Microsoft Excel er muligvis ved at blive vippet af tronen
Er Rows den nye rival til Microsoft Excel, vi alle har ventet på?
Softwarefirmaet Rows har netop lanceret en ny betaversion af deres skrivebords-app til regnark i et forsøg på at overhale Microsoft Excel og Google Sheets.
Virksomheden gik stille med dørene, da de udgav betaversionen tilbage i december men har nu lanceret deres native applikationer til både Windows og macOS.
Indtil for nyligt var Rows kun tilgængelig som en web-app, hvilket satte begrænsninger for ydeevnen. Ifølge virksomheden kan den nye desktop-build understøtte komplekse og omfattende regneark ligeså effektivt som de førende på markedet. Appen byder også på funktioner, der kun er tilgængelige i Rows.
Regneark og nytænkning
Den grundlæggende filosofi bag Rows-projektet er, at markedet for software til regneark er klar til disruption. Ifølge virksomheden har Microsoft og Googles duopol ført til mangel på innovation, og de har ladet døren stå åben for ambitiøse udfordrere.
"Lad os være ærlige. Regneark er noget lort,” sagde Rows medstifter og administrerende direktør Humberto Ayres Pereira. "Erhvervsverdenen er stadig afhængige af dem, men de bremser os. Rows bringer det elskede regneark ind i det moderne erhvervsliv."
Virksomheden har ikke været bleg for at tale åbenlyst om deres store ambitioner: At vippe de etablerede magthavere af tronen. Som en del af en ny marketingkampagne lejede Rows en reklametavle tæt på Microsofts hovedkvarter og rejste et skilt, hvor der stod: "Kære Microsoft, dit regneark har været i gang i 36 år. Det er tid til at det går på pension." Og Google fik samme behandling.
For at forstå, hvad der adskiller Rows fra al anden regneark-software, talte vi med Renan Araújo, som står i spidsen for udviklingen af desktop-appen. Han fortalte at Rows har alle de velkendte funktioner fra almindelige regneark som fx celler, rækker, kolonner, funktioner, tabeller osv., men at den adskiller sig fra Excel og Sheets på andre afgørende områder.
Vil du have flere Pro-nyheder? Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Tilmeld dig til TechRadar Pro-nyhedsbrevet for at få alle de bedste nyheder, synspunkter, funktioner og vejledninger, som din virksomhed har brug for for at få succes!
En af de væsentligste forskelle er, at Rows har fokuseret på evnen til at integrere tredjeparts API'er i regneark, uden at brugeren behøver nogen form for kodningsfærdigheder. I praksis betyder det, at en bruger nemt kan trække data fra vidt forskellige tjenester som Twitter, Stripe og Google Analytics ind i deres regneark. Hvis du vil gøre det samme i Excel, skal du være lidt af en ekspert.
Rows-regneark kan også konfigureres til at opdatere sig selv med jævne mellemrum. Araújo viste os et eksempel, hvor et regneark blev bedt til at opdatere prisoplysninger fra Amazon hvert minut. Med andre ord kan brugeren altså effektivt foretage prissammenligninger i realtid.
En anden unik funktion er, at du kan omdanne Rows-regnearket til simple webapps, der så kan deles offentligt. Du kan fx omdanne et Rows-regneark til en startside, der indsamler oplysninger fra kunder, uden behov for HTML og JavaScript eller betalte tredjepartstjeneste.
"At oprette et regneark er en form for programmering. Det er et visuelt programmeringssprog," sagde Araújo. "Men ved at bringe denne form for fleksibilitet ind i regneark, når vi op på et helt andet niveau."
Udfordringer
Det største problem, Rows står over for, er at brugen af Microsoft og Google-tjenesterne er stærkt indlejret i den professionelle verden, og det er svært at få folk til at flytte væk fra velkendte platforme.
Både Excel og Sheets er kun små dele af meget bredere software- og tjenestepakker, der omfatter e-mail, produktivitetsværktøjer, kalendere, samarbejdssoftware, cloud storage, VPN og mere.
Microsofts er fx i stand til at etablere synergier mellem produkter, der strækker sig helt ud til det det operative Windows-system, som de fleste erhvervscomputere kører på.
Derfor skal virksomheder som Rows ikke bare overbevise potentielle købere om, at deres tjenester kan måle sig med eksisterende apps, men også at de tilbyder tilstrækkelig merværdi til at retfærdiggøre omskiftningsomkostninger på bundlinjen.
I øjeblikket har Rows færre end 4.000 ugentlige brugere, og der er lang vej op til de førende giganter. Men brugerbasen er vokset hurtigt siden årsskiftet, og Rows tror på, at væksten vil fortsætte trods den hårde modvind.
Da vi spurgte, hvorfor virksomheden mener, at netop deres software til regneark vil blive en succes, hvor andre har fejlet, lød svaret, at ændrede markedsvilkår kombineret med firmaets produktinnovation har skabt et vindue af muligheder for Rows.
"Vores to største innovationer (indbyggede integrationer og deling som et websted) har vist sig at være stærke nok til at store teams har taget det nye regneark til sig," fortæller Rows’ vækstchef Henrique Cruz.
"I de sidste 15 år har vi set tre meget store ændringer i arbejdsopsætningen (mobile-first, API'er og eksplosionen af SaaS og async-first), og vi er den første virksomhed til at lave et regneark til denne nye verden."
For at hale sig ind på Microsoft og Google, vil Rows i høj grad bero på viralitet. Med andre ord vil virksomheden lade sit produkt tale for sig selv.
Ligesom mange andre SaaS-tilbud er Rows tilgængelig gratis for dem, der har lyst til at afprøve det. Og selvom betaversionen af skrivebords-appen stadig mangler et par funktioner (bl.a. diagrammer), siger virksomheden, at de sigter mod, at appen når op på linje med webtjenesten inden udgangen af 2022.
Vivi har flere års erfaring inden for en bred vifte af emner og arbejdet for højt profilerede virksomheder i bl.a. tech-branchen med fokus på nyheder, anmeldelser, guides og idéer til problemløsninger. Hun elsker at være i stand til at hjælpe folk med at finde måder og produkter, der gør livet lidt lettere i hverdagen. Vivi har arbejdet det meste af sit liv i musik- og underholdningsbranchen. Hun har stor passion for alt, hvad der har med musik og film at gøre, og streaming ligger højt på listen over hendes interesser.
- Joel KhaliliNews and Features Editor