Vild ballade udenfor iPhone-fabrik

Workers in protective suits seated in rows at a smartphone assembly facility
(Foto: Flickr)

Hundredvis af ansatte på den største iPhone-fabrik i Kina er tidligt onsdag morgen stødt sammen med sikkerhedsvagter i forbindelse med en demonstration.

Demonstrationen er foranlediget af strenge corona-restriktioner i området.

Det beretter det amerikanske medie Bloomberg ifølge Computerworld.

I videoer, der er blevet optaget af øjenvidner, kan man se ansatte på Foxconns fabrik, der forlader deres sovesale og skubber sig forbi sikkerhedsvagterne, der er i klart undertal.

I et andet klip, ser man en gruppe, der er iklædt hvide beskyttelsesdragter og bevæbnet med kæppe, som de slår en mand i jorden med, mens andre forsøger at forcere barrikaderne på stedet.

Sammenstødene brød ud i nat grundet en blanding af utilfredshed med, at lønninger ikke er blevet udbetalt samt frygt for et corona-udbrud på fabrikken, fortæller et øjenvidne ifølge Bloomberg. Det rapporterer Computerworld.

Der er meldinger om flere sårede medarbejdere som resultat af sammenstødene. Kinesisk sikkerhedspoliti er nu ankommet til stedet og har genoprettet roen, forlyder det.

Foxconn, der beskæftiger cirka 200.000 mennesker, er Apples største iPhone-producent og står for produktionen a omkring 70 procent af alle iPhone-forsendelser på verdensplan.

Det er kun få dage siden, at virksomheden meldte, at man havde ansat 100.000 nye ansatte på iPhone-fabrikken, efter en corona-lockdown i oktober, der betød, at ansatte bogstavelig talt flygtede fra fabrikken grundet udbruddet og utilstrækkelige madrationer. Det skriver Computerworld.

TOPICS
Michael Kilschow Hansen
Redaktør / Nyhedsjournalist

Michael har arbejdet journalistisk næsten hele sit arbejdsliv - og har i årenes løb beskæftiget sig med online nyhedsmedier, radio, tv, ugeblade, magasiner, musik- og filmjournalistik. Michael har været en del af TechRadar Danmark-teamet siden januar 2021. 

Han eeelsker sin iPhone, sin iPad og sin iMac - men på et ikke-religiøst niveau, og er voldsomt nysgerrig på, hvad andre tech-brands kan tilbyde.

Arbejde og hobby mødes i en smuk fusion, når der skal skrives om streamingtjenester og deres indhold, nye premierer på serier, film og spændende dokumentarprogrammer.