Efter amerikansk chok-dom: Microsoft med markant udmelding

Microsoft building
(Foto: ClearCutLtd/Pixabay)

Den amerikanske højesteret afgjorde fredag, at retten til abort ikke er beskyttet af den amerikanske forfatning, og dermed omstødte domstolen den 49 år gamle såkaldte Roe v. Wade-dom.

Den skelsættende dom betyder, at abortlovgivningen nu bliver afgjort på delstatsniveau, hvor en række stater allerede har gennemført eller planlægger at forbyde abort.

Dommen har efterfølgende fået en lang række amerikanske tech-giganter til at reagere, rapporterer Computerworld.

Ifølge Techcrunch slår adskillige selskaber, herunder Microsoft, Snapchat og Netflix, fast, at de vil betale udgifterne for medarbejdere, der har brug for at rejse til en anden stat for at få foretaget en abort.

Til Techcrunch oplyser en talsperson for Microsoft, at selskabet ”vil gøre alt som det kan indenfor lovens rammer”, der sikrer de amerikanske Microsofts-ansattes adgang til behandlinger i sundhedsvæsenet.

Microsoft meddeler, at abort indtil nu har været dækket af selskabets sundhedsforsikring, og det kommer afgørelsen ved den amerikanske højesteret ikke til at ændre på.

Selskabet vil også fortsætte med betale for rejseudgifter til abort og andre typer medicinsk behandling, hvis det ikke er muligt for at få behandlingen i nærheden af vedkommendes bopæl.

Samme melding kommer fra blandt andet streaming-giganten Netflix og det sociale medie Snapchat.

”Netflix tilbyder at dække rejseudgifter gennem sundhedsforsikringen for alle fuldtidsansatte og deres pårørende, hvis de har brug for at rejse i forbindelse med kræftbehandling, transplantationer, kønsbekræftende behandlinger og abort,” lyder det ifølge Computerworld fra selskabet.

TOPICS
Michael Kilschow Hansen
Redaktør / Nyhedsjournalist

Michael har arbejdet journalistisk næsten hele sit arbejdsliv - og har i årenes løb beskæftiget sig med online nyhedsmedier, radio, tv, ugeblade, magasiner, musik- og filmjournalistik. Michael har været en del af TechRadar Danmark-teamet siden januar 2021. 

Han eeelsker sin iPhone, sin iPad og sin iMac - men på et ikke-religiøst niveau, og er voldsomt nysgerrig på, hvad andre tech-brands kan tilbyde.

Arbejde og hobby mødes i en smuk fusion, når der skal skrives om streamingtjenester og deres indhold, nye premierer på serier, film og spændende dokumentarprogrammer.