Er dit webkamera pivåbent for hackere?
En ny undersøgelse afslører, at cirka 60 procent af danskerne giver hackere frit spil via webkameraet
Et lille klistermærke henover dit webkamera. Mere skal der ikke til for at forhindre hackere i at være med på en kigger, når du for eksempel kommer nøgen ud fra badet, synger karaoke i din hårbørste… eller laver noget andet, du helst vil holde for dig selv.
Men selv om der kun skal en ganske lille indsats til for at beskytte sit privatliv, har seks ud af ti danskere ikke dækket deres webkamera til. Det viser en ny undersøgelse, som Forbrugerrådet Tænk og Ingeniørforeningen, IDA sammen har fået foretaget.
"Der er heldigvis flere, der er opmærksomme på problemet end for to år siden, hvor kun hver femte dækkede deres kamera til, men det er stadigvæk problematisk. Langt de fleste danskere låser deres hoveddør, når de forlader hjemmet, og samme tilgang burde de have til kameraerne på deres elektronik," siger IDAs ekspert i it-sikkerhed, Jørn Guldberg, i en pressemeddelelse.
Billig og nem løsning
Eksperten i it-sikkerhed gør samtidig opmærksom på, at det end ikke kræver særligt avanceret hacking at få mulighed for at belure folk via deres kamera på computeren.
"Det er i dag muligt for hackere på et meget lavt niveau at få adgang til et stort antal computere, for derefter at overvåge folk. Det kan ske ved phishing eller falske hjemmesider, hvor folk uforvarende kommer til at falde i fælden," fortæller Jørn Guldberg, der minder om, at kameraet på din smartphone eller nye tv også kan hackes.
Det er naturligvis ikke praktisk at have et klistermærke eller et stykke uigennemsigtigt tape siddende henover dit webcam, hvis du faktisk bruger det.
Men så kan løsningen være at købe et webcam cover (også kaldet en C-Slide), som er et lille panel, der klæbes på din enhed og nemt kan skydes frem foran dit kamera, når du ikke bruger det.
Få daglig indsigt, inspiration og tilbud i din indbakke
Tilmeld dig de seneste nyheder, anmeldelser, meninger, topteknologiske tilbud og mere.
Et webcam cover koster ikke alverden – mellem cirka 40 kr. og et par hundrede, afhængigt af modellen – men det kan altså hænde at spare dig for at lande i kløerne på en udspekuleret cyber-kriminel.
- De bedste laptops i 2019: Her er de 10 bedste bærbare netop nu