at blive dybbet under vandet (eller er det i vandet?).
Den fås i farverne sort, hvid og som noget helt ny - oliven. Den sorte er betydeligt mørkere end den tidligere Move-finish, men vi tror, at den olivenfarvede vil blive meget populær.
Der er en stor buet fordybning på bagsiden, der fungerer som et bærehåndtag, ligesom originalen. Og den leveres med et opladningsetui, der også er stort set identisk med det, originalen leveres med: en simpel ring, du sætter den på.
Med 160 x 241 x 127 mm har den stort set samme mål som den originale Sonos Move. Dermed er det en ret stor højttaler. Den er godt nok mobil, men i vores øjne er den mere egnet til at tage med ud i haven eller pakke med i bilen på vej til stranden eller sommerhuset. Skal du på vandre eller telttur, så er den nok for tung at slæbe med.
Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.